★★★★★☆ Skatepark – et generøst feltstudie i bevægelseskunst

Under Openings på yes – dance biennale i Dansehallerne kan man opleve den internationale koreograf Mette Ingvartsens værk Skatepark fra 2023. Værket kan ses som en hyldest til den frie bevægelsesglæde og et studie af alt det, der allerede bevæger sig omkring os og samler os i fællesskaber. En legende invitation til at vende koreografisk praksis på hovedet.

Ja, det er ganske rigtigt en skatepark, vi bevæger os ind i. Og allerede en halv time før forestillingen er lokale skatere inviteret ind for at løbe scenen varm og smage lidt på rampelyset, mens publikum ankommer. I den næste times tid bliver vi hvirvlet ind i 12 talentfulde skateres flow gennem rummet og – når det går højt – headbangende punkmusik. Værket tilbyder os et nyt syn på koreografi, som noget der allerede eksisterer uafhængigt og frit i det offentlige rum.

Mette Ingvartsen er en anerkendt dansk koreograf, uddannet på P.A.R.T.S. og bosat i Bruxelles – en af Europas absolutte hotspots, når det kommer til samtidsdans og kunstformens udvikling. Hun har tidligere arbejdet med serier som The Artificial Nature Series og The Red Pieces, som hun selv har karakteriseret som tematiske cyklusser. Skatepark markerer en ny retning med en mere åben og ekspansiv tilgang til bevægelse og koreografi.

Social koreografi

Gradvist ruller de fire kvindelige og otte mandlige skatere ind i den opbyggede skatebane i Dansehallernes sal, designet af scenograf Pierre Jambé/Antidote. Den er delvist omgivet af et metalgitter, og i de to fjerne hjørner ses opbygninger. Den ene med en jævn stigning, den anden med en stejl. I det forreste hjørne ses en mindre rampe. Skaterbanen er noget mindre end mange i det offentlige rum, men stor nok til at observere bevægelserne, kulturen og det, den udtrykker.

Lyset dæmpes, musikken buldrer derudaf. Hvad sker der, når vi flytter skaterparken ind på scenen? Ser vi graffitien og streetmoden lidt tydeligere, eller lader vi os hypnotisere af de glidende flows frem og tilbage i rummet? Performerne er ikke dansere, men eminente udøvere af deres sport og kultur med forskellige baggrunde og aldre. De laver spring, drejninger, skater over rails og ruller på tværs af ramperne. To af de fire kvinder står på inliners.

Gruppen opmuntrer hinanden i højdespring over stablede skateboards, giver hinanden en hånd til at komme op i fart, giver plads til soloridt og løber i cirkler. Det kræver konstant afstemning og scenisk opmærksomhed, og mange af performerne har flere talenter og skifter roller undervejs. Det er imponerende, hvad de løfter i fællesskab, både musikalsk og kropsligt. Nogle danser break eller står i håndstand, mens andre synger og spiller frit fra leveren.

At være i flow

Techno, punk og rap fylder scenen live og fra lydpulten – blandt andet med den passende tekst “Get out of my way”. De mobile højttalere med lysende ringe i forskellige farver er flytbare og gør rummet endnu større. Musikken og bevægelserne belyser hverdagsliv, fest og konkurrence i et både nørdet og anarkistisk centraleuropæisk udtryk. Musikken skaber varierede dynamikker fra hverdagsstemning i parken til hypede konkurrencer og fester.

En partyscene fyrer gevaldigt op under parkens selvjustits. En transformation, der flår glatheden af de repeterende rutiner og blotlægger skaterparkens rå, klubagtige underverden med råbesang, øreflænsende punk, klovnemasker, huer og faner som var der ungdomsoprør. Både med og uden hjul udfoldes den sociale koreografi af hierarkier, pauser, blikke og interaktioner. Jennifer Defays kostumer fremstår autentiske i et afstemt kunstnerisk greb med punket og street frynseshorts, hættetrøjer og cargobukser.

Det stærkeste sceniske greb er for mig Minna Tiikkainens lys, der kan skifte stemning, men også give fornemmelsen af tid. I mørket bliver ansigtslamperne både praktiske og stemningssættende spots ind på bagsiden og i mellemrummene af den ellers så eksklusive praksis. Det er tydeligt, at vi som publikum ikke bare er placeret på bænken i en skaterpark. Vi er også vidner til selve livets udfoldelse og agendaerne i et mikrounivers, som dramaturg Bojana Cvejić tager os sikkert igennem.

Koreografen som dokumentarist

Her er koreografi ikke en bestemt æstetik, men en konceptuel måde at organisere og betragte bevægelse på, hvor det sociale aspekt er implicit. Ingvartsen synliggør kunstens kompleksitet med en skaterpark som case uden at kunstiggøre sit felt. Hun sætter os foran et miniunivers og placerer det i en overordnet kunstnerisk ramme med minimal koreografisk instruktion.

I stedet for at opleve koreografi som noget, der skal producere bestemte følelser og historier, oplever vi eksisterende historier og følelser som noget, der kan have koreografisk signifikans. Værkets demokratiske projekt bliver tydeligt, når ejerskabet til bevægelse lægges ud i en stor, transparent skala. Repetitionen og fliden for at mestre noget svært – og deraf tolerancen for fejl og risici i et socialt felt mellem konkurrence og fællesskab – deler dansen med mange andre, der mestrer bevægelse.

Mette Ingvartsen rammesætter, organiserer og synliggør et socialt og kropsligt univers, der er svært ikke at holde af. Skatepark er på alle måder en bevægelsesfest, hvor hun med et snuptag vender op og ned på, hvad vi forstår som et kunstnerisk refleksionsrum. Det tager ikke noget fra kunsten – det leger og observerer. Måske ligger værkets største styrke netop i dets blik på dans og koreografi og i det håbefulde aspekt, at teateret til stadighed transformeres med nye perspektiver og mangfoldige brugere.