★★★☆☆☆ Meningsfyldt, men mager minimalisme i Tyngde

Tyngde af norske Agder Nye Teater, som kan opleves på Aveny-T, er omtrent så spinkel og enkel, som en forestilling kan blive. Selve historien og Laura Spottag Fogs fine solopræstation lever op til titlen, mens den minimalistiske iscenesættelse halter lidt efter i den henseende.

“1, 2, 3, 4…”, og så begynder musikken. Tæppet – ikke døren – trækkes fra, og vi bliver ledt fra Aveny-T’s foyer ind til den lille scene, mens musikken spiller. Omgivet af punkbandet Ondskyld står en navnløs hovedperson i ensom majestæt.

Det giver ikke rigtig mening at tale om scenografi, for der er nærmest ingen. Bevares, der ligger et par jakker på scenegulvet, og et par mikrofonstativer står placeret mellem orkestret, men ingen af delene gør stort væsen af sig. Al fokus er på historien, musikken og den enlige spiller.

Et spirende frø

Tyngde er skrevet af den norsk/italienske dramatiker Demian Vitanza, og har siden premieren i 2023 spillet rundt omkring i Norge med forskellige bands. Tyngde følger den unavngivne hovedpersons historie fra vugge til grav. Han fødes i det nordligste Norge på grænsen til Rusland og har ikke ligefrem de stærkeste kort på hånden. Han er født med polio, som ellers burde være udryddet i 70’erne, hvor stykket tager sin begyndelse, og er søn af en psykisk udfordret mor og en far “på søen”.

Hans spirende homoseksualitet har sløje vækstbetingelser i det mørke Nordnorge, og derfor søger han tilflugt i hovedstaden. Her konfronteres han med både homo-klubber og stærkt konservative religiøse fællesskaber, men historien igennem finder hovedpersonen i virkeligheden større samhørighed i planternes rige end i menneskenes ditto.

Historiens tidsperspektiv forekommer mig uklart. Mange replikker indledes med en variation af  “Han vil komme til at sige…”, “Hun vil komme til at…”, hvilket indikerer, at vi har at gøre med en alvidende fortæller, der fortæller sin historie på bagkant. Den messende rytme bliver ikke alene en kende enerverende, den kolliderer også i min optik med hovedkarakterens gradvise udvikling, som spilles, som om den foregår for øjnene af os. 

Lavmælt kraftpræstation

Laura Spottag Fog leverer en lavmælt kraftpræstation. Fra forestillingens start sitrer hun med lukkede øjne og bare fødder, og hendes søgende spil vækker min betingelsesløse medfølelse. Hendes spinkle, men alligevel tydelige diktion, og hendes evne til at bruge tavsheden i rummet passer strålende til fortællingen.

Det er hjerteskærende at iagttage hendes smertefulde vej gennem en urimeligt vanskelig tilværelse, og det kammer vel at mærke aldrig over og bliver flæbende. Det er spillet med anstand og optimisme, og hun er i sig selv hele teaterturen værd.

Skærende stilhed

Man kan ikke beskylde Tyngde for at være overinstrueret. Med undtagelse af personinstruktionen af Laura Spottag Fog sker der faktisk så godt som ingenting, og forestillingen har nærmest skitsens nøgne karakter.

Jeg har altid været af den overbevisning, at der ikke findes noget sted, der kan rumme mere ubønhørlig tavshed end en teatersal, og det udnytter Tyngde til fulde. Jeg kan sagtens se ideen i at kontrastere stilheden og Spottags fine spil med punk, men selvom alle elementer egentlig er individuelt velfungerende, smelter det aldrig rigtig sammen til en enhed, der giver mening.

Tyngde er en lidt mager omgang. Laura Spottag Fog er bestemt en oplevelse, historien er vedkommende, men jeg savner noget at se på, noget at forholde mig til. Bare et eller andet.