Gadeteater og personlige beretninger – en tur gennem Aarhus Festuge 2026

Aarhus Festuge havde i 2026 som vanligt et bredt og varieret udvalg af scenekunst. Både etablerede teatre, gadeartister og varietekunstnere bidrog til programmet, og ISCENE slingrede ned ad både Vestergade og gennem resten af Smilets By for at tage temperaturen på, hvilken rolle scenekunsten spiller i en af byens største årlige begivenheder.

For mit vedkommende startede Festugens med den traditionsrige Natcabaret på Hermans i Tivoli Friheden. Den er gået hen og blevet en institution i Festugen, og i år kunne den fejre 30-års jubilæum. Badet i en flod af saxofon og magenta kunne publikum opleve et internationalt hold af artister udføre klassiske cirkusdiscipliner som linedans og akrobatik blandet med mere moderne numre. Showet fungerer ofte som et efterspil til en stor og våd gallamiddag i de festlige omgivelser.

Den joviale Jan Svarrer var konferencier i en forestilling, hvor kvaliteten var noget svingende. Mest fascinerende var ukrainske Kseniya Simonova, som er noget så sjældent som en slags verdensstjerne indenfor sandanimation, men generelt var der lidt langt mellem de åndeløse øjeblikke.

Husorkestret er velspillende, men pudsigt fraværende under mange af de forskellige acts, hvor man ofte bruger ndspillet musik i stedet. Det emmer ikke af glamour, og det er der i det hele taget ikke meget, der gør. Man må jo tage det for, hvad det er, og selvom jeg ikke tager meget med mig ud af salen, så synes jeg bare, at der er noget saliggørende over at se bue og pil afviklet med fødderne.

Verdensmål og kunst i United Change

Siden 2019 har man under Festugen haft mulighed for at deltage i Svalegangens projekt, United Change. Med det erklærede mål at bringe FN’s verdensmål ind i kunsten rullede Teatret Svalegangen nok engang deres United Change-koncept ud på Rosenkrantzgade. I år var der fokus på unges trivsel.

Forestillingen I’m Okay udspiller sig på teatrets facade, hvor aerial art-danser Ester Wrobel bevæger sig akrobatisk rundt i Christoffer Breknes veludførte videoprojektioner. Det fascinerende skue blev akkompagneret af Ensemble Lydenskab, som optrådte flere gange under United Change.

I konstellationen Kraftværk, som udgøres af Lydenskab og et par håndfulde ualmindeligt modige unge mennesker fra Aarhus V-kvarteret Frydenlund, fik vi som publikum adgang til en række dybt personlige beretninger fra et område, der sjældent omtales for det gode. Skulle man som publikum forblive uberørt af de unges fragmentariske fortællinger om et liv spændt ud mellem to kulturer, er man i hvert fald skabt af noget stærkere end mig.

LÆS OGSÅ: United Change – mærk udfordringerne på kroppen

Håbet om mere

Under Festugen kunne man også opleve premieren på dummy-forestillingen Håbet, som planmæssigt skal sættes op i sæson 27/28. Et interessant, tværmedialt værk, hvor publikum først ledes gennem en lille campingvogn, som udgør en del af scenografien, får udleveret hovedtelefoner og føres videre op i salen.

Første del af forestillingen udspiller sig i vognen, hvilket streames til skærme i salen, og den sidste del spilles på en lille scene omgivet af publikum. I denne udgave hører vi historien om to unge mennesker, én magisk nat og én fatal beslutning. Resultatet er historien om alt det, der kunne være sket, hvis bare håbet havde sejret over frygten. Det er virkelig fornemt lavet, og da lyset går op, er kinderne blanke, og for hver hals er der ligeledes en klump.

Konceptet, som er udviklet af Morten Lundberg, Jonas Hallberg og Ina Bøge Eskildsen, er tiltænkt at leve videre med andre tekster og skuespillere. Det er endnu uklart, om denne specifikke version bliver genopsat eller forbliver en dummy, men jeg vil under alle omstændigheder holde et vågent øje med Håbets videre skæbne.

Ud på gaden

I 2025 fik Festugen ny direktør i Jakob Tekla Jørgensen, som har mange år bag sig i teaterbranchen. Med ham i spidsen har man valgt at øge fokus på gadeteater i Festugens program. I Festugeparken mellem ARoS, Musikhuset og byens ikoniske rådhus var der blandt andet besøg fra Italien i form af Stalker Teatro, som også har været forbi blandt andet Passage Festival i år.

Da jeg tirsdag eftermiddag fulgte krumningen rundt på den nye, imponerende dome og stod foran ARoS, så det ikke for lovende ud. To ældre mennesker sad villigt klar på bænkene, mens de fire optrædende lagde an til deres publikumsinvolverende performance Prospero. 2 til 4 = kritisk proportion. De kom dog efter det, og i takt med at forestillingen skred frem, forøgedes publikum betragteligt.

Til lyden af en for mig fuldkommen uforståelig musikalsk underlægning tilvirkede teatertruppen fra Torino en slags gule byggesten af stokke og klodser, som publikum blev inviteret til at forbinde og bygge videre på. Gradvist tog de tilstødende fat over, under og mellem de gule elementer, og pludselig var der liv i værket som en i en tue.

Dagen efter var de tilbage med et lignende værk, Encounters. Rekvisitterne var skiftet ud, men essentielt set handlede det om det samme: at sætte publikum i bevægelse og få dem til at agere med værket. Der er ikke nødvendigvis tale om stor kunst, men Stalker Teatro er et sympatisk bekendtskab, og det lykkedes dem at aktivere det defilerende publikum.

Tentakler fra facaderne

Programmet bød også på byrumsinstallationen Octopus Attack af duoen Filthy Luker og Pedro Estrellas, hvor store, oppustelige tentakler væltede faretruende ud af nogle af byens mest befærdede bygninger. Jeg stødte tilfældigvis ind i værket, da det stod opstillet ved banegården.

Værket åbenbarede sig spektakulært i den skarpe aftensol, og med sin naive stil får jeg som beskuer oplevelsen af at være konfronteret med et tegneseriemonster. Nu mangler jeg bare en helt. Ser mig omkring. Ser ingen oplagte kandidater. Eller måske ser jeg ikke andet end oplagte kandidater… Hvorom alting er, så forstår jeg ikke helt, hvorfor dette værk var rangeret under Festugens program for gadeteater, men iøjnefaldende var det i hvert fald.

Rent anekdotisk og uden nogen form for statistisk rygdækning har jeg fornemmelsen af, at der er begyndt at være flere udenlandske gæster i Aarhus under Festugen. Vi er mange, der gennem årene har moret os over vores bys lidt krampagtige internationale aspirationer – “Danish for Progress”…siger det bare – men lige under Festugen smager byen lidt internationalt.

Det kunne sagtens være en vej at gå videre af for Festugen, og i det perspektiv virker de internationale gadeartister oplagte. I Festugeparken summer det hele af liv, og de ordløse og interaktive performances er kærkomne.