Direktør for Limfjordsteatret, Gitta Malling, diskuterer i denne kommentar debatten om udpegninger til Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg.
Sagen om Nønne Mai Svalholms udpegning til Projektstøtteudvalget for Scenekunst har udviklet sig til noget, der rækker langt ud over én person. For mig handler den ikke først og fremmest om Nønne Mai Svalholm. Jeg kender hende ikke privat, har aldrig arbejdet sammen med hende og har ingen indsigt i hendes ledelsespraksis. Jeg kender alene hendes kunstneriske arbejde, som jeg – ligesom så mange andre – har oplevet som værende af høj kvalitet, nogle forestillinger mere vellykkede end andre. Sådan er det ofte i et kunstnerisk virke.
Dømmes i offentlighed
Det, der bekymrer mig, er noget andet. Vi står i en situation, hvor et menneske i praksis dømmes i offentligheden uden en retssag, uden en dom, og uden at konkrete anklager er blevet prøvet ved de instanser, som et retssamfund bygger på. Det bør få os alle til at stoppe op.
Hvis nogen mener, at der er foregået plagiat, findes der lovgivning på området. Hvis nogen har været udsat for ulovlige forhold eller magtmisbrug, findes der juridiske veje at gå. Hvis nogen er blevet økonomisk eller professionelt skadet, kan der anlægges sag. Det er sådan et retssamfund fungerer.
Men det er ikke det, vi ser her.
I stedet oplever vi en offentlig udhængning, hvor alvorlige beskyldninger fremsættes uden, at der foreligger en retslig afprøvning. Det betyder ikke, at de mennesker, som fortæller om dårlige oplevelser, ikke skal tages alvorligt. Tværtimod. Jeg anerkender fuldt ud, at mennesker kan have følt sig dårligt behandlet, overhørt, udnyttet eller udsat for uacceptable arbejdsvilkår. Den slags skal vi som branche tage alvorligt.
Men alvorlige anklager kræver også alvorlige processer.
Ellers risikerer vi at bevæge os væk fra retssamfundets principper og hen imod en folkedomstol, hvor rygter, fortællinger og stemninger bliver afgørende for menneskers muligheder for at arbejde og bidrage til fællesskabet.
Samtidig rejser sagen nogle større spørgsmål. Hvis dette bliver måden, man kan få et medlem af Statens Kunstfonds udvalg fjernet eller diskvalificeret på, hvad betyder det så for fremtidens udvalg? Hvem har ikke begået fejl gennem et langt kunstnerliv? Hvornår er en fejl stor nok til, at man ikke kan sidde i et udvalg? Hvornår er man en dårlig leder? Kan man udvikle sig? Kan man lære af sine fejl? Hvor går grænsen?
Det er spørgsmål, vi bliver nødt til at kunne besvare mere præcist end gennem offentlige kampagner og kollektive mistillidserklæringer.
Ikke en magtposition uden omkostninger
At sidde i Statens Kunstfonds udvalg er ikke en magtposition uden omkostninger. Man sætter sig selv i spil. Man ved, at ens vurderinger vil skabe glæde hos nogle og frustration hos andre. Man ved, at man kommer til at give afslag til dygtige kunstnere. Man sætter i fire år sin faglighed og sit omdømme på spil for fællesskabets skyld.
Hvis konsekvensen er, at man risikerer en offentlig henrettelse uden klare procedurer, hvem vil så stille op næste gang?
Det er det spørgsmål, der bekymrer mig mest.
For uden kvalificerede kunstnere, producenter og ledere, som er villige til at tage dette ansvar på sig, har vi ikke et velfungerende Statens Kunstfond.
Som Rie Hammer, der er chefredaktør for ISCENE-Live, påpeger i kommentaren Frygtbaseret tavshedskultur afdækkes i Det Frie Felt, peger sagen på reelle strukturelle problemer i Det Frie Felt. Frygtkulturer, usikre ansættelser, stærke afhængighedsrelationer og manglen på uafhængige instanser er udfordringer, vi bør tage langt mere alvorligt. Her er jeg enig med dem, der efterlyser bedre arbejdsmiljø, større gennemsigtighed og bedre muligheder for at sige fra.
Men løsningen kan ikke være, at vi erstatter procedurer med offentlig udskamning.
Måske bør vi i stedet diskutere, hvordan udpegninger til Statens Kunstfond kan kvalificeres yderligere. Måske skal repræsentantskabet eller andre faglige organer have en stærkere rolle i vurderingen af kandidater, som blandt andet dramatiker Thomas Markmann foreslår i kommentaren Kulturministerens blinde vinkler. Måske skal der etableres bedre muligheder for at undersøge bekymringer, før en udpegning gennemføres.
Der findes mange mulige løsninger.
Men de må bygge på fakta, dokumentation og ordentlige processer.
For hvis vi accepterer, at mennesker kan diskvalificeres gennem offentlig mistanke alene, risikerer vi at skabe en kultur, hvor ingen længere tør påtage sig det ansvar, som vores fælles kunstliv er afhængigt af.
Det vil være et tab for os alle.
Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
