★★★★☆☆ Der går Erasmus Montanus i Erasmus Montanus

Aalborg Teater åbner sæsonen for Store Scene med en moderne og ambitiøs version af Erasmus Montanus. Jens August Willes bearbejdning og iscenesættelse af Holbergs klassiker farer til tider vild i sin egen argumentation, men grundlæggende er der tale om en vellykket komedie fremført af et yderst veloplagt ensemble i spektakulære omgivelser.

Danmark er i Krig! Eller er vi? Og i så fald mod hvem? Det er ikke helt til at sige, men på Bjerget tror man på det etablerede. Så hvis De siger, der er krig, så er der krig! Men hvad hvis det bare er noget, vi siger? Hvad hvis alt bare er noget, vi siger? Hvad hvis alt det vi tror, vi ved, bare er en lingvistisk spændetrøje, der kan løsnes ved et enkelt ord?

Tidløst rum

Det er en ambitiøs scenografi, som Palle Steen Christensen har leveret. En væg af dueblå bindingsværk pryder indledningsvis scenen og lokker mig til at tro, at jeg skal overvære en klassisk tolkning af værket. Men det er ikke tilfældet. Langsomt introduceres det ene scenografiske element efter det andet, som udvisker det konkrete og placerer den tidløse tekst i et tidløst rum.

Både Kasper Daugberg og Kristian Berg yder et stort bidrag som henholdsvis lys- og lyddesigner og binder de mange sceneskift effektivt sammen. Da scenografien tog den sidste store drejning og forvandledes til en stor militærfacilitet, sendte jeg også en varm tanke til rekvisitafdelingen, som for sjældent får omtale. Det hele er enkelt, klart og lækkert.

Spillerne hiver den hjem!

Forestillingens helt store styrke ligger i de mange fornemme skuespilpræstationer. Mogens Rex’ forhutlede fortolkning af Per Degn er et fornøjeligt bekendtskab, og Anders Buddes Ridefoged hiver så godt som hver eneste stik hjem med knastør timing. Jakob Højlev Jørgensens udgave af Rasmus’ far, Jeppe, er ensemblespil, når det er bedst. Loyalt afmålt i forhold til rollens størrelse, men fyldt med nuancer, hvor et stjålent blik eller et lille hovedryst subtilt åbenbarer hele den indre overvejelse.

Selvfølgelig må Rasmus, spillet af Jeppe Ellegaard Marling, også nævnes. Hans version kommer bedst til sin ret i ordkløverierne og de polemiske, pseudoakademiske enetaler, som leveres nøjagtig så hovmodigt, som kun en halvstuderet academicus formår det – takes one to know one…Det levner knap så meget plads til en troværdig forelskelse i Lisbed, som ellers spilles iøjnefaldende af Julie Bunimowicz.

Meta-Montanus

Hvis der var en enkelt i salen, som ikke havde fanget pointen med Willes fortolkning, så blev der rådet bod på det i den nyskrevne epilog. Rasmus’ bror Jakob, solidt spillet af Østen Borre Simonsen, bliver som den eneste tilbage på scenen og erklærer i en kort monolog, at Rasmus har lært ham, at man kan ændre virkeligheden ved at benævne den på en ny måde, for det hele er alligevel bare en konstruktion. Det er en klassisk poststrukturalistisk pointe: at vores måde at tale om verden på også er med til at skabe den.

En sådan tilføjelse til teksten kan jeg ikke tolke som andet end forestillingens primære udsagn, men her falder læsningen efter min mening fra hinanden. Erasmus Montanus-logikken består netop i, at en argumentation kan være logisk i sin egen form, men ende i en absurd konklusion. Morlille er jo ikke en sten, uanset hvad man kalder hende. Det er en sofistisk argumentation, som kun tilsyneladende giver mening.

For mig virker det, som om man har regnet baglæns fra facit, og således ender Willes Erasmus Montanus nærmest med at gå Erasmus Montanus i bedene på et metaplan. Den diskrepans mellem tekst og forestilling forstyrrer min oplevelse. Især i sidste akt,
hvor spørgsmålet om, hvorvidt Danmark er i krig, gøres til et spørgsmål om semantik – afhængigt af, hvordan vi omtaler det. “Ord skaber virkeligheden” – er det virkelig udsagnet i en moderne fortolkning anno 2026? Jeg kan dårligt forestille mig noget mere gammeldags.

Blot til lyst

En gang imellem må man træde et skridt tilbage. Glem staffagen og vinklingen for et øjeblik og stil det grundlæggende spørgsmål: Hvad er endemålet med en komedie – det teleologiske formål, som Erasmus utvivlsomt ville kalde det? Det er, at den skal være sjov – det ligger i det græske ord – og Aalborg Teaters Erasmus Montanus er sjov.

Både de små dueller mellem de enkelte karakterer og de store tutti-scener er effektivt instrueret og arrangeret, og der er rigeligt solidt håndværk alle vegne i produktionen. De kunstneriske valg – som jeg så kan være uenig i – er trods alt konsekvent gennemført, og respekt for det.

Så kan vi altid tage disputten bagefter. Må jeg foreslå, at vi mødes hos Jacob Skomager?