Teaterdirektør Niels Erling og direktør Nanna Jelsgaaard er netop tiltrådt på Betty Nansen Teatret. I dag løfter de sløret for repertoiret i deres første sæson. Som en del af artikelserien Nye chefer – nye visioner har vi spurgt dem om deres ideer og fremtidsplaner.
Hvad er jeres vision for teatret?
“Vi vil skabe kritisk samtidsteater og tage teatret alvorligt som et sted, man går hen for at blive klogere. I kampskriftet Lad os blive klogere sammen sætter vi ord på vores mission: åndsdannelse.
Vi vil skabe forestillinger, der går ind i de konflikter og magtforhold, som former vores tid. Teatret må gerne være sjovt, smukt og forførende, men det skal også turde være besværligt. Vi drømmer om et folkeligt og risikovilligt teater, hvor scene og sal kan tænke videre sammen uden nødvendigvis at blive enige.”
Hvad tager I med videre fra før – kunstnerisk og organisatorisk?
“Vi har kendt hinanden i næsten 20 år og arbejdet sammen på kryds og tværs. Noget af det, vi virkelig genkender i hinanden, er troen på, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Kunst må meget gerne gøre ondt, men det skal ikke gøre ondt at lave stor kunst.
Vi tager også meget alvorligt, at Betty er arbejdsplads for mange freelancere. Niels kender i dén grad freelancetilværelsens usikkerhed på egen krop. Når kunstnere arbejder på Betty, skal de møde et hus, der er ordentligt, nysgerrigt og rart at være i. Høje kunstneriske ambitioner og gode arbejdsforhold er ikke modsætninger.
Fra Betty tager vi blandt andet erfaringerne med tværkunstneriske processer og anderledes produktionsforløb med os. Dem vil vi udvikle videre på vores egen måde.”
Hvad tager I IKKE med videre fra før?
“Det ved vi faktisk ikke helt endnu. Vi er mere optagede af at finde ud af, hvad der virker her, end af at opstille en liste over det, vi vil af med. Men vi tager ikke færdige opskrifter med os – hverken vores egne eller andres.”
Hvilke nye tiltag sætter I ind med?
“Vi lancerer kritisk samtidsteater som Bettys nye kunstneriske retning og udgiver kampskriftet Lad os blive klogere sammen.
Vi åbner også huset mere internationalt og prøver nye formater af: Milo Raus Pelicot-retssagen, ni premierer på ni uger i Who Run the World?, tre foranderlige readingaftener i Tidsåndernes Hus og Betty & Zetlands Talkshow, hvor samtalen fortsætter efter forestillingen.”
Hvad kan publikum glæde sig til at opleve på teatret, som de ikke har oplevet før?
“En ret vild spændvidde. Store klassikere, dokumentarisk teater, familiegys, samfundssatire, internationale kunstnere og helt nye eksperimenter. I den første sæson har vi over 70 skuespillere på scenerne, så publikum kommer til at møde virkelig mange forskellige stemmer, kroppe, generationer og erfaringer.
Og så vil vi forsøge at reformere forholdet mellem scene og sal. Selv om billetten er købt og solgt, bliver relationen fattig, hvis scenen bare skal levere, og publikum bare skal modtage. Forestillingen bliver til i mødet mellem det, scenen sætter på spil, og det, publikum tænker, føler og gør modstand imod. Vi skal turde forvente, at publikum tænker med – eller imod.”
Hvad ser I som de største udfordringer?
“At skabe kritisk teater, uden at det kritiske selv bliver forudsigeligt. Hvis publikum allerede inden forestillingen ved, hvem der har ret, har vi bare skabt en ny vanetænkning.
Og så skal vi få kunstnerisk risikovillighed, ordentlige arbejdsliv og en sund økonomi til at hænge sammen. Det er ikke en lille opgave – men vi har det allerede rigtig sjovt med at prøve.”
Hvad skal der stå, hvis I skal fuldende disse sætninger:
Vi var dem, som…formulerede kritisk samtidsteater som et bud på, hvordan scenekunsten kan gøre os klogere uden at fortælle os, hvad vi skal mene.
Om 10 år er teatret…stadig i bevægelse, internationalt forbundet og fuldt af liv. Og så har det nok to andre chefer, som forhåbentlig er i gang med et helt andet kunstnerisk projekt end vores. Sådan skal det være.
Det største aftryk, teatret fik sat, var…at vi satte åndsdannelsen tilbage på scenekunstens dagsorden og var med til at ændre forventningen til, hvad et publikum er: ikke kunder, der får leveret en færdig oplevelse, men mennesker, som værket først bliver til i mødet med.
Det bedste, vi gjorde for publikum, var… at vi skabte forestillinger, de ikke var færdige med, når de gik hjem.
