★★★★☆☆ Soil – poetisk kropsliggørelse af diaspora

Dansehallerne har genopsat Sarah Aviaja Hammekens første soloværk, Soil fra 2024, som del af programmet Openings. Forestillingen er en del af yes – dance biennale, der i øjeblikket præsenterer en lang række forestillinger hos fire forskellige institutioner. Med Soil inviteres vi ind i en poetisk kropsliggørelse af at stå mellem to kulturer i en enkel og stærk visuel rammesætning.

Iført hvidt tøj, næsten som en kampsportsdragt, ligger Hammeken på maven i en dynge mørk jord. Hun er stærkt afgrænset mod resten af det kridhvide gulv. Er det hendes ø, hendes sprog, hendes kultur? Eller kan den jord, de kulturelle rødder er plantet i, videregive sproget og identiteten, når man er vokset op et andet sted? Eller hvordan er det lige, når man står mellem to kulturer? Kroppens rykvise trækninger ved første møde tyder på tvivl, modstand og tilpasning.

Soil er oprindelig skabt til kunstmuseet KW Institute for Contemporary Art i Berlin, men er siden blevet tilpasset til teaterrum. Hammeken modtog i 2025 Årets Reumert for Årets Danseforestilling for Whiteout, og derfor har jeg glædet mig til selv at se hendes første soloværk, der undersøger tilhørsforholdet mellem Grønland og Danmark – og ikke mindst sprogets rolle for følelsen af at høre til.

Kontraster og konflikt

Billedet er fyldt med kontraster. Det kridhvide tøj i en sort bunke jord mod den rå, grå betonvæg. Hårdt mod hårdt, uforsonlige parter i tilsyneladende uforenelige verdener. Kroppen sitrer robotlignende til et digitalt lydspor, der lyder, som om det kommer fra jordens indre, iblandet metalliske toner. Det er smertefuldt, næsten som at skære tænder eller få tics i hele kroppen. En krop, der føler sig kunstig i den selvsamme muld, som rødderne er taget ud af. Lyde af vinden og naturens rasen.

Hammeken fortæller til en aftertalk, at hun og dramaturg Siri Paulsen, der også har kalaallitisk (grønlandsk) baggrund, har talt meget om Hammekens forventninger til selv at mestre det grønlandske sprog. Ved først at prøve at lære det som voksen kom følelsen af tvivl – for ikke at være grønlandsk nok eller af ikke at høre til.

Hun kravler fra jordbunken ud på det hvide gulv med resterne af de sorte skumstykker, der spiller rollen som jord, klæbende til ansigt og fødder. Som at trække rodnettet efter sig ud i den store verden.

Lullaby ind i kulturarven

Det er en balancegang – Hammeken står på hovedet, bøjer sig sammen og krydser ben til modsat hånd. Der er linegang på tåspidser. Hvert besøg i jordbunken giver stadig anledning til lidelse med kast eller krampagtige stillinger. Vi hører en grønlandsk lullaby i værkets midte, som Hammeken beskriver som kendt i Grønland, og som bliver en forløsende invitation til et kulturelt tilhørsforhold, der rækker tilbage gennem generationer.

De meget rene og nærværende bevægelser er nøje afstemte og rørende i deres repetitive insisteren på at kunne høre til begge steder og slå til. Efterhånden trækkes mere og mere af jorden med ud på det hvide gulv som bunker, der bliver til lange spor, der bliver til stier, der bliver et løst dækkende underlag. Ikke helt hvidt og ikke helt sort, men en blanding.

Siri Paulsen og Gerth Lyberths lyddesign har dermed en afgørende rolle for de dramaturgiske spændinger og symbolske kodning. Fra det kolde metalliske over vuggevisen til hjerteslag og enkle melodier. Værket har et enkelt, men stærkt visuelt design, der hjælpes nøje afstemt på vej af Tanya Theo Johanssons lysdesign.

Spredt tilknytning

Det rituelle gentagelsesprincip er en af værkets styrker. Hammeken vender igen og igen tilbage til jordbunken, til de samme fysiske prøvelser og til spørgsmålet om, hvad man kan tage med fra et sted til et andet. Gentagelsen får karakter af et ritual, hvor identiteten langsomt bearbejdes i stadig flere lag.

Soil kredser så konsekvent om sin egen akse, at værket også selv udstråler sin dobbelte identitet med rødder i både udstillingsverdenen og teatret. Det synes skabt til stille eftertanke, men skal samtidig fungere som et teaterværk med progression. Den oplever vi i en gradvis opløsning af den visuelle stramhed, i de auditive koder og de artikulerede bevægelseskvaliteter – men sjældent i brud eller retningsskift. Det giver værket sin noget forudsigelige, men også kontemplative ro.

Måske er det netop værkets største forskel fra Whiteout. Hvor Soil holder smerten i et koncentreret, næsten rituelt greb, tillader Whiteout langt større følelsesmæssige og fysiske udsving. Her bliver smerten ikke kun et vilkår, der kan studeres, men noget, man som publikum nærmest hvirvles ind i som ved centrifugalkraft.

Soil er et personligt værk om tilhørsforhold. Et værk, hvor poesi kan opstå af de stille, næsten rituelle handlinger, og hvor identiteten langsomt males så tyndt ud, at den skal kunne rumme det hele uden at slå sprækker.