Agatha Christie på scenen – scenograf Frederikke Dalum har overgivet sig til Dronningen af plottwist

Hvad stiller man op, hvis man skal iscenesætte verdens mest populære forestilling skrevet af verdens bedst sælgende forfatter? Det er den opgave, som Folketeatret har givet sig selv, når de opsætter deres udgave af Agatha Christies Musefælden. Scenografi og kostumedesign er lagt i hænderne på scenograf Frederikke Dalum, og ISCENE tog en snak med hende om at arbejde med og mod publikums forventninger, om krimi noir og bløde hatte.

Med mere end 30.000 forestillinger i Londons West End er Musefælden indehaver af en verdensrekord, som nok aldrig bliver slået. Kun lukningen under COVID-19 har formået at sætte en stopper for den ultrapopulære forestilling, siden den havde premiere i 1952. Ellers har den spillet uafbrudt, og mere end 10 millioner mennesker har overværet fortællingen.

“Den har kørt i mere end 70 år og formået at bevare sin hemmelighed, så det er jo ikke alverden, jeg kan sige om selve historien,” indleder Frederikke, før hun trods alt giver mig en lille luns: “Men jeg tror godt, jeg må sige, at den foregår på et pensionat, og at der måske er en morder iblandt dem.”

Forventninger og rettigheder

Agatha Christie er den bedst sælgende forfatter nogensinde med flere end 2 milliarder solgte eksemplarer. Hun har ikke alene plads på bogreoler verden over, men også i hjerterne på sine mange dedikerede fans – også undertegnede. Frederikke er så absolut klar over, at en stor del af publikum formentlig møder op med ganske specifikke forventninger, og det ser hun frem til:

“Mine ambitioner er helt klart, at jeg gerne vil gå med folks forventninger meget langt ad vejen, og der ligger også et lille påskeæg eller to til den, der kigger godt efter,” smiler hun.

Det er ikke alene publikums forventninger, der må jongleres med. En så populær og – i teatersammenhæng – ung forestilling er typisk underlagt strenge krav fra rettighedshaver. Det er også tilfældet med Musefælden, og det angår både tekst og scenografi. Man må ikke tilføje, slette eller omskrive den autoriserede tekst, som foruden replikker indeholder nøje instruktioner til scenografien:

“Der er en hel side i manus, hvor der står en udførlig liste med alle delelementer af scenografien – fra vaser og gamle telefoner, helt ned til lidt vakkelvorn lænestol,” fortæller Frederikke og tilføjer tørt: “Jeg har helt klart fået udvidet min horisont for boligindretning. Jeg har været mange vaser igennem.” Kravene er ikke til forhandling, og det kan man lige så godt komme overens med fra start: “Sådan kører den, og det gør den også hos os. Men selvfølgelig på vores egen måde,” fortæller Frederikke og understreger, at der er masser af plads til kreativitet – så længe du bare holder dig inde for kridtstregerne.

Samtiden må pege på fortiden

Scenografien og det samlede koncept bag Musefælden er udviklet i samarbejde mellem Frederikke og instruktør Kristoffer Lundberg. Han er dog på barsel, hvorfor Viktor Tjerneld i stedet indtager rollen som realiserende instruktør.

Inspirationen er i vid udstrækning fundet i efterkrigstidens noir-tradition, “damer med blød hat og håndtaske, skygger på væggene, alt det der,” lyder beskrivelsen fra Frederikke, og det er netop med det udgangspunkt, at hele forestillingen er skabt i sort/hvid. Kostumer, scenografi, sminke, alt.

“Folk har et tilhørsforhold til det her univers, så hvis man vil rykke det ind i en samtid, så gør man det nærmest ved at pege på, at det faktisk er noget, der hører en ældre tid til,” fortæller hun og uddyber nogle af de bagvedliggende tanker bag det samlede sceniske udtryk:

“Jeg har også taget lidt fra stumfilmene, og det giver spillerne noget at arbejde med. Den sort/hvide maske åbner muligheden for at kunne spille mere karikeret, og det virker godt til de her komplekse, men også hårdt optrukne karakterer,” siger hun og tilføjer: “Det gør i hvert fald, at man kan spille større, mens man sidder i en sofa.”

Frigørende rammer

Stilistisk ligger Musefælden langt fra det, Frederikke normalt skaber: “Det er noget af det mest klassiske, jeg har lavet,” konstaterer hun og uddyber: “Det er realisme, og det laver jeg ikke specielt meget, fordi jeg ikke altid synes, at det er det, der løfter dramatik bedst. Jeg synes, det er fedt at få kroppene i spil på nye måder, og det er ikke nødvendigvis det, der lægges op til, når der står en tung sofa og en gammel lænestol.”

“På den måde er det meget sat,” fortæller Frederikke om udfordringen, men peger samtidig på, at det åbner andre kreative døre. “Fordi den er så sat, så er detaljerigdommen meget stor. Der er en masse, der er givet, men så kan vi jo koncentrere os om at ændre på alt andet.”

Krimi kan vække teaterlysten

Hvad bøger angår, er krimien den absolut mest populære genre blandt danskerne. Mere end hver tredje skønlitterære bog solgt til voksne er en krimi. Seertallene for film og TV er også tårnhøje, og nordic noir er blevet en stor eksportvare, så det kan undre, at der er så langt mellem krimierne på teaterscenen. De findes, bevares, men ikke i proportioner, der bare minder om tendenserne fra bog-, film og tv-markedet.

Ifølge Frederikke kan der være flere forklaringer på den sag: “Det er måske en lidt udskammet genre, men det kan jo også have noget at gøre med, hvordan man brander og omtaler en forestilling. Hamlet er jo også et mordmysterie, det er bare aldrig blevet kaldt en krimi.”

Touché.

Det er en skæbne, som krimien ikke står alene med: “Der går jo heller ikke mange romcoms, og hvis der gør, så er de i hvert fald ikke omtalt som sådan. Så er de omtalt som store romantiske fortællinger. Det er sjældent, der står “stor chick flick på Store Scene”, men det handler vel meget om, hvordan man omtaler det.”

Jeg spørger ind til, om det måske kunne være en mulighed at trække på genrens popularitet, og det er Frederikke ikke afvisende for: “Nu snakker man jo meget om læselyst, og jeg er all in på, at du bare skal læse, hvad der får dig til at læse, og man kunne jo håbe på at vække en vis teaterlyst med et stykke som det her.”

Den kreative udfordring

Da Folketeatret i sin tid kontaktede Frederikke og Kristoffer Lundberg og præsenterede dem for ideen, lå den ikke lige til højrebenet. Frederikke var hverken stor fan af Agatha Christie eller krimi i det hele taget, men det var netop den udfordring, der endte med at gøre projektet interessant:

“Når man arbejder med æstetik og støder på noget, som ikke umiddelbart taler til en, så mener jeg selv, at det er min pligt at udfordre det. For der må være en fed måde at lave det på. Hvis der er noget, der er dømt ude, som må man finde en ny måde at præsentere det på.”

Med egne ord nærer hun en stor kærlighed til ting, hun slår sig på rent æstetisk, og der er meget kreativt at hente i den armlægning: “Alle ting, jeg har tvivlet på, er vi endt med at få ind, og det er faktisk også det, jeg synes, har været allersjovest,” siger hun og bidrager med et konkret eksempel fra forestillingen: “Jeg skulle helt klart æde det med en pejs med falsk ild. Jeg startede med at ville have den ud, fordi jeg frygtede at det ville blive for tykt. Men så blev vi jo nød til at have den med.”

Selvom Frederikke oprindeligt var skeptisk, så har hun gennem arbejdet overgivet sig til “Dronningen af plottwist”, og i dag kan hun sagtens se kvaliteten i Christies krimier. De virker bare! Og skal man tro Frederikke, så er det også tilfældet med Musefælden: “Jeg har set syv gennemspilninger, og jeg får faktisk lidt et chok hver gang,”