★★★★★★ Den hårrejsende opera Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt rammer som et slag i sjælen

Med Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt forvandlede Rønsholdt og Beck Retten i Aarhus til et klaustrofobisk retsdrama, hvor kor og performere trak publikum ind i en uafrystelig konfrontation med magtens mørke ansigt.

Jeg har som regel følelsen af, at jeg skal noget vigtigt, når jeg tager i operaen. Det er den mest kostbare form for scenekunst. Der er store følelser og pengesummer er på spil. Men intet slår den alvor, jeg oplevede, da jeg ved indgangen til Retten i Aarhus skulle igennem et sikkerhedstjek for at opleve komponist Niels Rønsholdt og iscenesætter Louise Becks opera Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt.

Den karismatiske læsesal Smykkeskrinet med de svulstige lysekroner var som en tidslomme. Stemningen var andægtig, da vi bevægede os ind. Jeg anede hurtigt, at dette værk ville forlange mit fulde fokus, da vi satte os til rette som små studiegrupper rundt om de massive træborde med læselamper på midten. Og jeg var ganske enkelt ikke den samme, da jeg 45 minutter senere forlod salen igen.

Magtens mørke ansigt

Hvis makkerparret Rønsholdt/Beck i regi af OPE-N ikke allerede fik sikret sig en plads i operahistorien med deres første samarbejde i 2020 Den Sidste Olie, så har de det i hvert fald nu. Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt viderefører den konfronterende tilgang til stedspecifik opera, hvor man som publikum oplever den politisk ladede tematik ved at opholde sig midt i den.

I en skøjtehal i fire graders varme konfronterede Den Sidste Olie os med den makabre og uhyggeligt menneskelige rovdrift, som blandt andet har ført klimakrisen med sig. I Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, som er det første værk i en planlagt trilogi, var det magtens mørke ansigt, vi blev stillet over for.

Heller ikke denne gang var der tale om opera i klassisk forstand, hvor karakterernes indre liv tegnes op af iscenesættelsen og de individuelle vokalpartier. Værket, opført af de to kor Ars Nova og Ensemble Edge, var snarere en korisk sværm af brudstykker om sagnkongen Argantyr og hans magtbegærlige datter Hervør. Rønsholdt viste sig fra sin bedste side som exceptionel vokalkomponist, da korene sang fra balkoner rundt om os i en stringent, men samtidig sentimentalt gribende blanding af fugleagtigt kaldende intervaller og gregoriansk sang.

“Trin for trin for trin,” sang de gentagne gange – skiftevis som vuggende, hypnotisk messe og militaristisk fremmarch ledsaget af buldrende stortrommer. Musikken forskød sig i ekkoer, som om man stod med ét ben i en sagnomspunden fortid og det andet i en gennemtrængende nutid.

Skyldig uden at vide hvorfor

Det var hårrejsende klaustrofobisk at opleve, hvordan Beck og Rønsholdt vendte scenerummets hierarki om. Det meste af tiden var det, som om publikum blev overværet – ikke de medvirkende i forestillingen. Mens koret stod på balkonen, gik unge performere rundt i salen med lygter, der kortvarigt fangede øjnene i et anklagende spot.

Senere stillede de sig på bordene og rev sider ud af gamle bøger for at illustrere, at fortiden ikke kan parkeres i tykke bind, men hele tiden hjemsøger os. Vikingetidens voldelige magtkampe føles knap så fjerne, når man tænker på hvor mange menneskeliv nutidens besættelseskrige koster.

Midtvejs bevægede koret sig ned i salen, og operaen krøb helt ind under huden. På skift stillede forskellige sangere sig ved bordene og sang direkte til os. Jeg kunne næsten ikke holde øjenkontakten, da en sopran stod helt tæt på og stirrede mig ind i sjælen, mens hun sang. Det var ulideligt intimiderende, og jeg følte mig som Joseph K. fra Kafkas Processen: skyldig uden at vide hvorfor.

Vores egen rolle i volden

Magtanvendelsen eskalerede, da min sidemakker og andre publikummer blev frihedsberøvet og ført væk til et – fandt jeg bagefter ud af – intenst krydsforhør. Lettet over ikke selv at blive trukket til side, smagte jeg pludselig mit tilfældige privilegies sorte samvittighed. Efterhånden forduftede koret, messende “trin for trin for trin” i en uendelighed. Til sidst var der kun hvisken tilbage – en tidslig tåge, der stadig hang i luften, efter stemmerne var forstummet.

Sjældent har opera passiviseret mig på så grundvoldsrystende vis. Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt føltes tvingende nødvendig. Rønsholdt og Beck har skabt et værk, der ikke blot spejler magtens brutalitet, men også konfronterer os med vores egen rolle i den. Det er værker som dette, der minder om, hvorfor opera stadig er uundgåelig kunst.