★★★★★☆ Under Play Dead holder jeg vejret i frygt for, at det hele ramler

Det canadiske kompagni People Watching er rykket ind med pomp og pragt på Baltoppen Live. Play Deads eminente fysiske sprog forener cirkus og dans i en komposition af poetiske øjeblikke, magisk mørke og forførende kaos. Resultatet er en foruroligende fest, jeg på ingen måde vil hjem fra.

I en scenografi af antikt udseende møbler udspiller en række kuriøse scener sig: En marionetdukke-agtig snoreleg med snørebånd, et middagsselskab, hvis tallerkner ender på pinde, kroppe der på mystisk vis dratter om og genopstår, en syndflod af næseblod, linedans på klirrende flasker, en støvekost som nydelsesredskab og ikke mindst en ekstravagant lip-sync-performance i trusser og cowboystøvler.

Publikum er ankommet til en fest fuld af skønhed, absurditet, smerte, jalousi og opløsning. Play Dead får mig til både at grine og gispe. Det er en forestilling, der spiller på alle følelsestangenterne, mens det mellemmenneskelige sættes under lup.

Overgjorte gestusser

Vi ser et lysglimt i mørket fra en lighter. En mand på scenen vil tænde en cigaret, men hans krop reagerer, som om den havde fået stød. Bag mig lyder der under åbningsscenen stemmer. Nogen tysser irriteret. Hvem er det, der taler, selvom forestillingen er gået i gang?

Det viser sig, at der hverken er tale om uforskammede publikummer eller nogen, der ikke har forstået de sociale koder. To artister kommer til syne og bevæger sig i samtale op mod scenen. Eller rettere: En mand trænger en kvinde baglæns med en evindelig strøm af ord og gestikulation. Kvindens nikken bliver en afværgende gestus, der midt i gentagelsen pludselig går i hak.

Det er både sjovt og relaterbart, når den overdrevne nikken forplanter sig gennem kroppen, der til sidst brækker bagover og river sig løs i et skrig. Åbningsscenen er blot en ud af mange, hvor Play Dead med komisk præcision dissekerer de gestusser, sociale normer og ritualer, som findes i triviel hverdag såvel som ved højtidelige lejligheder.  

Genkendelighed og kaos

I den vægtløse dansende akrobatik opstår undervejs et væld af relationer: Tilnærmelse, afvisning, forførelse og rivalisering. Cirkuskroppene muliggør konstante brud med måden, mennesker omgår hinanden og objekterne omkring os. Publikum gisper, når kroppene falder fra klædeskabet, springer over tête-à-tête-sofaen, glider på spisebordet, hænger i gardinet eller svinger fra lampen.

Fremstillingen leger effektfuldt med publikums forventninger og lader det genkendelige støde sammen med det fremmede eller farlige. Elementerne af risiko bidrager med chok og begejstring, men bliver samtidigt et greb, der gør situationerne relaterbare. Som i en scene, hvor en artist løbende på tværs af scenen forsøger at holde gang i roterende tallerkner.

Jeg er vild med måden, det traditionelle cirkus’ tallerkendrejning får liv og betydning i forestillingen. Samtidig med at jeg holder vejret i spænding, bliver jeg rørt, fordi scenen føles som et billede på noget større. En fremstilling af selve tilværelsen og de øjeblikke, hvor forsøget på at få livets ender til at mødes er ledsaget af frygten for, at alting på et tidspunkt ramler.

Livets kontraster

Kontraster er et af forestillingens centrale greb. Lyddesignet bevæger sig mellem ambient grammofonpladelyd og dramatisk klassisk musik med skabede violiner. Lys og mørke findes tematisk og konkret, når den dunkle scene undervejs oplyses af mindre lyskilder: En lighter, et fødselsdagslys, en bord- eller loftlampe. Kroppene morfer mellem forskellige tyngder og hastigheder.

De er skiftevis langsomme, tunge og kollapsende, vægtløse, accelererende eller frosset i tid. Bevægelserne giver forestillingen en kvalitetet af et tidløst univers med sin egen drømmelogik. Dramaturgisk er det befriende, at scenerne ikke presses ind i en lineær fortælling efter den klassiske berettemodel, men at kompositionen lader opbygning og sammenbrud følge og bryde med hinanden.

Enkelte steder kunne scenerne måske være strammet en smule for ikke at tabe fokus, men overordnet er Play Dead et overlegent værk, hvor form og indhold løfter hinanden. Da jeg forlader Baltoppen, er det fuld af begejstring og smittet med lysten til at falde mine nærmeste i armene, hoppe i møblerne og fejre livets store og små øjeblikke.