Kulturmarkt turnerer for tiden med den perfekte lille perle De uskrevne, der charmerende og flot skåret parafraserer Luigi Pirandellos metatekst Seks personer søger en forfatter. Mette Rønne leverer en fremragende præstation i en monolog med mange roller og mindst lige så mange perspektiver.
Der er gamle Poul, der nusser rundt og gør scenen klar til prøve. Der er instruktøren og de to skuespillere, Alex og Silke. Og pludselig er der også en mand og en yngre kvinde – de uskrevne roller, der gerne vil skrives færdige, men ikke helt er enige om hvordan.

Metateater, hvor alt kan ske
Mette Rønne spiller dem alle sammen med charme og akkuratesse og føjer sig sammen med Iben Hjejle (Endnu en dag i Guds skaberværk) og Maria Rossing (Kejseren af Portugalien) ind i rækken af svimlende gode præstationer, der elegant jonglerer flere karakterer.
Mette Rønne spiller dem alle sammen med charme og akkuratesse
De uskrevne åbner endda lidt frækt med regissør Poul, der balancerer på kanten af dilletant med sin overdrevne gestik og morfarhyggelige trippen rundt med lamper, skærme, kop og kande til lystig jazzmusik. Hvad er meningen? Den er god, for De uskrevne er metateater, en fortolkning af genrens urtekst, Luigi Pirandellos Seks personer søger en forfatter (1921).
Her er vi blot rykket op i samtiden, hvilket giver især de to skuespilkarakterer mulighed for at udfolde sig som fagets værste klicheer. En fåmælt, småtskåret mandedreng med hånden permanent i skridtet, og en kaglende, behagesyg kvinde, der “vil give hele sit talent til rollen”.
Instruktøren er i modsætning til Pouls henslængte, gavtyveagtige jeg-har-set-det-hele-og-mere-til-attitude mere til den effektive side. “Kom nu, så prøver vi,” appellerer han. Men selvom “alt kan ske her” i teatrets rum, er mennesker stadig besværlige størrelser med egne viljer. Fx om en kokkehue “giver noget til karakteren”.

Legende lethed
Prøverummets små trakasserier udfordres af større eksistentielle overvejelser, da de to uskrevne trænger sig på. Manden affabelt, kvinden undseeligt, men begge umådeligt insisterende. De fanger instruktørens interesse, da det går op for ham, at de er far og datter, der ikke bare er fanget i deres historie, men netop på det punkt, hvor de selv opdager det, da han køber sex af hende. Der er en forhistorie, men det er nuet, de vil ud af. Han med krumspring og indsmigrende ord. Hun med dydsiret skælven – og siden upassende fnis.
En fremragende skuespillerpræstation
“Er man én person eller er man 100 personer i én?” spørger han, der ikke vil defineres af denne ene handling – om end hans forklaringer kun trækker ham længere bort fra det “grundfæstede moralske” sted, han hævder at tale fra. Men også hun protesterer mod skuespillernes fremstilling af deres historie, for den er ikke “realistisk” nok. Hun vil have “min historie”, men i teatret er der mange “mange sandheder”.
Det er det, De uskrevne fortæller, og det er det, Mette Rønne med et polisk glimt i øjet legemliggør i Anders Brink Madsens tætte, lydhøre instruktion. Mulige virkeligheder, mulige perspektiver og mulige identiteter fletter sig sømløst ud og ind af hinanden, men formår alligevel at kradse i mødet med hinanden. Det er en fremragende skuespillerpræstation i en lille perle af en forestilling, der taler om det store med legende lethed.
Instruktør: Anders Brink Madsen. Tekstbearbejdning: Anders Brink Madsen og Mette Rønne. Dramaturg: Ditte Bichel. Producent: Kulturmarkt.
Medvirkende: Mette Rønne.
Set 4. oktober i Hvidovre Teaterforening. De uskrevne turnerer, se plan her.




