Passage Festival 2026 er netop slut. Her kan du læse minianmeldelser af nogle af de mange gadeforestillinger, der rejser videre rundt i landet til andre festivaler. Enkelte forestillinger får selvstændige anmeldelser og resten af den omfattende festival samles op i en reportage. Denne artikel opdateres løbende, og nederst finder du links til tidligere anmeldelser af festivalaktuelle forestillinger.

★★★★★☆ Alive, Acting for Climate og Stretching Roots

Vi lægger os i en rundkreds under det store træ i udkanten af kirkegården. I plænen omkring stammen er der nedfældet små spejle, der lige nu reflekterer lyset i trækronens syrliggrønne blade. Over dem skiftes sol, skyer og blæst om herredømmet, mens vi falder til ro.

Dybe cellostrøg bryder igennem med en imponerende klar lyd. I strengenes mørke toner blander sig menneskelige stemmer. Ikke ord, blot lange toner i Louise Alenius komposition, der smyger sig om os og sammen med de lysglitrende blade og den forrevne himmel danner en langsom, næsten cirkulært vuggende fortælling. En tilsigtet langsommelighed, der suggerende bringer os i en meditativ tilstand.

Men aner man et ben deroppe? En hånd? Konturer tegner sig, bliver til to kroppe, der synes at svæve drømmeagtigt let højt oppe i kroppen. Som de kommer tættere på, ser vi liner og karabinhager. Altid graciøse Michiel Tange van Leeuwen og Heidi Miikki flyder gennem luften, så illusionen om vægtløshed etableres. I præcise piruetter, poseringer og spring ud fra stammen skaber de billeder af uendelig skønhed i og med træet.  

Det er en fuldendt smuk koreografi, hvor den vertikale dans forlænges i kompositionen og i artisternes heldragter, der falder i med træets farver, men også har distinkte mere kulturelle farvespots. Ganske som de to kroppe kan forenes med træet i momenter, men alligevel er noget andet.

Alive trækker linjer tilbage til sidste års trætema, mens festivalen i år har mere fokus på havet og havnens klima- og samfundsimplikationer. Som et suk lander de to kroppe ved træets fod og minder os om de dybe rødder i jorden under. Alive er æstetisk som en drøm, men bærer også invitationen til at reflektere over træets betydninger og vores plads i naturen. Budskabet er kendt, men Alive fortæller den på ny i en velgørende æterisk langsomhed, der formår at virke sanseligt immersivt og intellektuelt spørgende i samme moment.

Set på Passage Festival 1. august 2026. Alive turnerer fra 20. august, se turneplan her. Fra 12 år.

★★★★★☆Concorda, Cia Concorda

Concorda kan næsten ses som en søster til Surcouf (se længere nede). Blot på land og med reb i stedet for jolle og flåde. Begge handler om relationer og balancepunkter. I Cia Concordas tilfælde med umådelig ynde og poesi i et fascinerende, gennemkomponeret flow, der både gemmer på humor, styrke, skrøbelighed og et bankende hjerte.

En harmonika slår et lystigt tema an, der siden erstattes af en vemodig violin, da portugisiske Catarina Gameiro og Mariana Frazãos i slowmotion indtager scenen, der denne dag var henlagt til Kulturhavn Kronborg. Rebet indtager den tredje rolle imellem dem, mens de i glidende bevægelser former det til mønstre og tegn i en pas de trois, der befinder sig et sted mellem dans og akrobatik.

Grafisk smukt hænger de i næsten vægtløse positioner, kun forbundet af rebet fra en hånd til den andens fod eller blot med en fod på et lår og en anden over partnerens skulder. Rebet kan formes til alt fra en buket til en billedramme. I harmoni og i pludselig kamp, i show off og atter i infight. Ene og sammen. Synkrone og alligevel alene. Musikken indikerer stemningsskift i den vidunderlige dans med livet, der i en længere sekvens foregår blændet med hvert sit reb bundet om øjnene.

Det ser legende let ud, men Concorda er en formfuldendt og yderst rørende teatralsk fusion af parakrobatik og objektmanipulation. Gennemtænkt i alle detaljer og leveret med en sødme, der ikke undviger smerten, der også er en uundgåelig gæst i livet. Livet er komplekst, men forestillingen er lige til at afkode og efterlod voksne som børn i skiftevis latter, suk og med en lille klump i halsen.

Set på Passage Festival 1. august 2026. Concorda spiller også på Randers Festuge 14. august og under Aarhus Summerdance 15. august. For alle.

★★★★☆☆ Hamlet i en pølsevogn, Passepartout Theatre Production

Vika Dahlberg og Lene Hummelshøj fra Passepartout Theatre Production står klar foran den lille hvide og blå pølsevogn. De sludrer med publikum om løst og fast, mens de pakker bænkene tæt. Kontakten er etableret og holdes hele tiden varm, da spillet med pølser og brød går i gang.

Hamlet i en pølsevogn er nemlig lige præcis det. Alle karakterer er enten pølser eller brød, og får individualitet med en kæk frisure, Hamlet, eller en krone, Hamlets mor Gertrud i brødform og hans onkel/stedfar i frankfurterformat. Menuen hænger i den ene side, så vi lige kan skæve derover, hvis vi bliver i tvivl om, hvem der er hvem i den hastige pølsejagt over disken.

Først Hamlet og hans udkårne Ofelia sejlende romantisk på en pølsebakke formidlet af luftige, smaskforelskede stemmer. Så Claudius og Gertrud på samme vis, men nu med lumre stemmer og ”You can leave your hat on” på lydsporet. Hamlets far, genfærdet afslører den frygtelige sandhed: at det er hans bror, der har dræbt ham ved at sprøjte chiliketchup i hans øre, og Hamlet må nu vælge mellem kærlighed og hævn.

”Størst af alt er kærligheden,” synger vi med på. Det er den ikke i Hamlet, og det ender den heller ikke med at være her i pølsevognen. Jeg afslører nok ikke for meget for dem, der kender dramaet allerede, ved at fortælle, at der gradvist bliver udsolgt af de forskellige pølsetyper på menukortet, når karaktererne møder deres grusomme endeligt i brødristeren eller det dampende pølsevand.

Hamlet i en pølsevogn, der er co-produceret med Dansk Rakkerpak, er en sjov og gennemført idé, der lykkes fint med at koge dramaet ned til en drabelig, musikalsk fortælling med virkelig skønne karakterer – og et strejf af håb.

Set på Passage Festival 31. juli 2026. Hamlet i en pølsevogn spiller på festivalerne Street Cut 8.-9. august og Guldkorn 14. august. Fra 6 år.

★★★★★☆ Banapa Flub, Street Fools

Italiensk-catalanske Street Fools, som vi tidligere blandt andet har set på Passage Festival med ninja-eventyret The Rescue, angriber denne gang klimakrisen med gadeteaters rørende lune. I forestillingen Banaba Flub handler det om oversvømmelse, og vi varsles om fare af de gul-sorte skilte og voice-overen, der beretter om den virkelige ø Banapa, som er det næste sted, der vil forsvinde, når havet stiger.

Men så stopper ordene, og to venner kommer bærende på en orange redningsflåde. De nynner, men øjnene er nervøse. Claudio Levatis Bruno er udrustet fra top til tå med overlevelsesgear, mens Jordi Solés Habib mere tænker på sin krammehund og blot har en enkelt badevinge om den ene overarm. Bag dem tæller dommedagsuret ned: 3 dage tilbage. 2 dage tilbage – og så 19 minutter, før syndfloden ruller ud i form af en oppustelig blå hoppeborg. Kosteligt.

Parret flyder af sted på de vilde bølger – og får som mange andre på Passage i år også deres Titanicmoment i front af flåden, før søsyge, en aggressiv blæksprutte og uduelig mad i form af ikke-poppede popcorn sætter dem på nye prøver. Alt ender naturligvis i fryd og gammen, da Bruno sander, at kram er mindst lige så vigtige som nødblus og redningskranse.

Banaba Flub er stramt komponeret, og den lever fuldstændig af samspillet mellem de to klovnekarakterers forskellige temperamenter, deres skiftende oplevelse af kontrol og kontroltab og de to spilleres eminente kontakt med publikum. Det er en enkel historie, som alle kan følge, og som bærer sit fine budskab om venskab og sammenhold helt tæt på hjertet. Traditionelt gadeteater af allerbedste slags sat i en aktuel kontekst med alvorlig klangbund.

Set på Passage Festival 31. august 2026. Banapa Flub spiller også på festivalerne Street Cut 7.-8. august og Guldkorn 13. august. Fra 5 år.

★★★★☆☆ Surcouf, Cie Sacékripas

Solen glitrer i vandet, mens vi forventningsfuldt kigger mod den lille tømmerflåde ud for kajen. Så hører vi dem i det fjerne. Årekast for årekast kommer de nærmere i den lille jolle, som de med stort besvær får lagt til ved flåden. Besvær naturligvis fordi flådens balancepunkt flytter sig i samme takt som deres bevægelser.

Balance og ubalance er omdrejningspunktet i franske Cie Sacékripas Surcouf. Titlen henviser måske til piraten Robert Surcouf og betyder ellers ubåd. Benjamin De Matteis og Mickael Le Guen befinder sig dog mestendels over vandets overflade i deres udforskning af de balancer, der ikke kun handler om fordeling af vægt, men også er en kropslig refleksion af relationer og samarbejde.

Først i tøvende positioner på flåden. Så ryger de i vandet, klarer sig op i jollen og fortsætter deres parakrobatik vekslende med mere vegeterende øjeblikke, hvor en kold øl fiskes op ved bøjen. Deres poseringer er mest standardvarianter, men får et spændingsmoment af det usikre vippende underlag, der mere end én gang får et sus til at gennem publikum.

Højest gisper de, da parret går i land land blot for at sætte af fra kaj i jollen i et direkte styrt mod havnens bund. Vel oppe igen, hopper Benjamin De Matteis i baljen igen for at afrunde showet med en yndefuld omgang single synkronsvømning. Bedårende med strakte ben og havfruedyk. Surcouf leger med elementer, roller og relationer på en kæk måde, der sagtens kan sammenlignes med piratens. ”Det var ikke, hvad vi forventede,” stønner Mickael Le Guen undervejs – og sådan går det jo ofte, når livet skal afbalanceres.

Set på Passage Festival 30. juli 2026. Surcouf spiller også på Guldkorn 13. august. For alle.

★★★★☆☆ Tam Vild, Dansk Rakkerpak

Dansk Rakkerpak har flere forestillinger med på Passage Festival i år. Tam Vild er af lidt ældre dato, men kan sagtens tåle et gensyn – også selvom heden på Jarlens Grund i Espergærde er hård junglekost for både spillere og tilskuere.

Det handler naturligvis om gode, gamle Tarzan, hvis livsløb behandles på rakkerpaks fra den stormbrusende fødsel ombord på skibet til Afrika – med tryk på A – over hans lykkelige opvækst i junglen til hans nu tilstundende alderdom som abernes muntre bessefar. Tarzans fremskredne alder ved Jane ikke noget om, da hun forelsker sig så meget i tegneserien, at hun må drage afsted og finde sit hjertes længsel.

Susanne Bonde slår næsten krølle på halen i forventningens glæde, der udmønter sig i en sjovt koreograferet pakkescene fulgt af en turbulent rejse. Det bliver en brat opvågnen til junglens farlige slange og den blodtørstige krybskyttetype, der også leder efter Tarzan. Jane må træde i karakter og tager hjertepumpende voodoo-magi til hjælp.  

”Me Tarzan, You Jane!” får en helt ny betydning i denne tempofyldte, dansable og komiske junglefortælling, hvor tiden kræver nye helte. Susanne Bonde og Niels Peter Kløft dækker alle roller i et charmerende parløb, men forestillingens bankende hjerte er multiinstrumentalist Bastian Popps finurlige og humoristiske lydunivers, der skabes af lige dele instrumenter, lyde og velvalgte replikker: ”Welcome to Jungle Airlines.”   

Set 29. juli på Passage Festival. Tam Vild spiller også opleves på Street Cut 7. august og på en mindre turné, se tider her. For alle.

★★★☆☆☆ Miss Margherita, Cie Tita8lou

Schweiziske Jessica Arpin er fuld af pep og italiensk temperament som Miss Margherita. Hun gør sin entré på den gule cykel, mens sol og blæst kæmper om overherredømmet på Hornbæk Torv. Cyklen parkeres, og udvalgte blandt publikum får en smagsprøve på Margheritas pizza. Den kan vinde hjerter, mener hun, men knap så godt går det med hendes kæreste, Richardo, der har været hende utro med en anden pizzabager og lugter påfaldende af billig mozarella fra Lidl.

I et kaudervælsk af dansk, tysk, engelsk og italiensk får vi nu den dramatiske historie om, hvordan følelserne løber af med Margherita med frygtelige følger for Richardo, en tete-a-tete med svigermor og en terapisession, før Margherita finder sig selv igen i en fremragende sekvens på den gule cykel, der er som pizzadej i hendes hænder. Inden da har hun krydret fortællinger med rap jonglering af kageruller, tomater, mozzarellaer og stadigt større pizzabunde.

Imponerende er dog især hendes omvendt-snak, der indgår i terapien, hvor hun ud af den rene volapyk omvender sætninger ord på mange sprog. Det er rapt og charmerende som hendes cykelartisteri. Men trods det hæsblæsende tempo er der alt i alt nok lige lovlig mange ord til at fastholde et yngre publikum.

Og hvad værre er, fremmer ordmængden trangen hos de (bedste)forældre, der lader til at tro, at de har en rolle som kommentator, og derfor uafbrudt “oversætter” forestillingen til deres medbagte børn. Stop det! Børn er fuldt kapable til at afkode kunst selv, så giv dem dog en chance for at indleve sig – og tal om forestillingen bagefter.

Set 28. juli 2026 på Pasage Festival. Miss Margherita spiller på Gang i gågaden, Nykøbing Sjælland 30. juli, på Randers Festuge 13. august og på Guldkorn, Nykøbing Falster, 14. august. For alle.

★★★★☆☆ Dr Jones and Professor Barnard’s Medicine Show, Jones and Barnard + Fools Paradise

Britiske Jones og Barnard skjuler deres artistiske talenter godt – og det skal kun opfattes som en ros. Henslængt som de drevne taskenspillere, de er, afleder de publikums opmærksomhed med billige tricks og tykke lag af den særlige britiske sardoniske selvironi. Dr Jones and Professor Barnard’s Medicine Show taler ind i den ferme metier, kvaksalveriet, vi måske bedst kender fra westerns og Lucky Luke-striber.

På Passage Festival har de indtaget plænen ud for den pittoreske Egegaarden i Espergærde. Pittoreske kan man næppe kalde d’herrer Jones og Barnard. Her må farverige være et mere dækkende adjektiv. Ikke i klæder, som følger det historiske forlæg med hat og vest, men i deres rablende (salgs)dialog, der hele tiden har en krog i publikum, som tages til indtægt for de lumreste fantasier og igen og igen må minde om, at “one, two, three” hedder “en, to, tre” på dansk. Ellers tager Jones og Barnard det ikke så højtideligt med oversættelser. De lærer sig selv at sige “Ingen smerte”, men går ellers mest efter devisen “We can work with this” og omdøber rask det frivillige “lille, søde barn” til Jim.

Ham er de heldige med – fordi de selv er eminente til at skabe tryghed og decideret utryghed på samme tid. Jim tester deres sære fludium og får magiske kræfter, mens Jones selv må lægge krop til, da den skal testes på en ældre person, der i dagens anledning har tillagt sig en svensk accent. Magi og komik går op i en højere enhed for disse to sande gøglere, der kalder historien frem i et samtidsvendt show, der byder på både en drabelig guillotine og en rusten sømseng, men især lever af duoens fabelagtige evne til at skabe forbindelse til publikum og stille sig selv til skue.

Set 29. juli på Passage Festival. Dr Jones and Professor Barnard’s Medicine Show spiller på Passage Festival frem til 1. august og kan også opleves på Randers Festuge 14. august og på Guldkorn 15. august. Fra 5 år.

Disse forestillinger kan du også fange på festivaler i løbet af august

Grand Danois – poetisk cirkus til tiden – spiller på Gang i Gågaden 31. juli og på Street Cut 8. august.

Benched – så meget dansetalent samlet på én bænk – spiller på Street Cut 8. august.

Fitness i slowmotion hos Dansk Rakkerpak – spiller på Fanø Gadeteater Festival 6. august, på Street Cut 8.- 9. august og på Guldkorn 12. august.

SHAKES’ Kong Lear gør arvestriden til ren Succession – spiller på Guldkorn 13. august.

Shakespeares samlede værker – herligt morsom version under åben himmel – spiller på Guldkorn 13.-14. august og på Randers Festuge 15. august.

Nøgensnegl – blid performance klædt i havets lyde og farver – spiller på Guldkorn 15. august.

Fandenivoldskheden og livsglæden stråler ud af De Røde Løbere – spiller på Randers Festuge 15. august.

Se hele programmet for Street Cut her.

Se hele programmet for Randers Festuge her.

Se hele programmet for Guldkorn her.