Passage Festival 2026 – hav, havn, handel og fællesskaber

Passage Festival stod i år i havets, havnens, handlens og fællesskabernes tegn. De tre h’er var især forbundet til Helsingørs 600-års jubilæum som købstad i år. En købstad præget af handel gennem havnen, hvilket blandt andet blev tematiseret i åbningsforestillingerne, Marie Dahls Assemblys vokalværk Silke.Sukker.Sand og Wunderbaums BULK. Hyldesten til fællesskabet og utopien udfoldede sig på mange måder, ligesom festivalen som altid bød på et væld af formater fra traditionelt varieté-gøgl til immersiv filmoptagelse og vandring med Samuel Beckett i ørerne – og en forbløffende mængde Titanicmoments.

Italienske Stalker Teatro er her og der og allevegne på Passage Festival med deres samskabende forestillinger. Jeg møder dem på havnen i festivalens sidste timer, hvor de lyser op med deres gule kasser fyldt med ligeså gule stænger, klodser og rør. 1-2-3. Med militarisk præcision etablerer de fem gange fem stjerner i lige rækker, mens DJ’en synger stemningsfuldt punket henover sus og knitrende lyde.

“Vi er det stof, drømme er gjort af,” lyder det, for vi er i Prospero i en helt speciel version af Shakespeares Stormen. Nok er vi ikke på en lille ø omgivet af et stormfuldt farvand, men vi hjælper gerne til med at bygge en ny verden. Mens rytmen pulserer, vokser et fabulerende værk i gult frem, mens børn og voksne samarbejder på kryds og tværs.

Gå med på fantasien

Samskabelse er også på menuen hos østrigske KRA i deres Mission Arnold Schwarzenegger. KRA kan bekæmpe alle kriser, men har brug for hjælp til deres filmoptagelser. Snart er vi alle iført kasket og ansvarsområde og gør vores bedste for at hjælpe de to kække helte og deres instruktør i mål med filmen om menneskets kamp mod maskinen, i dette tilfælde bilerne.

Der er styr på den skamrosende Hollywood-jargon, og der gemmer sig også en del karriereambitioner i kvindernes ellers så uselviske projekt. Pludselig bliver det alvor, og vi må flygte ned i den mørke kælder. KRA har gang i et virkelig fint involverende projekt, der optages rundt i Europa og bid for bid stykkes sammen til en rigtig actionfilm i Arnolds ånd. Hold øje med Helsingør-scenerne på en kanal nær dig.

Lidt blidere går det for sig hos katalonske Electrio 28, der inviterer os ind i The Place. Iført høretelefoner hører vi dem opdage os, siden går vi på opdagelse i skolegården sammen med dem. Et grønt væsen prøver at forbinde sig med stedet i sendrægtigt, vegeterende tempo, mens en anden hektisk lader sig styre af lydbadet i vores ører. Til sidst finder vi hver især et sted, og synker ned i det. Konceptet er efterhånden velkendt. Det er inddragelse på den meget stilfærdige måde med ørebøfferne som filter. Lidt strammere kunne det fint have været, men den afsluttende solomeditation afrundede oplevelsen på fin og sanselig vis.

Fællesdans og ordenes musik

Hos katalonske ACTS of LIBERATION måtte man sætte lidt mere på spil, hvad enten man dykkede ind i deres 1:1-oplevelse Fear eller bidrog til at undersøge og sprede kærlighed i Love. Konceptet appellerede til mange, der gerne delte deres definition af kærlighed, trykkede et kys på kinden af en af de tre medvirkende, eller tog øjenkontakt med en ukendt i Toldkammergården. Stemningen var varm og kulminerede i løssluppen dans foran scenen, hvor den visuelle kunstner i truppen malede tre store billeder i løbet af seancen.

En helt anden og forbløffende dyb oplevelse opstår også med høretelefoner på. Denne gang iklædt sort kutte og instrueret i at gå med hovedet depressivt bøjet mod jorden. I en lang række vandrer vi gennem Helsingørs gader med irske PAN PAN’s Cascando i ørene. Gennemstrømmet af Samuel Becketts ord og samtidig selv som bevægelige skulpturer i byrummet. Ligesom danske Sofie Volquartz Lebechs procession Body Acts trak det mange både nysgerrige og afvisende kommentarer undervejs.

Værket fungerer altså på flere planer, og er samtidig en stærk kunstnerisk oplevelse, når musikken og de to stemmer i ørene konstant fragmenteres i fortællingen om at få afsluttet fortællingen. Jeg er normalt ikke særlig glad for Becketts mange ord, men her lyttede jeg til det gode råd “Forget the narrative”, og lod mig synke meditativt ned i ordenes musik.

LÆS OGSÅ: Silke. Sukker. Sand – voldsomt vokalværk

Giv mig gøgl

Der er altid nye formater at finde på Passage Festival, men heldigvis er det også stadig her, man kan opleve gadeteater og gøgl på højt internationalt niveau. Festivalen starter altid i oplandet, og det er således i Espergærde, at jeg hører en mave rumle. Mavens ejermand, Jeanne Guillou fra TOF Theatre, dukker frem og leder efter noget spiseligt. En kartoffel finder hun, men mens hun skræller, bliver den levende i hendes hånd. Børnene klukler, for det er fuldstændig magisk at se, hvordan dette spiselige dukketeater veksler mellem smil og kamp for livet. Drabeligt og rørende, så selv de voksne tav for en stund og lod sig forføre en vidunderlig artist.

I samme boldgade, men med lidt mere trut finder vi katalanske Toti Toronell, der trækker en hale af glade mennesker efter sin lille Storm P-agtige vogn fyldt til randen med tegne- og malegrej – og fjer og fuglenæb. Don´t throw ducks into the river hedder forestillingen, og vi får da også en voldsom fuglescene undervejs. Men mest er turen en hyldest til den visuelle leg, når Toti med lynets hast skitser portrætter af udvalgte tilskuere, former lerfigurer eller laver en lille tegneserie på en butiksrude. Det er en virkelig kær figur, der får alle hjerter til at banke, da han til slut sender fantasiens ballon til vejrs.

LÆS OGSÅ: Passage Festival minianmeldelser – gadeteater i fokus

Ærkebritiske Jones and Barnard + Fools Paradise er i familie, men har tungebåndet skåret for langt mere – og langt mere bramfri tale. De huserer i hele ugen som både kvaksalvere (se minianmeldelser), som (fallerede) varietekunstnere, der dog stadig kan jonglere, mens de drikker øl af et sugerør fra glasset på hovedet, eller som livreklædte fjollelakajer op og ned ad gågaden. Deres kontakt med publikum er fuldstændig forrygende, og man lader dem slippe afsted med de værste verbale brandere, fordi charmen er i top.

Gudsbenådet tryl og tankevækkende akrobatik

Publikumskontakt er der også hos den gudsbenådede tryller og klovn, Txema Muños. Ud af sin store grønne frakke og den lille blå hue trækker han skeer i læssevis, mens hans charmer publikum med sin elastiske mimik og talende krop. Papir foldes i hans hånd til en kop, en fugl, et tebrev, mens lydsporet drypper og drypper dråber – Gota. Lige ned i hans kop, hvor tebrevet sidder fast. Hans klovnekarakter er så elskelig, at vi næsten ikke ænser, hvor dygtig en tryller, han også er.

Børn må på scenen, og mønter triller ud af deres lommer og ører. Teknik, fortælling og improvisation går hånd i hånd med overraskende twists undervejs. Man ønsker, at det aldrig skal slutte – men det gør det, lige så elegant som hele showet, der var et af årets absolut bedste.

Titanicmoment og selvdestruktion

Hollandske DeRonde/Deroo går både konkret og dada-abstrakt til samlivet – eller relationerne er måske mere dækkende – som også mange andre af årets forestillinger satte fokus på – i deres parakrobatiske It really hurts when your head hits the concrete. En titel, der jo er så sigende og sjov i sig selv, at showet stod højt på min to do-liste. For hvordan får vi nu de fællesskaber til at fungere uden at slå os? Ofte oplever vi det at tage vare på andre mennesker som en byrde. Således også her, hvor den ene bærer den anden ind som en stiv bjælke på skulderen, trækker ham tungt rundt på græsset, og modellerer rundt med både kropsdele og ansigt, som var det Frankenstein og hans monster.

Men hov, han ruller væk og vil ikke være med mere. Den anden stirrer rådvildt ud i luften, men får ham så stablet tilbage og smækker ham lussinger, der omdanner ham til en radio fuld af pophits. Herunder temaet fra Titanic, der dukkede op i fire-fem af årets forestillinger som et billede på den überromantiske forelskelse, som jo også er en form for relation. De to akrobater skaber med deres konkret-aparte fysik en forestilling, der både er vanvittig underholdende, stramt fortalt og særdeles tankevækkende – hvordan bærer jeg mine mennesker?

Franske Marcelo Nunes fra Cie Dissociée var på ingen måde i det konstruktive hjørne. Hans relationer var med flaskerne, trillebøren, myriaderne af glasskår og de kaskader af regn, der næsten hver aften blev sluppet løs, netop som hans selvdestruktive dans gik i gang. Hans karakter trækker på bouffonen, der vel bedst kan beskrives som en grotesk narrefigur i familie med klovnen, men med tragedien som følgesvend.

Der er faktisk uhyre stemningsfuldt, da vi ankommer til det lille græsstykke i udkanten af havnen. Gyldent lys svøber de mange glasflasker langs bagscenen, og Nunes’ antrit er poetisk, som han danser med sin trillebør. Men det diabolske tager snart over. Han balancerer på flaskernes top, og med en næsten systematisk nidkærhed begynder han at smadre dem med sin hammer, så det flyver ham om ørerne. Med vandet silende som en velkommen partner kaster han sig vildere og vildere rundt i glasskårene. Det er vildskab, det er oprør i dette moderne fakirnummer, der mest drager ved sin stålsatte indsats på at smadre forventninger – og dermed indirekte normaliteten.

LÆS OGSÅ: Ruinerne – unik og eksistentielt rørende musikperformance

Kunstens kraft i et jubilæumsår

Hollandske Wunderbaums Bulk indgik i åbningsprogrammet, men kunne hver aften ses i tusmørket på kajen. Fem sangere, eller måske skulle man kalde dem ordslammere stod klar foran tomandsbandet i den store container. En samtale med havnens lods over walkien gjorde dem klogere på, hvilke varer der går ud og ind af Helsingør Havn. Den knitrende lyd fra walkien vibrerer under (næsten) hele forestillingen – og varer, det skal vi snart få mere end nok af.

For nu sætter de i gang. Bulk betyder masse – og de fem remser op fra frugt til julepynt. Rytmisk, forpustet, hæsblæsende. I små koreografier, i tvangslignende bevægelser, med enkle åndehuller og kig ud over vand og skibe. Men så kører ord-rouladen igen, på ny rullet op i klimaks efter klimaks. Ting, ting, ting. Tænk , at der findes så mange slags yoga-ting. Så mange slags legetøj fra Kina. Så mange buzz-words. Har vi brug for alt det? Nej, og det er jo pointen i den uendelige ophobning, der får komisk kant af linjer fra Skibet skal sejle i nat og patos fra den lange triste historie om Jorge og kapitalismen.

“Måske skal vi starte forfra,” prøver de jævnligt, men lige galt går det. De kan ikke slippe ud af forbrugerismens evighedshjul. “Are we in Helsingør? My life is one big blur,” gisper de mod slutningen af denne musikalske, komiske, men også ultraskarpe kritik af kapitalismen og dens følgesvende imperialisme, klimakrise og menneskeligt fordærv. Det lyder ganske 70’er-didaktisk – og det er det på sin egen punkede måde også – men bare fordi noget er sagt før, kan det jo godt stadig være vigtigt.

Passage Festival viste tænder i år. Med samfundssatire, med agitpop-formater og slagord, med aktivistisk samskabelse, med nærhed, tilstedeværelse og håb om nye fællesskaber. Sådan bidrog festivalen til at fejre havne- og handelsbyen Helsingør, der elsker sin festival, ved at revse dens historie og nutidens generelle dårskaber, men også ved at pege på utopien og ved at bruge kunstens kraft til forandring.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE