Til oktober har komiker Valdemar Pustelnik debut som dramatiker på Folketeatret med forestillingen Omgivet af idioter. Fra at skrive om og til sig selv har han lært at tage andre karakterer på sig og samtidig bevare det komiske håndværk, han har forfinet gennem utallige aftener på standupscenerne landet over. Vi mødtes med Valdemar og instruktør Lene Skytt til en snak om, hvordan comedy kan bidrage til ny dramatik, og hvordan publikum har det sidste ord.
Egentlig havde jeg bare en aftale med komiker – og nu dramatiker – Valdemar Pustelnik. Jeg skulle besøge ham i Sorø til en samtale om Omgivet af idioter, som har premiere på Folketeatret 1. oktober. Tilfældet ville, at instruktør på forestillingen, Lene Skytt, også havde tid og var på samme adresse, så vi kunne jo lige så godt lave et dobbeltinterview.
Det var dog ikke helt tilfældigt, for Lene og Valdemar har været sammen i 23 år, er gift og har tre børn, men det er første gang, at de arbejder sammen som dramatiker og instruktør.

Fra teori til praksis
Omgivet af idioter er baseret på Thomas Eriksons internationale bestseller af samme titel.
“Det er en teoribog, der er bygget op omkring DISC-profilen, som han blander med anekdoter fra sit arbejdsliv,” forklarer Valdemar indledningsvis.
Det kunne vi ikke sige nej til
Til de uindviede er DISC-modellen et ekstremt udbredt redskab inden for kommunikation, salg, HR og lignende. Det er grundlæggende et segmenteringsredskab, hvor man inddeler mennesker i fire forskellige profiler eller arketyper, og på baggrund af den viden skulle kommunikationen gerne glide bedre.
Først blev Lene hyret ind som instruktør på forestillingen, og “så ringede de og spurgte, om jeg ville skrive en historie ovenpå essensen af den her bog, og det kunne vi ikke sige nej til,” fortæller Valdemar, inden han løfter sløret for resultatet: “Det er så blevet til komedie om en HR-afdeling, der virkelig har brug for en HR-afdeling.”
Kringsat af fjolser?
Som en del af forarbejdet til manuskriptet interviewede Valdemar en række mennesker fra sit netværk, som arbejder i HR. De udgør grundlaget for fortællingen, men som Lene forklarer, kan man ikke bare overføre dem én-til-én: “Nogle af de historier, vi hørte, er så vanvittige, at hvis man skrev det som fiktion, ville alle sige, at det ville aldrig ske i virkeligheden.”
Hvis man skrev det som fiktion, ville alle sige, at det ville aldrig ske i virkeligheden
Valdemar, som selv har en fortid i Kontor-Danmark, fortæller: “I nogle af de her universer bliver man ofte blind for sine egne fejl og mangler. I en fagforening kan man godt have et enormt stort fokus på arbejdsmiljøet for medlemmerne, men internt har man svært ved selv at praktisere det. Det samme kan ske i en HR-afdeling. Der er noget sjovt – og noget tragisk – i den blindhed.”
Hvorfor så ikke skrive det som en tragedie? spørger jeg. “Det er ikke en dødsdom at få at vide, at du også er en idiot,” forklarer Valdemar, “det er faktisk en frisættelse”. Lene supplerer: “Hele grundpræmissen er, at du er nogens idiot, og det kan du ikke gøre noget ved, men du er nødt til at have noget selvindsigt, så du kan se, når du er det. ”

Teater til publikum
Et af hovedformålene med Omgivet af idioter er at fortælle en historie, der er i øjenhøjde med publikum. “Der er enormt meget dramatik, der handler om den øvre middelklasse eller den kreative klasse og de problemer, vi har,” fortæller Lene. Hun uddyber: “Så det er vigtigt – især et sted som Folketeatret – at man ser på den hverdag, som de mennesker, der faktisk kommer og ser det, har”.
Hold da op, der er nogen, der får mange penge for meget lid
Og så er vi tilbage til DISC-modellen, som mange danskere utvivlsomt er stødt på i forbindelse med diverse seminarer og kurser. Både Lene og Valdemar understreger, at den grundlæggende adfærdspsykologi, der ligger bag modellen, bestemt har noget kørende for sig, men at det ofte er måden, hvorpå den bliver implementeret, der er problemet.
Valdemar, som selv har optrådt til utallige temadage for virksomheder fortæller, hvorfor den slags arrangementer tit fremstår åbenlyst komiske: “Der er jo en kæmpe industri for moderne ledelse, der handler om at gøre noget for medarbejderne. Og så er der nogen, der opfylder det behov. Som konferencier kan man sagtens tænke, hold da op, der er nogen, der får mange penge for meget lidt.”
Impro og sadisme
Valdemar er bedst kendt i offentligheden som komiker, men i år debuterer han som dramatiker. Først på Folketeatret og senere på sæsonen på Teater Møllen. “Jeg har jo skrevet i mere end 15 år, men jeg har bare altid skrevet til mig selv,” fortæller han.
Hvad kunne være det værste, jeg kunne komme ud for?
I 2025 færdiggjorde han et toårigt forløb ved Dramatiker Væksthus, og det var med til at udvikle håndværket: “Det at få nogle redskaber til, hvordan man omsætter materialet til et andet scenisk sprog og hvordan man arbejder mere med dramaturgi og karakterer, det er noget af det, jeg har lært,” fortæller Valdemar.
Som komiker, forklarer Valdemar, er man som regel altid i én eller anden grad sig selv eller en afart af sig selv, men det er ikke tilfældet, når der gælder dramatik. “Jeg skulle lære at tage en karakter på mig,” smiler han. Han fortæller, at en del af hans metode er at spille improteater med sig selv derhjemme. Det gør han sådan set også, når han skriver komik, men det er alligevel anderledes med dramatik:
“Jeg har som regel en idé om, hvad jeg selv ville sige, men her skal jeg arbejde med at holde det hele ud i strakt arm, og stadig tage karakteren på mig. Det bliver jo nærmest lidt sadistisk, for det bliver jo også en øvelse i at tænke, hvad kunne være det værste, jeg kunne komme ud for?”

Meritoverførsel
Baggrunden som komiker giver også visse fortrin. Jacob Tingleff, som ligeledes er både komiker og manuskriptforfatter, har været dramaturgisk konsulent på forestillingen, og Lene ser store fordele i den specifikke faglighed, de bringer til bordet:
“Den kombination er helt særlig, for der er ret få mennesker, som Valdemar og Jacob, som både kan skrive dramatik og er komikere. De kan både lave de store linjer, men de kan også skrive punchlines,” fortæller hun og beskriver, hvordan de med denne forestilling har arbejdet med det komiske sprog i en meget høj detaljeringsgrad.
Det er en komisk teknik, som man opbygger over mange år, og det er næsten matematik
Valdemar uddyber: “Det er helt ned på ordvalg og bogstaver og på, hvad der sætter den her skarpest op til levering. Det har noget at gøre med rytmen. Rytmen i sætningen og rytmen i publikum. Det er en komisk teknik, som man opbygger over mange år, og det er næsten matematik.”
Komikernes tradition for at bruge publikum som en del af forberedelserne, bliver også en ny oplevelse for Lene: “Jeg er vant til, at vi laver det allerbedste bud, vi kan i et lukket rum. Så kommer der folk til en forpremiere, så har vi dagsprøver, og så er det ligesom det. Men Valdemar er jo vant til en helt andet tilgang til, hvordan man tester. Vi har det første prøvepublikum en uge før premieren, og det er tidligere, end jeg plejer.”
“Jeg kommer til at være i rummet til de prøver,” fortæller Valdemar, “men jeg kommer ikke til at kigge på scenen. Jeg kommer til at kigge på publikum og lytte til, hvornår det fungerer. Det er publikum, der vinder. Det, de reagerer på, er det vi kommer til at køre med.”
Det fælles projekt
Det virker oplagt at spørge, om parret selv har haft brug for kommunikationsvejledning i forbindelse med det tætte samarbejde: “Nu har vi jo kendt hinanden i en del år efterhånden, så det er ikke det store problem,” fortæller Lene. Faktisk nærmere tværtimod. “Det er ikke så tit, man kan have noter med dramatikeren hver dag, så vi kan lynhurtigt tage os af de udfordringer, der opstår”.
Når der er tale om ny dramatik, kan der godt opstå lidt et tovtrækkeri mellem teksten og iscenesættelsen
Hun fortsætter: “Når der er tale om ny dramatik, kan der godt opstå lidt et tovtrækkeri mellem teksten og iscenesættelsen, især hvis der ikke har være tilstrækkelig kommunikation og forventningsafstemning,” fortæller Lene og uddyber: “Så kan man havne et sted, hvor alle holder på sit.” Det er ikke tilfældet her.
Valdemar konkluderer: “Det her er et fællesprojekt. Hvis den her forestilling lykkes, så er det os, der er lykkedes.”
“Ja. Og resten af holdet,” tilføjer Lene. “Ja, og resten og holdet,” istemmer Valdemar.
Omgivet af idioter spiller på Folketeatret 1. oktober til 22. december 2026, men lægger undervejs også vejen forbi en lang række byer uden for København. Se turnéplanen her




