★★★★☆☆ Nå – et Livs-stykke er en stor mundfuld, men charmerende forløst

Café Liva vover pelsen med den seneste cabaret Nå – et Livs-stykke, der tager os med på en musikalsk tidsrejse med kulturelt arvegods som PH’s berømte vise Nå – veloplagt ført an af skuespiller Pernille Schrøder.

“Så sae man nå!…Her står man så, spærret inde i sin tilværelse”. Den geniale sætning fra Poul Henningsen og Bernhard Christensens legendariske Nå-vise indrammede i sin tid et helt livsforløb. I aftes på scenen med Pernille Schrøder i spidsen ​blev visen ikke kun genfortolket i helt nye, fremragende musikalske arrangementer. Den blev flettet ind og ud af Schrøders egen personlige livshistorie. Kombineret med en stribe sange, der har fulgt hende gennem livet, får vi med andre ord helt nye lag og dimensioner tilføjet til det kendte arvegods. 

Cabaretten har således tre spor: Nå-visen, Schrøders livsforløb og en tidslinje fra 60’erne til i dag med Schrøder som eneste skuespiller sammen med kapelmester og pianist Jakob Lindberg. Vi begynder med omgivelsernes reaktioner på kvindens alder: “Nå…62 år og single.” Her spiddes tidens alders-tyranni, for hvorfor lade sige caste af en 30-årig til Hotel Romantik?  

Humoristiske tilbageblik 

Ordet nå foldes ud i et væld af fortolkninger: Fra alt det vi skal nå i Halfdan Rasmussens Kalendervender Tage til Nå-visens barndoms-vers: “Voksnes ord var et mirakuløst mirakel/der stod man så/og lyttede spændt/Så sae man Nå!” Pernille Schrøder har sin egen fortolkning af Nå-visen, der kan noget helt andet end Liva Weels historiske udgave. 

Med Nå-visen som følgesvend kommer vi forbi 1960’ernes frie opdragelse: ”Ha’ det hyggeligt i din ble” og 1970’ernes indførsel af seksualundervisning i et alt for langt og forudsigeligt nummer, hvor Schrøder er en kejtet, genert skolelærer. ”Jeg var gift i 32 år, så jeg skulle lige læse op på det med sex.” 

Til gengæld mixes tidens skoleterperi med Steen Steensen Blichers Sig Nærmer Tiden smukt og gribende. Her folder Schrøder hele sit sangtalent ud akkompagneret af Jakob Lindbirks originale arrangement. 

Overbevisende musikalitet

Skuespilleren Pernille Schrøders karriere startede for alvor i 1987 på selvsamme Cafe Liva og med årtiers scenisk erfaring. Hun er blandt andet en markant skikkelse på landets revyscener, fx Cirkusrevyen, Nykøbing F. Revyen og Græsted Revyen.

Hun mestrer Nå-visen overbevisende med stor musikalitet og spiller sketchene med finurlig, naturlig mimik. Hun formår at udfylde scenen med sit humoristiske nærvær, doserer passende mængder sjov og alvor – og er ikke uden selvironi i sekvenserne om sit eget liv.

Musiker Jakob Lindbirk, der er med på scenen bag klaveret, danner i enkelte scener modspil til Schrøders energifyldte spil med en underspillet tone, der klæder set-uppet. Hans musikalske fortolkninger af sangene er også originale. Som fx i Inger Christensens Chile, der blev afleveret jazzet og med en udfoldet tekst. Publikum kunne dermed synge med på “Så spiller de bold med uskyldige bomber/Så leger de skjul i et tomt parlament/Så spiller de skak med de små bitte stumper/af det, der engang var en stor præsident.”

Generations-bashing

Det går energisk over stok og sten: 80’erne og 90’erne med Tamilsag, AIDS, Afrika-sang, murens fald, Bill Clinton og Poul Nyrup. Noget om at blive voksen – her sunget med Søren Kragh Jakobsen smukke Isblomster sammen med Nå-visens vers om at finde kærligheden til den eneste ene. Vi får også irritationen over at blive kaldt Nå-generationen af boomerne. “For var det ikke os med BZ, Allotria og punkbevægelsen?” spørger Schrøder retorisk. 

Det traditionelle nummer, med den irriterende, dominerende mor, der ringer og forstyrrer, kunne godt udelades. Det er for altmodisch. Teksterne mellem sangene af Jakob Morild skal minde os om tidsperioderne og binde det hele sammen. Men der er næsten for meget at tale om, og det kommer til at virke komprimeret. Det er i Nå-visen og tidens sange, cabaretten lever bedst – som fx i Sanne Salomonsen/Hans Henrik Koltzes Efter Festen, der leveres stærkt og følelsesfuldt.

Nå-visens “Hans smil blev koldt” bringer os til den sidste del af Schrøders rejse. Kvindens smerte forløses i John Mogensens Hvad er der så mere i en skøn jazzet udgave, der får premierepublikummet til at rokke og klappe. En af Cafe Livas gamle kendinge, Mette Markmann, står for instruktionen. Den er præcis og har sit fokus på det humoristiske uden at give køb på de mere smertefulde sange. Ideen med at bringe Nå-visen sammen med Schrøders tidslinje er en ordentlig mundfuld, men trods enkelte skønhedspletter forløses det dygtigt og charmerende. Det er cabaret, når det er mest festligt.