★★★★★☆ Magtens dødsånde rammer dig lige i ansigtet i Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, del 2

Med anden del af operatrilogien Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt på Copenhagen Opera Festival forvandler iscenesætter Louise Beck og komponist Niels Rønsholdt magtens evige forbandelse til en akrobatisk dødsdans, der kommer så tæt på, at man næsten glemmer at trække vejret.

”I kan stoppe med at skrive og stoppe med at spørge.” Bratschist og sopran Josefine Weber Hansen træder mod slutningen af Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt ud af sin funktion som ensemblemusiker og ind i rollen som Våbnet. Som en mørk guddom svæver hun nærmest gennem den storladne bibliotekssal i Fiolstræde i København.

Lige ved siden af mig hænger en cirkusartist livløs i en silkerem, ofret som resten af forestillingens medvirkende. Operaen, der destillerer magtens væsen, er efterhånden tømt for mennesker og ender i ren abstraktion. I et sidste, indtrængende forsøg på at mane Våbnet til besindelse og lære af historien bestiger en performer et vakkelvornt tårn af biblioteksbøger og rækker ud efter en mikrofon. ”Gå ind i højen, ned i jorden, ned ud i mosen, ned på bunden!” Men rå magt kender ikke fornuft.

“Magtens mål er magten selv”, skrev Orwell i romanen 1984. En historieløs drift, immun over for viden og moral. Hos iscenesætter Louise Beck og komponist Niels Rønsholdt bliver den dystopiske erkendelse til et fatalt åndedrag, der trænger ind i kroppen og fører magtens dødsklamme forbandelse helt ud i de yderste celler.

Den forbandede magt

Jeg benytter næsten enhver lejlighed til skamløst at rose operamakkerparret Rønsholdt og Beck. De er som to modpoler i en fascinerende kunstnerisk magnetisme. Rønsholdt med sine vindblæste, repetitive vokalpartiturer, der lyder som fuglekald fra en parallel verden. Beck med sin skarpt konfronterende og ekstreme tilgang, hvor performerne driver menneskekroppen til bristepunktet.

Også i anden del af operasagaen –  efter den forrygende første del i Retten i Aarhus – slår samarbejdet gnister. Den mest markante tilføjelse til trilogien er de otte akrobater, der kropsliggør magtens fordærv, mens de svinger, kravler og kaster sig rundt i det hvælvede universitetsbibliotek, som var det en Hogwarts-inspireret cirkusmanege.

Publikum sidder langs midtergangen og møder indledningsvist cirkusartisterne som et forhekset hestespand, der slæber herskerinden, Hende, ophøjet på skuldrene af en muskuløs performer og majestætisk sunget af Signe Haugaard Lauridsen. Et slør – lige så langt som selve gangen – og en stearinkrone manifesterer hendes enevældige magt. Men i hendes forgæves forsøg på at dele arvefølgen mellem sine to børn strammer magtens forbandelse sig om hende som en kvælerslange om sit bytte.

LÆS OGSÅ: Den hårrejsende opera Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt rammer som et slag i sjælen

Hvem er Morten?

“Mor, ud med dig!”, befaler Det Gode Barn, sunget af sopranen Katinka Fogh Vindelev, der slynger sig gennem de karakteristiske rønsholdtske intervalvinde med skiftevis naiv fromhed og fortvivlet begær. Hun når knap at rane tronen og slette moren fra historien, før Det Andet Barn, kontratenoren Morten Grove Frandsen, entrerer leende og kæphøj. “Haha, jeg skider på de gamle bøger!” håner han i et anfald af beruset ikonoklasme.

Efter at have kuppet magten og lagt søsterens lig ved fødderne af en skrækslagen teenager over for mig er det atter tid til at omskrive historien. Det Andet Barn vil ikke længere være den anden. Nu vil han bruge sit civile navn: Morten.

Her er det, som om værket rammes af en momentan identitetskrise. Den fortryllelse, der har ophobet sig i bibliotekssalen og indtil nu gjort den til et uigennemtrængeligt univers, ophæves brat, idet vi tvinges til at forholde os til Morten som et virkeligt menneske. Koret får publikum til at hylde den selvkronede hersker. “Morten, Morten, Morten”, synger vi, mens en forvirret latter breder sig i salen. Er det seriøst?

Magtens spøgelse

Med metagrebet taber værket flyvehøjde. Det bliver en plat gimmick og virker unødvendigt. Det samme gælder fortæppeprologen om magt, leveret af en ny akademiker før hver forestilling. Ikke kun fordi dagens taler, professor i formel filosofi Vincent F. Hendricks, hovedsageligt brugte anledningen til at reklamere for sin nye bog, men fordi selve tankeøvelsen saboterer den kropsnære og stedsspecifikke tilgang, som Beck og Rønsholdt ellers mestrer.

Operaen sætter dog så uudslettelige spor i kroppen, at dens svagheder falder i baggrunden. På et tidspunkt hænger en akrobat med hovedet nedad i en silkerem og svinger sig langsomt ind foran mit ansigt. Jeg stivner fuldstændig ved synet af hans hvidmalede ansigt, hvor blodårerne svulmer under huden. Han er så tæt på, at jeg kan mærke hans åndedræt, og det føles som magtens spøgelse, der passerer gennem min krop. Jeg holder vejret i et øjebliks sublim dødsangst.