★★★★★☆ Silke. Sukker. Sand – voldsomt vokalværk

Marie Dahl Assembly åbner officielt Passage Festival 2026 med sin første forestilling, det visuelt blændende vokalværk Silke. Sukker. Sand, der kapitalismekritisk former sig som et varsel om, hvordan den ustoppelige sult efter råstoffer former verden og vores væren i den. Det er en voldsom oplevelse, der uhyre stringent forløser sit koncept: at formidle det grumme gennem det smukke.

“There is no end to the appetite”

Sådan lyder det igen og igen i Silke. Sukker. Sand, Marie Dahl Assemblys første værk, der gennem de tre materialer følger kapitalismens historie. Objekterne for begær skifter, men historien gentager sig selv, og i sandets tilfælde er det samtidig en ressource, der er på vej til at forsvinde. Men grådigheden stopper ikke.

Et varsel

Helsingør fejrer sit 600-års jubilæum som købstad i år. Det er en by, der er formet gennem handel, ikke mindst gennem sin havn. Det er derfor helt oplagt at åbne Passage Festival 2026 med vokalværket Silke.Sukker.Sand, der ligesom åbningsprogrammets anden forestilling, BULK af hollandske Wunderbaum, sætter spot på kapitalismens mørke sider og irreversible konsekvenser for kloden.

Elektroniske lyde rejser sig massivt, mens orange lys farver scenerummet. Et par i hvide skjorter og sorte bukser åbner første sats, Silke, komponeret af kinesiske Tiange Zhou, med silkens historie – et varsel om, hvad der vil komme, “of what we are and will become”. De fem sangere fra ARS NOVA Copenhagen klinger overjordisk præcist og stramt gennem satsernes forskellige tonesprog og hyperkomplekse akkorder. Deres fuldtonede, men transparente og overtonerige klang klæder værkets universalitet gennem årtusinders historie.

Vokalværkets tre dele har hver sin komponist, men fremstår som et samlet værk bundet sammen af Wilhelm Gustaf Ljunggren Dahls supplerende, elektroniske kompositioner, Marie Dahls libretto og det stramt komponerede visuelle udtryk, der bæres af de skulpturelle kostumer og Jesper Kongshaugs fuldstændig magiske lys. Bag parret toner nu tre store skikkelser frem, der mod bagtæppet forvandles fra akt til akt fra tre majestætiske silkestatuer til tre sukkertoppe og tre sandbunker. Kun hovederne stikker op af de overdimensionerede kropskrinoliner.

Verden i et sandkorn

Lyset changerer og isolerer de tre i isblåt, gyldent og rosa med silkens knitrende-bløde materialitet, mens sangen følger silketrådens vej, der associeres i kapitalismens og kolonisationens fødsel i hungeren efter luksusvarer. Et lille fad placeret på scenens midte løftes frem og reflekterer lyset, mens stemmerne flyder egalt sammen i dystre, foruroligende sange, der glider over i elektroniske universer. Alt sammen stramt styret af dirigent, Jesper Nordin, der med stort tværæstetiske overblik leder alt fra musikalske indsatser til kostumeskift.

De tre store kjoler falder, og afslører tre hvide kuber i sukkerets anden akt. Vi arbejder os visuelt nærmere materien, men fortsat i et helt abstraheret udtryk. Sukker, komponeret af britiske Blasio Kavuma, refererer til de slavegjortes historie. Blod og sukker flyder i den samme strøm, og mens sulten aldrig stopper, gør anstrengelsen det heller ikke. De peger, de tysser, de stønner, når glosen “sweats” trækkes ud til en afmægtig smerte. Lyset bliver isgrønt, og fadet løftes igen, krinolinerne falder endnu engang.

Nu sidder de tre i gråt på kasser, mens lyset atter bliver gyldent. Som solen over stranden – eller havnens og maskinernes verden – ledes vi med en rumlen videre til sidste del, Sand, komponeret af grønlandske Arnannguaq Gerstrøm. Librettoen skærpes minimalistisk til enkeltstående begreber, steder og tal i dette foreløbig sidste kapitel om den umættelige sult. En sult, der poetisk både kan se hele verden i et sandkorn og, med Bob Dylans ord, også kan forsvinde: “Every hair is numbered / like every grain of sand”.

Værkets klaustrofobiske kvælertag

“Vi ved, hvad vi kommer fra, og det er vi stolte af,” sagde Marie Dahl og producent Lisbeth Jacobi i vores interview med dem op til premieren om deres historie og erfaring fra Hotel Pro Forma. Arven er tydelig i dette deres første værk under nyt navn, der med uhyre stringens viderefører den tværæstetiske vildskab, men også det ultrakontrollede univers. Begge dele var blandt hotellets kendemærker.

Det betyder her, at man nærmest sidder i værket eller nærmere absorberes i det, fordi det er så massivt, at der ikke er den mindste åbne sprække eller åndehul. At være i værket holder os dermed fast i modstridende følelser af begær og skam gennem de oplevelser af nydelse og truende katastrofe, som værket taler om. De helt utroligt smukke stemmer og det næsten overjordiske skønne lys spændes ud mod ordenes magt og afmagt og musikkens klaustrofobiske kvælertag. Det er imponerende godt gjort, og konceptet forløses fornemt indenfor sin egen præmis. Det er – som med Hotel Pro Forma – nok en smagssag, om man formår at være i oplevelsen. Om man bliver rørt, eller skubbes væk af den konceptuelle strenghed.

Det var til premieren svært at høre teksterne, så anmeldelsen er baseret på den udleverede libretto. i den kan man også opdage de velvalgte citater fra blandt andet nævnte Bob Dylan, grønlandske Nuna asiilasooq og mere gennemgående fra William Blakes Auguries of innocence. Om muligt, vil det være et gevaldigt løft at tekste forestillingen.