Aber Dabei har – med Petra Berg Holbek som omdrejningspunkt – siden 2015 skabt publikumsinvolverende værker, der reflekterer samtidens eksistens. Denne gang på en tur til Skuret, hvor der fandt henrettelser sted efter Anden Verdenskrig. Med enkle sceniske og dramaturgiske greb blandet med dokumentariske stemmer og byens lyd sætter begivenhederne sig i vores kroppe som en refleksion over krigens skyld og skam. Det er aldrig enkelt – selvom handlingerne bag kan være det.
Skuret ligger et sted på Refshaleøen. Det lå vist egentlig på et sted på det, vi kalder Christiania nu. Men her kunne performancen ikke foregå. “Man ved det, hvis man ved det,” siger en christianit til komponist Olga Szymula, da hun samler lyd ind på stedet. Her skal ikke være ståhej. Så nu ligger skuret på Refshaleøen. Eller fundamentet gør, for konturerne af skuret bygger vi selv, da vi har indtaget stedet sammen i Aber Dabeis nænsomme performance om henrettelserne af krigsforbrydere efter Anden Verdenskrig.
Stemmerne i øret
Men vi starter ved Vestre Fængsel, for her sad de jo og ventede. Landsforræderne, der havde udnyttet krigen til økonomisk vinding, detaget i krigen på tyskernes side, udført Schallburgtage, dvs. gengældelsesaktioner mod modstandsbevægelsens sabotagehandlinger – eller begået mord i nazismens navn.
Vi ifører os grå heldragter, der kan gå for fangedragter eller blot anonymisering, og stiger ombord i den lille bus, der med blændede ruder bringer os gennem byen mod målet. Vi følges med stemmerne i øret. De tilhører et par af de politifolk, der henrettede de dømte. En opfatter det som en pligt, en anden siger ja til at deltage uden at tænke nærmere over det, en tredje tror ikke, han har mulighed for at sige nej. Nøgternt registrerer de fangens placering, kollegaerne og nattelivet udenfor i gaderne.
Et enkelt greb, der blidt, men bestemt sætter os i deltagerens position
Deres stemmer blandes med lyde. Af biler i natten, men mest bare af vindens susen og en enkelt fugl i det fjerne. En kvindestemme tilføjer et metalag, da hun italesætter vores kroppe i bussen. Hun skærper vores opmærksomhed på turen, der fører os mod den destination, der betød døden tilbage i slutfyrrerne, hvor likvideringerne fandt sted. Det er et enkelt greb, der blidt, men bestemt sætter os i deltagerens position.
Til arbejdet
Så tumler vi ud af bussen og følges ad mod et lille hjørne af, det der af andre årsager er aktuelt, den omdiskuterede festivalplads på Refshaleøen. Det slidte industrielle område ligger stadig mere trængt inde af nye knejsende bygninger, men emmer stadig af fortiden. Der er højt til himlen, hvor solen nu næsten er gået ned, og krattet på den kunstige vold breder sig og snor sig om anklerne, som vi går.
Hvem blev henrettet? Det gætter vi på ud fra et billede, navn, titel og sigtelse. Vi rammer ikke særlig godt, for ud over at politikere og erhvervsmagnater gik fri, var det i høj grad tilfældighedsprincippet, der rådede, når dommene blev uddelt. Det er skræmmende i al sin forudsigelighed.
Vi får en del al ansvaret, en del af skylden
Så går vi til arbejdet. Skuret skal bygges, cementfundamentet skal renses, og to projektører skal på plads. Der skal meget lidt materiale til, før illusionen står levende foran os. Stemmerne i øret gør resten. Stadig de forskellige perspektiver. Den nøgterne registrering af begivenhederne, refleksionen over handlingerne. Vi får en del al ansvaret, en del af skylden.
Så praktisk, at det gør ondt
Så går vi væk. Op over volden, mens vi vender os og kigger tilbage på skuret. Oplyst og bart står det og råber til os. Vi var der, vi holdt nogens liv i vores hænder. På en lang række står vi på toppen og skuer ud over området. Himlen er mørk nu, skyerne forrevne. Bag os lyser projektørerne stadig, da vi stiger ned og ind i bussen til de sidste beretninger fra de politifolk, hvoraf nogle vasker hændelserne af sig og andre blev traumatiserede for livet.
Ondskabens banalitet i en bygning til et par tusind kroner.
Skuret bygger blandt andet på dokumentariske kilder, der her fungerer meget stærkt som de historiske vidnesbyrd, der konkret manifesterer den øvrige teksts mere abstrakte refleksioner over kompleksiteten i skyld og skam. Særligt isnende er næsten oplæsningen af arbejdstegningen til det oprindelige skur. Det handler om træ og meter, men også om at konstruere skurets låger, så kugler ikke kunne rikochettere. Det er så praktisk, at det gør ondt. Ondskabens banalitet i en bygning til et par tusind kroner.
Det grusomme ligger i detaljen, men også i tilfældighederne. “Jeg mente, det var det rigtige. Det mener jeg stadig,” siger en af politifolkene. Skuret gør sig ikke til dommer over rigtigt og forkert, men lader os mærke hændelserne på vores egen krop. Det er en lille, men betydningsmættet forestilling, der vækker en bid af vores fælles historie til live på et tidspunkt, hvor vi mere end længe har brug for at reflektere over krig som noget, der kan ske igen. Som sker hver dag andre steder på kloden.
Idé og instruktion: Petra Berg Holbek. Koncept og dramaturgi: Petra Berg Holbek og Sonja Winckelmann Thomsen. Tekst: Sonja Winckelmann Thomsen, Petra Berg Holbek samt dokumentarkilder blandt andet fra Frank Bøghs bog De dødsdømte. Komponist: Olga Szymula. Produktion: ABER DABEI i samarbejde med FÅR302.
Forestillingsguide: Petra Berg Holbek. Skuret spiller 15. september – 2. oktober 2026. Billetter via Teater FÅR302. Forestillingen er ikke egnet for gangbesværede.
