★★★★☆☆  Swipe, Life and Gate Number 5 – en sitcom-forelskelse med skjult agenda

Swipe, Life and Gate Number 5 er en medrivende høj-tempo medieret datinghistorie. Sitcom-forestillingen på Aveny-T lokker publikum helt tæt på for at gøre os politisk investerede. Det, der starter som en sød og selvironisk kærlighedsfortælling, tager en hård politisk drejning til sidst.

Forestillingens opsætning er på overfladen enkel: en skuespiller, en stol, et stort lærred og scenelys. Man kunne næsten tro, man var på en lille, minimalistisk off-stage-scene, hvor det hele bæres af skuespilleren alene. Men Swipe, Life and Gate Number 5 har et virkemiddel, der ændrer alt: en video, som Henriette Laursen spiller direkte sammen med.

Hun taler med sin date og siden kæreste, Princess Donnough, som projekteres på skærmen, mens hun forholder sig fysisk til skærmrummet og det, der sker her. Nogle gang er Laursen også på skærmen, og på den måde dubleret. Det er et greb, der fungerer som en metareflekterende pointe, og som peger på, at vi ser på noget fiktionaliseret.

Nærbilleder, der skaber intimitet

Skærmen fungerer også som informationsflade. En telefonskærm, hvor vi følger swipes, videoopkald og nyhedstreams. En serie af sammenklippede videoer, der i brudstykker sideløbende viser Laursens tankemylder og hvordan parret mødtes og opbyggede deres relation. Vi hopper mellem rum: fra matchet på datingapp’en Hinge til første date, fra en sidenote-rant om fodring af ænder i parken til en storslået kærlighedserklæring til kærestens bryster.

Alt i et tempo og lydbillede, der minder mere om en amerikansk sitcom end om klassisk scenekunst. Selvironi, selvreferencer og brud på den fjerde væg er faste greb, som skaber en fortrolighed mellem Laursen og publikum. Vi kommer helt tæt på, ind i hendes tanker, hendes telefon og hendes liv.

Et af de mest effektfulde greb er, hvordan skærmen giver adgang til noget, den levende skuespiller ikke kan: et nærbillede af kærestens ansigt. Det skaber en intimitet, man ikke ville kunne opnå på en almindelig scene, og gør det desto stærkere, når skærmen senere går i sort, fordi kæresten ikke svarer på et opkald i en del af fortællingen, hvor de to er i et langdistanceforhold. Den tomme, blåsorte skærm, det skarpe scenelys, som fremhæver den tomme scene, gør fraværet fysisk mærkbart.

Fortællingen bliver politisk

Forestillingens dele har overskrifter, og i delen Immigration System skifter videorammen til et dokumentaristisk spor. Her sætter lydklip af britiske og danske politikere os i en kontekst af stram udlændingepolitik og stigmatisering af bestemte befolkningsgrupper, som foregår i dag i begge lande. Den lette sitcom-stemning tynges nu af virkelighedens politiske følger for mennesker som Laursens kæreste, der ikke har opholdstilladelse i Storbritannien, hvor de bor.

Præmissen om en højtempo humoristisk kærlighedsfortælling mellem to kvinder bliver revet fra hinanden ved forestillingens slutning, da kæresten bliver hentet af de britiske myndigheder og sendt hjem. Endnu et brud sker, da Laursen erkender, at dele af fortællingen er opdigtede for at dække over hendes egen rolle i at afsløre kæresten over for politiet. Det sker i en tidligere scene, hvor Laursen anmelder et indbrud og giver navn og adresse på sin kæreste, der, på trods af at være vokset op i Storbritannien, er en illegal immigrant.

Kærlighed som fælde

Det er et dristigt greb at bygge en hel forestilling op som et tillidsbrud mod sit eget publikum og et endnu dristigere greb at gøre sig selv, fortælleren, til den skyldige. Prisen for den vending er, at Swipe, Life and Gate Number 5 ikke lever op til at være den lette sitcom-forelskelse, den lokker os ind i.

Når agendaen først er afsløret, kan man ikke lade være med at spole tilbage og lede efter de øjeblikke, hvor Henriette Laursen allerede vidste, hvad vi ikke gjorde. Det er skarpt tænkt teater, men det er også teater, der bruger sit publikums tillid som et redskab, ikke bare et vilkår. Hvorvidt det opleves som en velfortjent lussing eller et retfærdigt kneb, afhænger nok af, hvor meget man er villig til at blive brugt til en god sags tjeneste.