★★★★★☆ Benched – så meget dansetalent samlet på én bænk

Uppercut Danseteater har lavet en ny og længere version af værket Benched, der havde urpremiere under CPH Summerdance 2021 og nu spiller på Aveny-T. De sprænger endnu engang rammerne for dans med fem danseres kraftpræstationer, kroppe som flydende lava og knogler pakket med humor. 

Kan man fange hele livet på en bænk? Ja, hvis man hedder Stephanie Thomasen og er koreograf og konceptmager for fem vildt talentfulde dansere. Fra første skridt på den rå scene projiceres hver deres unikke talent og danseglæde helt ud til bagerste række. I et hæsblæsende tempo udfoldes de mest ubegribelige bevægelser og kreative interaktioner i sjove og finurlige små historier.

Målgruppen er primært unge, men alle uanset alder er blæst bagover i denne forlængede version, der heldigvis kommer til at møde rigtig mange mennesker. Benched bænker nemlig både et nationalt og et internationalt publikum foran sig på den kommende turné. Det er bare med at komme afsted og opleve dette unikke kompagni inden de springer endnu længere ud på verdensscenen, hvor de rettelig hører til.

Dansende uforudsigelighed

I en herlig blanding af dansestile så som capoeira, breakdance, moderne og akrobatik udnytter koreograf Stephanie Thomasen som altid dansernes styrker og input til at fortælle historier og skabe stemninger. Habitjakker i afstemte farver og nydelige bukser giver indtryk af civiliserede mænd, der forsøger at tæmme deres indre grådigheder og sårbarheder, mens kroppene afslører deres sande jeg.

Mark Philip forsøger at lede gruppen an, men holdes i strakt arm og må konstant genoverveje sine strategier. Det befriende flabede blandes med det humoristisk sårbare i hans store sceniske talent. Jens Schyth Brøndum udstråler både generøsitet og vildskab. Ikke kun med det lange hår svingende løst i cirkler, men med piruetter og kast leveret med sortbæltet kampsportspræcision.

Mahamat Fofana kombinerer blødheden fra capoeira med skarp nycirkusakrobatik osende af overskud. Adam Tucoyo emmer af styrke og smidighed og udgør en klippe af ro, der samler energien. Kriss Mensa har hofter så bløde som smør, så de lange ben når hele vejen rundt om nakken. Danserne er skønt underspillede med sublim timing og sigende udveksling af blikke, der tager salen med storm.

Scenografi og sal som kampplads

Johan Kølkjær og Andrew Matthews bænk fylder hele scenens bredde, men kan deles op i mindre sektioner, drejes, vendes og løftes. Danserne slås om pladsen, skubber, sætter og lægger sig på hinanden. Rutsjer demonstrativt ind i andre. Magtdemonstrationerne udspilles fulde af humor i skildringer af mellemmenneskelige, forkvaklede møder og forsøg på at tilpasse sig fællesskabet.

Den ellers tomme scene, med Peter Løkkes smukt afstemte lysdesign, reducerer overgangen mellem scene og sal, forestilling og virkelighed. Kan man forlade spillet og konkurrencen ved at træde ned fra scenen og blive beskuer i stedet for optrædende? Snart sidder danserne oven på hinanden i den samme tilskuerstol og klapper folk på skulderen. Der blæses på spillets regler, som Uppercut Danseteater netop er så forfriskende gode til.

Vi ved heller ikke længere, hvad der er op og ned på rummet. Danserne klatrer ”op” ad bænken som på en liggende stige så lette som egern, der smutter op i et træ. I næste øjeblik står bænken lodret, og danserne springer, glider og ruller akrobatisk i alle luftlag. Scenerummet udvides i alle retninger, mens danserne rutineret flyver, ruller og drejer som ninjaer i en actionfilm.

Drivende musikalitet

Gruppen samles momentvis i harmoniske overenskomster. Så som den guitarspillende scene, hvor alle spiller luftguitar på hver deres løftede ben. Det musikalske overskud er blændende ligesom den fælles timing. Musikken er af René Aubry, Rodrigo Sánchez og Gabriela Quintero, og ikke mindst den spanskklingende guitarmusik tilfører en perfekt kombination af temperament, fællesskab og følsomhed.

Der arbejdes med bænkene helt fremme i sceneåbningen og længere tilbage på scenen, hvilket giver helt forskellige udtryk som at zoome ud og ind på en kameralinse. At Uppercuts dansere kan lave et show på en bænk og i virkeligheden ikke ret meget scene, siger alt om intensiteten og teknikken hos danserne. Hertil er Stephanie Thomasen en sand historiefortæller, der tænker hamrende kreativt ud af boksen. 

Kompagniets sammensætning, dansestile og kontakt med publikum er suverænt Uppercuts trumf i ærmet. Det oser af så meget naturlig diversitet og generøsitet, at alle kan føle sig inkluderede. Undtagen måske lige kompagniets kvindelige dansere, som er de egentlige bænkevarmere i denne omgang.

Se videotrailer her