★★★★☆☆ Djinn fastholder kompleksiteten i sanselig queerfortælling

Djinn er den ånd, vi kan have indeni og som kan skræmme vores nære omverden med sin anderledeshed. På Blaagaard Teater sættes den dansende fri i Sargun Oshanas smukke fortolkning af Elias Sadaqs fine digtsamling Djinn i en sanselig og lystfuld coming of age-historie, der skal fortælles igen og igen.

“Se mig! Se mig!” råber Zakarias og styrter viltert glad rundt mellem os i Lina Hashims totalinstallation, der har ændret Blaagaard Teaters traditionelle black box-setup til en fælles stue med mellemøstligt udtryk i de lange rækker af ryglæn, der inviterer til at slænge sig på hele gulvet.

I den ene ende åbner moskeen af og til, mens det er et andet show, der foregår bag det florlette tæppe i den modsatte side. Her er syndens frigørende hule i det store København, der først favner Zakarias, men siden kaster ham ud i større eksistentielle kvaler, end han oprindeligt kom ind med firetoget med.

Et bønnekald i natten

Djinn bygger på Elias Sadaqs digtsamling af samme navn og bekræfter, at Blaagaard Teater vil fortsætte linjen med at bringe uhørte stemmer, kroppe og fortællinger på scenen under Alexander Mayah Larsens lederskab.

I dette tilfælde en coming of age-fortælling om at vokse op som queer i et religiøst hjem i Aarhusforstaden Brabrand. Han er elleve år, da vi møder ham. Hans mor er død, hans far, Baba, er streng og kaldes skør i miljøet. Hans farmor, Amina favner hans trang til at crossdresse og skærmer ham, når Baba skælder ud og kalder hans leg haram. Det er hende, der fortæller ham, at djinn er som den frie vilje indeni og ikke kun den skam, Baba ser i sin søn.

Det er hende, der tilsløret først glider rundt om den polestang, der er placeret midt i rummet. Tonen er stadig lys, men en vilje sættes fri, en lyst lukkes op. Zakarias hører lyde i natten, mens den insisterende rytme glider over i et bønnekald som et musikalsk billede af det krydsfelt, han befinder sig i.

Se mig

I moskeen rammes han af den første forelskelses uskyldige styrke. “Gid dette øjeblik vil vare for evigt”, sukker Zakarias, da hans øjne møder imamens søn Younes. Han er er som den dragende djinn, Zakarias ser i sine drømme, og snart løber de fnisende mellem os i halvmørket. Kåde ser de hinanden, men bliver også set. Set som i opdaget og i det religiøse miljø er der ingen plads til deres kærlighed.

Younes undsiger Zakarias og Baba straffer ham, men han holder fast. Selvom det han vil er forbudt i Koranen, holder han i, at det ikke er ham, der er noget galt med. Han er bare et menneske. “Luk mig ud”, råber han og rejser væk. Til København, hvor rytmen dunker højt. “Se mig lige”, råber han, mens technoen pulserer og lysten tager over. “Jeg findes, vi findes”, råber han orgastisk besværgende.

Djinnen får lov at komme ud, men en tomhed indfinder sig undervejs. Man kan omfavne sin indre djinn og sætte den fri, men indeni findes også vemodet og længslen efter Baba og Amina. Indeni findes stoltheden, men også tvivlen, og vejen mod en genfødsel fører tilbage til Aarhus og et barskt forsøg på at drive djinnen ud.

Skal fortælles igen og igen

Det kan man selvfølgelig ikke. Det skal man selvfølgelig ikke, men Djinn får os til at mærke, hvorfor man kan ønske at passe ind, selv i det, der skubber en væk. “Kom frem”, lyder det til slut. Stå ved din djinn, som ikke er onde ånder og overtro, men kompleksiteten i at være et menneske, der står i egen ret.

Den historie har vi hørt før, og for ikke mange år siden voksede denne form for tilblivelseshistorie især ud af kristne miljøer, der ikke står tilbage for de muslimske i moralsk fordømmelse af afvigelse fra den slagne vej mod den heteronormative ægteseng. Men det er også en historie, der skal fortælles igen og igen, så længe skam og overtro får lov at herske i lukkede miljøer.

Sargun Oshana kalder dette specifikke miljø frem i al dets komplekse skønhed og traditionsbundne rædsel for det anderledes, og lykkes godt med poledansen som det gennemgående symbol på frihedens berusende lethed og grumsede tyngde. Kevan Nirwan Soliman bevæger sig gennem alle stadier med en smuk uskyldighed i behold, mens danser Aftab Asghar Gondal giver de andre karakterer drys af varme, mystik og potens.

Djinn er en eviggyldig fortælling i en aktuel kontekst og meget indtagende fortalt med spillernes stærke nærvær i vores fælles rum og Jacobe Suissas forførende lydbillede, hvor techno møder bøn og spinkle strengelyde. Lad mig ønske for forestillingen, at den møder sit publikum, der ikke kun er den hvide kulturklasse, der var på Blaagaard den dag, jeg var forbi.