★★★★☆☆ Familien Hassan fortælles med respekt og uden at helgenkåre den afdøde

Familien Hassan på Det Kongelige Teater er af flere grunde en vigtig historie. Både fordi den viser udenforskabet, som mange medborgere vokser op i, fordi den viser konsekvenser af at blive en del af offentligheden, men også fordi den er en historie om en familie, som vi alle er. Sargun Oshana har dramatiseret og iscenesætter med stor respekt den komplekse og smertelige fortælling om en mor og hendes fem børn.

Det var en meget speciel oplevelse at være til premiere på Familien Hassan. Salen var fuld af Yahya Hassans familie og venner, der helt forståeligt blev dybt påvirkede af forestillingen om familiens oplevelse af deres liv sammen med ham. Deres bevægelse kan nok ikke undgå at farve min egen oplevelse af denne beretning om en familie, der har gået gennem mere end de fleste. Både i kraft af forældrenes baggrund og offentlighedens nådesløse lys.

Et barn er født

Familien Hassan er baseret på Steffen Stubagers bog, der blev til på initiativ af Yahyas bror Abdullah, der i forestillingen spilles med tikkende nerve af Arian Kashef. Det er altså en adaption af en form for (familie)biografi, hvilket af og til giver et mere episk, oplæsende flow end et egentligt dramatisk. Der skal fortælles meget, så Sargun Oshanas bearbejdelse veksler mellem informationstætte dele, replikskifter og mere lyriske passager, der suppleres af Rezwan Tahas sangtekster.

Vi hører hendes stemme først. Hun synger om “et menneske / en poet / en broder / en engel / en stjerne / et barn er født”. En prolog, der gentages med andre ord afsluttende med “en palæstinenser er død” i epilogen, hvor også hun i rollen som moren Hanan er den sidste stemme. Hendes smukke klang sang og strengespil skaber et rum i fortællingen, der samler dens tråde af flugt, udenforskab, moderkærlighed og poesi.

Benjamin la Cour har skabt et abstrakt rum i gråligmørkt træ, der ved lysets hjælp anslår de skiftende stemninger. Fra legepladsen i Trillegården ved Aarhus, hvor de fem søskende voksede op, til lejligheder, fængsler, psykiatriske hospitaler og til de mentale rum, der kan åbne sig i poesien og rusen og lukke sig i depressionens knugende land. Hvor man kan lege gemme eller fortvivle i skygger, krige og vindueskarme. Hvor solen kan skinne, når den store kapsel i midten åbner sig, men hvor låget også igen lukkes og spærrer krop og tanker inde.

Den veltalende hane

“Den veltalende hane galer fra ægget,” siger Hanan om sin søn Yahya, og giver ham dermed en særlig rolle. Ikke bare i familien, men som det siden skal vise sig i verden. Selv bliver hun gift direkte fra Libanon som 18-årig med en ni år ældre mand, der siden forlader hende. Et for et præsenterer hun sine børn, der dukker grinende frem i leg. Kun en viser sig ikke. Yahya er nu kun i deres erindring.

Abullah, der blev kriminel og mod slutningen siger: “Den skøre bror var mig.” Storesøster Kawther, som Ellaha Lack giver en introvert melankoli. Hun og Yahya havde et særligt bånd som de to ældste, og hendes øjne lyser og mørkner, mens hendes blik følger hans skrammede vej. Lillesøster Khadeeja, som Zere Celik giver slagkraftig sødme. Hun drømmer om at blive konditor, men er også den, der først vælger moren til, da faren smider hende ud. Og endelig lillebror Abd Al-Salam, der lidt nørdet finder sin egen vej som underseedet skakspiller.

Alle ser de beundrende på storebror, der “galede fra ægget” med sin flabede nysgerrighed og videbegærlighed. En søskendeflok på godt og ondt. En søskendefolk, der må se deres egen barndom råbt ud i offentligheden i storebrors digtsamling. “Hvem gider læse om perkere?” siger en af dem. Det var der mange, der gjorde, og fra baggrunden følger de måbende og stolte Yahyas sejrsridt gennem medierne for så at stå magtesløse over for berømmelsens bagside, der i Yahyas tilfælde blev gennemspillet uendeligt hurtigt og barskt.

Var det skæbnen?

“Man kan aldrig forhindre det, der er skrevet for en,” lyder det skæbnetungt mod slutningen. Forestillingen og familiens andel i den viser, at man også selv har en indflydelse. Men for Yahya gik det for stærkt. Det er ikke et eksplicit tema i forestillingen, men medier og kulturparnasset kan ikke undgå at reflektere over sin egen brug og smid væk-kultur, der spillede en egen rolle i hans skæbne.

Familien Hassan, der er udviklet som manus på KGL Dansk er ikke sprogligt stærk dramatik, men det, vi ser på scenen, er på flere måder en nødvendig fortælling. Om familierelationer, om berømmelse og om udenforskab. Vi har de senere år set en del meget forskellige forestillinger om at vokse op som brun i Danmark. Wahid Sui gav et lyst bud i sin Dobbelt V i 2022, der havde fokus på kløften mellem generationer. Samme problematik anes her i forholdet til faren, men i Familien Hassan er fokus på søskendeforholdet og den kærlighed, der strømmer mellem de fem trods alt det svære.

Det er de fire efterladtes og morens historie. En historie fra baglandet, man sjældent hører. Den er fortalt med stor respekt og uden at helgenkåre den afdøde. Han fremstår som sine søskende med egne fejl og mangler, og i den socioøkonomiske og kulturelle realitet, de vokser op i og håndterer meget forskelligt. Familien Hassan har en grundlæggende vemodig klang, der underbygges af scenografi og det musikalske univers, men hvor glæden også pibler ud af sprækkerne i børnenes legende kroppe eller i smilet, der rammes af et minde.