★★★☆☆☆ Meet yourself as a colonizer – vigtigt ærinde i svag kunstnerisk form

Det er vigtigt at få andre stemmer og perspektiver på scenen, hvilket Blaagaard Teater altid er garant for. Selvom PERSONA NON GRATA, moltamole og Carmina Guldmanns Meet yourself as a colonizer har et sympatisk projekt, sætter forestillingen sig som værk et uafklaret og ikke udelt frugtbart sted mellem vidnesbyrd og konceptperformance. Det fremmer næppe det revolutionære projekt, gruppen tilstræber.

Blaagaard Teater lægger scene til Meet yourself as a colonizer, som er skabt af performancekollektivet PERSONA NON GRATA, deres faste samarbejdspartner moltamole og Carmina Guldmann. PERSONA NON GRATA har en erklæret mission om at arbejde aktivistisk gennem scenekunstens møde med virkeligheden med målet om at skabe “en revolutionær praksis, hvor tænkning sker sammen med handling,” som de selv beskriver det. Spørgsmålet er så, om revolutionær praksis sker, når værket bliver didaktisk?

All eyes på Grønland

Musikken pumper omkring de tre sorthårede personer, der med energiske bevægelser er i gang med at klargøre en speedbåd i scenens værkstedsrum. Deres dukke-pendant, Action-Man, ser vi samtidig på den store skærm i det ene hjørne. De skal på ekspedition, for “Det er all eyes på Grønland. Det er det bare,” som voice-overen fortæller os. Stemmen er kolonisatorens og dermed også Action-mændenes dialog og tanker om det eventyr, de forbereder sig på.

Deres rejse er struktureret i 70 opdagelser, det matcher forestillingens varighed og lægger ud med erkendelser som: “1. Det er godt at have en speedbåd”, og “4. Der er brug for os danskere. Det er der bare”. Især variationer over opdagelse 4 er på tvetydig vis en ret effektiv anskueliggørelse af den danske selvforståelse af at være en gave til Kalaallit Nunaat, grønlændernes land.

“Der er brug for vores viden. Det er der bare,” slår stemmen fast. Vi kom med religion, vi kom med penge, vi kom med viden og besætter stadig mange af de jobs, der kræver en form for faglig kunnen. Action-mændene er da heller ikke blege for at give “en hånd med” i den geopolitiske situation, selvom “jeg ikke rigtig ved noget om det”. Man har vel “snow-how”.

Kronik eller kunst?

Stemmen siger ikke noget, vi ikke ved i forvejen, men formår i samspil med Action-mændenes gestik at pege på hykleriet og de mange privilegieblinde vinkler på en af og til ret humoristisk måde, der virkelig stikker i eftertanken.

Det bliver derfor også noget redundant, da Carmina Guldmann rejser sig fra et publikumssæde og begynder det, der starter som et vidnesbyrd om hendes egen historie om at vokse op som “pæredansk” med et fortrængt grønlandsk ophav. Det bliver siden til en form for kronik, der adresserer kernebegreber og aktuelle sager i den traditionelle dialog mellem Danmark og Kalaallit Nunaat. Kolonial udplyndring, bloktilskud, eksperimentbørn, spiralsag og FKU-test.

Hendes egen historie er rørende, og hun læser med stor integritet de efterhånden længere passager op, der kulminerer med hendes faglige, socialpædagogiske vurdering af, om “inuit er afkoloniserede nok til at kunne stille spørgsmål”, idet hun argumenterer for, at kolonialismen har sat sig som internaliseret vold, der reproduceres. Men også her tilføres forestillingen, efter min oplevelse, ikke meget nyt. Passagerne er farvede af hendes eget perspektiv, hvilket er helt legitimt, men formatets karakter af oplæst kronik bliver hurtigt didaktisk og åbner ikke for dialog.

Bring your ears

Forestillingen tilstræber heller ikke dialog. “Dont Bring Your Values Bring Your Ears,” lyder en af overskrifterne, der blinker på skærmen mellem billederne af Action-Mans ekspedition, der blev optaget tilbage i 2022, hvor konceptet med dukken, som en form for mediator mellem kulturer, først blev afprøvet.

Det greb kan noget i sig selv, og får også et metalag i en behind-the-scenes-sekvens af gruppens arbejde med optagelserne. Her er der en mere afsøgende kunstnerisk tilgang, der i forestillingen som helhed, drukner i den ubetvivlelige alvor i forestillingens kolonialismekritik. Kravet om, at danskere skal lytte, er både legitimt og forståeligt, men Meet yourself as a colonizer fungerer – især i kraft af de mange oplæste passager – dermed også mere som en parole end en kunstnerisk refleksion.

Skaber didaktik – eller agitprop, som er den historiske betegnelse for kunst, der formes af agitation og propaganda – revolutionær praksis? Eller taler den mest til ligesindede som en form for bekræftelse af det rigtige standpunkt? Måske kalder tiden – og ikke mindst denne konkrete danske kolonihistorie – på at der tales meget tydeligt. Men det løfter sig ikke som kunst, og jeg tvivler på, at det flytter holdninger. Jeg kan ikke anmelde det rigtige standpunkt – uagtet om jeg sympatiserer med det eller ej, og der findes masser af eksempler på, at betændte emner kan få en kunstnerisk form, der undviger den entydige parole – og dermed skaber forandring.