★★★☆☆☆ Fitness i slowmotion hos Dansk Rakkerpak

Dansk Rakkerpaks gadeteaterforestilling Han, Hun og Fitness byder på både halløj og hulahopringe. Men forestillingens handling er tynd.

Det er med blink i øjet, at Dansk Rakkerpak serverer årets udendørs teaterforestilling Han, Hun og Fitness. Her optræder tre performere iført fitness-outfit, men deres karakterer har tydeligvis større lyst til at holde pause end til at løfte håndvægte.

Udgangspunktet har altså komisk potentiale. Ikke mindst fordi performerne hos det stædige gadeteater ikke just er akrobater i 20’erne, men har godt med livserfaring i både blikke og kroppe. Men også fordi forestillingen handler om tre mennesker, der måske mest af alt opsøger fitnesscentret, fordi de føler sig ensomme. Det kommer der i hvert fald ikke på grund af faciliteterne, for scenografen Christian Q. Clausen har råt skåret fitnesscentret ned til at være et nødtørftigt omklædningsskur med farvestrålende træningsbolde oppe på taget.

Påfund slipper op

Ideen er altså sjov, men historien for tynd. Teksten er udarbejdet af hele holdet sammen, men der mangler en dramatiker, der kunne have skabt flere nuancer på disse tre, skæve eksistenser.

Forestillingen er i hvert fald blevet stillestående. Så selv om gentagelser er vigtige i gadeteater, så er der her så overdrevet mange gentagelser, at spændingen forsvinder. Selv i rakkerpakkernes herlige replikker med lutter volapyk.

Troels Hagen-Findsen står for iscenesættelsen. Han er umiddelbart et godt match til Dansk Rakkerpaks gakkede kropssprog, for han er leder af samtidscirkusgruppen Out of Balanz, der netop også udtrykker sig gennem det ekstremt fysiske – senest i den vellykkede Turbulence, der netop har vundet en Reumert. Men hans iscenesættelse i Han, Hun og Fitness mangler flow. Handlingen afbrydes hele tiden af pauser, der punkterer spændingen.

Maniske pushups og andre muskelbedrifter

Rakkerpakkerne er ellers charmerende – og som altid helt ude i karikaturernes forrygende overdrev. Le Münster-Swendsen skifter fra det ene blomstrede træningsoutfit til det næste, mens hun sultent rækker ud efter mobilen, når hendes date Erling ringer – og derefter straks ud mod sin medbragte dåse med småkager. Hendes stemme kan hvine af fryd, så selv duerne på Frue Plads bliver forskrækkede.

Niels Grønne fører sig frem med selvbevidst bestemmermine iført stramme shorts. Hans træningsjunkie er besat af viljen til endnu et sæt maniske pushups og andre muskelbedrifter, når han da ikke fedtforskrækket spurter rundt om tilskuerne.

Søren Møller Pedersens hyggedeltager vil egentlig bare have det rart, men griber pligtskyldigt boldene, når han får besked på det – og drøner ellers rundt i loop i hælene på de andre. Muntert koreograferet af Susanne Bonde, der har fået hulahopringene til at danne håbefulde mønstre, efterhånden som de kastes ned over hovedet på Søren Møller Pedersen stakkels underdog. Han ender med at slå sig så mange gange i hovedet, at man nærmest kan se, hvordan han oplever sol, måne og stjerner inde bag øjnene.

Svedbånd og sax

Gunni Torp spiller holdets fitnesstræner med præcision og kort lunte under det orange svedbånd i panden. Hun er samtidig holdets medlevende musiker. Hun samler forestillingen med et potpourri af sange og muntre temaer, både på fredsommelig harmonika og truttende saxofon.

De enkelte temaer er fine, men der kunne godt have været noget mere fis og ballade i tonerne. Lige som der er i hendes rim. Ikke mindst i flirtesangen, hvor en “ring med masser af bling-bling” fikst rimer på den håbløse date “Er-LING”.

Musikken kan dog ikke skjule, at denne fitnessforestilling går i slowmotion. Men derfor er det stadig skønt at bede til vejrguderne i selskab med skuespillerne og blive mindet om Dansk Rakkerpaks livsglade mantra:

”Mange mennesker kan meget – SAMMEN!”