★★★★★☆ Tænk, hvis verdens undergang var som What Remains – Ce Qui Reste

Samarbejdet mellem danske MØR Collective og franske Cie Anomalie bliver i disse dage til en håbefuld undergangsfortælling på AFUK Scene. Rørende, rystende og drømmesmukke koreografier blander sig forunderligt med inciterende kompositioner og optiske bedrag i What remains – Ce Qui Reste‘s helt eget univers.

Undergangsstemningen har nok en krog i os alle i disse tider, hvor meget står for fald og intet føles sikkert. Det er skræmmende, men alle katastrofer bærer som bekendt også et håb om genfødsel i sig. En sådan følelse af, at noget nyt vil blomstre ud af det forgangne, krammer os mod slutningen af MØR Collective og Cie Anomalies What remains – Ce Qui Reste.

Undergangens wauw-moment

Men vi starter et andet sted. I en anden begyndelse. En filmoptagelse skal finde sted. Måske en musikvideo. Et par instrueres. En greenscreen flyttes på plads. Lydmanden roder med sin boomstang. Et par akkorder gentages. Sangerinden får et par penselstrøg på næsen af sminkøren. Et hav af mennesker iler rundt og småsnakker.

“Silence,” lyder det. Et langt frys. Og så action: optagelsen går i gang på det rodede set. Sangerinden bevæger sig baglæns gennem en skov af mikrofonstativer, mens vi samtidig ser hende på de små skærme, der er stablet tilfældigt op i scenens hjørner. Men er det et filmhold? Deres bevægelser bliver gradvist mindre målrettede, mere syrede, mere twistede. Som en kropslig forudanelse af den katastrofe, der nu indtræffer som et decideret wauw-moment, da først lamper falder ned og svinger faretruende mellem spillerne, stiger vælter, menneskene falder, og sand siler i silkebløde stråler som et gardin mellem os og scenen til lyden af vand.

Det er rædsel og poesi i samme åndedrag – og det er den modsatrettede stemning, forestillingen så eminent holder os i med sit uafgørlige svæv mellem ustabilitet og ekvilibrisme. Formmæssigt som et mudret genremix, der i momenter ligner sjusk, men hvor enkeltelementerne så atter finder sammen i filigranmønstre på tværs af kunstarter.

Keep on going

Så rører de på sig igen, kommer kluntede op, vakler mod hinanden, samles omkring stigen og siden under det lange mikrofonstativ. Varsomt løfter de det sammen og bærer det som et løfte om en fremtid. Scenen overtages af en kravlende plasticgestalt, der spytter et menneske ud. Hendes bevægelser er stadig abrupte i dansen med en rulle rød tape, der snor sig om hende, mellem hendes fingre og trækker hendes lemmer i akavede positioner. Et nyt sprog fødes til lyden af trillende strenge og dumpe og knitrende elektroniske lyde.

En anden tager over med rådvildt blik, men uhyre præcise, dejsende trin, der lader ham falde henover scenen. En anden træder ind med en svingende evighedscyklus og snart flere i en fejende rullefaldskoreografi, der skaber et moment af orden trods sit kaotiske udtryk. “Keep on going,” messer de, for der er “No more borders”, mens plastic i mange former atter overtager scenen. En inciterende rytme dirrer under en tøvende og helt sprød samtale mellem to om alt det, de har mistet. Barndomsminder og betydningsløse detaljer.

Verden, som de kendte den, er væk, men nu indtager de en ny, mens den folder sig ud om den. Et sæt vinger bliver til en horisont, mens andre manipulerer et plasticobjekt i et vægtløst flow eller svæver i åndeløst smukke sekvenser i chinese polen (disciplin, hvor artisten arbejder på en høj stang med spring, slides og poses, red), der stræber mod himlen. Et vrøvlevers fletter sig ind i de fragile, men dog fyldte toner, der hele tiden flyder ud og ind af bevægelser og billeder. Billeder, der nu også bevæger sig i en sindrig koreografi mellem teknikere, projekter, skærme og green screens, mens et farvemættet system af nummererede kvadrater fylder rummet.

Det smukke i det gruopvækkende

Det latente illusionsbrud mellem scene og sal, spillere og teknikere fuldføres, da de sidste bliver en del af det afsluttende genfødselsbillede. Noget må forsvinde, andet opstå. Spillerne maler sig blå, og bliver dermed usynlige på skærmenes billede af en salgs Edens Have. Men de er jo også lige her for vores øjne og synger med på den blide ode til minderne og fantasien: “Hold on, don’t let go / Keep cool , for we own / The ability to imagine”.

What remains – Ce Qui Reste har måske ikke en decideret kompleks dramaturgisk fortælling, men den formår at skabe et unikt univers ud af den gamle traver om, at der fødes noget nyt ud af undergangens kaos. Det er en generøs forestilling, der nænsomt, af og til næsten med barnets undren rummer det skæve og ser det smukke i det gruopvækkende intet, der ligger implicit i katastrofen. Her som et tilsyneladende rodet rum, der billedligt talt får vinger, netop fordi perfektionen er foldet ind i det trashspunkede, der undviger netop det.

Byggestenene er de formidabelt dygtige artister og samspillet mellem deres mange forskellige discipliner, der ikke kun handler om de udøvende, men også de medspillende tekniske, visuelle design. Mødet mellem kroppe, stemmer og projektioner er egentlig lidt gammeldags – multimedie kaldte vi det engang – men det fungerer overraskende godt – kunstnerisk i sig selv, men selvfølgelig også som et perspektiv til den teknik, der er en del af tidens trusselsbillede, men som her også bliver en del af det håbefuldt poetiske univers. Hvis bare verdens undergang er som What remains – Ce Qui Reste, vil jeg gerne være med.