Dramatiker Thomas Markmann lægger i dette debatindlæg op til diskussion om udpegningsmodellen til Statens Kunstfonds udvalg efter der i ugens løb er udtrykt tvivl og mistillid til et af ministerens nyudpegde medlemmer af Projektstøtteudvalget for Scenekunst.
“Ballade i magtfuld fond.”
“Tilliden til Projektstøtteudvalget for Scenekunst er brudt.”
“Branchefolk langer ud efter nyt medlem.”
Overskrifterne har stået i kø de seneste dage i Politiken, Kulturmonitor og på ISCENE. Debatten om udpegningen til Projektstøtteudvalget for Scenekunst har udviklet sig til endnu en mindre krise i dansk scenekunst. En krise præget af bekymringer om arbejdsmiljø, habilitet, magt og tavshedskultur.
Jeg kommer ikke til at forholde mig til den konkrete personsag. Dels fordi jeg ikke kender mere til den end det, der allerede står i pressen. Dels fordi jeg mener, at den voldsomme reaktion peger på noget større og mere grundlæggende: en alvorlig mangel på både gennemsigtighed og faglig sammenhæng i selve udpegningsprocessen til Projektstøtteudvalget, fra Kulturministerens side.
For det her handler ikke kun om én person. Det handler om tillid til et system, som fordeler over 130 millioner offentlige kroner, og dermed er med til at definere, hvilke kunstneriske stemmer der får mulighed for at eksistere i dansk scenekunst. Og når tilliden til processen begynder at vakle, så gør legitimiteten det også.
Sådan er processen
Jeg skriver dette som privatperson og dramatiker. Men jeg er også en del af Statens Kunstfonds Repræsentantskab, hvor jeg nu sidder i min anden periode. Og i denne omgang har jeg rent faktisk siddet for bordenden og faciliteret scenekunstgruppens indstillinger til det nye Projektstøtteudvalg. Og derfor ærgrer det mig også ekstra meget, at der nu bliver sat spørgsmålstegn ved udvalgets sammensætning og legitimitet. Og hvorfor jeg føler mig forpligtet til reagere.
Det er i den forbindelse vigtigt at forstå, hvordan processen rent faktisk fungerer.
Scenekunstgruppen under Statens Kunstfonds Repræsentantskab — som repræsenterer ni forskellige organisationer i branchen — indstiller tre kandidater til udvalget. Denne gang skete det gennem et open call med omkring 120 ansøgere. Det var en omfattende og seriøs proces med mange og grundige diskussioner om kompetencer, erfaringer, diversitet, kunstsyn, geografi og repræsentation af feltet.
Vi har i indstillingen til Kulturministeren udførligt beskrevet vores proces, vores overvejelser om sammensætningen, og begrundelser for de enkelte indstillinger. Vi pegede også eksplicit på de områder, vores indstilling ikke dækkede, for det er komplet umuligt med tre kandidater. Vi foreslog endvidere konkrete profiler, der kunne supplere udvalget fagligt og skabe den bedst mulige samlede sammensætning.
Historien gentager sig
Herefter udpegede kulturministeren de sidste medlemmer. Hvilket først skete fire måneder efter vores indstilling. Så det har i hvert fald ikke været på grund af tidspres, at der tilsyneladende ikke er
blevet lyttet til vores supplerende anbefalinger, i forhold til hvilke områder, vi ikke havde mulighed for at dække af i vores indstilling. Hvilket betyder at vi nu står med et projektstøtteudvalg hvor der ikke eksisterer nogen reel sammenhæng mellem den faglige indstillingsproces og ministerens endelige valg.
Det var tilfældet denne gang. Og det var præcis det samme for fire år siden.
Ydermere er der nu sået tvivl om et af medlemmernes faglige dømmekraft og habilitet i dele af branchen. Et af de medlemmer, som Kulturministeren personligt har udpeget. Uanset hvad man måtte mene om den konkrete kritik, er det i sig selv dybt problematisk for et udvalg, hvis vigtigste kapital i sidste ende er tillid. Og det gør spørgsmålet om udpegningsprocessen endnu mere presserende.
Det skete i øvrigt også, for fire år siden, hvor den daværende Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen endte med at måtte trække indstillingen tilbage og finde en anden.
At det nu sker igen burde få alle alarmklokker til at ringe — ikke kun i branchen, men i den grad også i Kulturministeriet.
Manglende gennemsigtighed
Der synes ikke at være nogen gennemsigtighed omkring, hvilke kriterier der ligger bag ministerens udpegninger, hvem der rådgiver i processen, eller hvordan de supplerende medlemmer tænkes ind i den samlede faglige konstruktion.
Det er heller ikke holdbart, at scenekunstgruppen — som følge af ligestillingslovens krav — skal indstille én mand og én kvinde til hver plads, hvorefter kulturministeren frit kan vælge mellem de i alt seks kandidater. Intentionen bag modellen er selvfølgelig forståelig og vigtig. Men i netop denne sammenhæng bliver den i praksis kontraproduktiv.
For arbejdet med at sammensætte et projektstøtteudvalg handler ikke om at finde de “bedste enkeltpersoner” isoleret set. Det handler om at skabe den bedst mulige samlede faglige konstruktion, hvor de indstillede spiller sammen og supplerer hinanden.
Det er et kæmpe problem
Når vi som fagligt udvalg ikke ved, hvilke kandidater ministeren ender med at vælge mellem de seks indstillede, bliver det reelt umuligt at tænke strategisk og helhedsorienteret i sammensætningen. Hele balancen kan forskubbes af ministerens endelige valg, uden at der gives nogen faglig begrundelse for, hvordan den samlede konstruktion er tænkt.
Det betyder i praksis, at den omfattende faglige proces risikerer at miste sin styrke og sammenhængskraft. Ikke fordi der mangler kompetente kandidater — tværtimod — men fordi systemet er indrettet på en måde, hvor de mennesker, der faktisk foretager den faglige vurdering og arbejder indgående med helheden, ikke har mulighed for at indstille den sammensætning, de vurderer er den stærkeste.
Og det er et kæmpe problem. Ikke kun demokratisk. Men kunstfagligt. Og sidst, men ikke mindst, fordi kunststøttesystemet i forvejen er ekstremt sårbart overfor mistillid, rygter og oplevelser af magtløshed. Det frie felt er lille. Relationerne er tætte. Afhængigheden er enorm. Derfor er gennemsigtighed fuldstændig afgørende.
Måske er tiden kommet til, at vi som branche begynder at diskutere, om den nuværende
udpegningsmodel faktisk er tidssvarende
Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
