★★★★☆☆ Stupid Man The Musical hylder den spontane fest i en presset hverdag

Stupid Man The Musical, præsenteret af Hele Danmarks Musicalteater, vender Thomas Helmigs ynkelige mænd til en livsbekræftende hyldest til at handle, før man tænker. Resultatet er en tempofyldt, velspillet og uimodståeligt festlig jukeboksmusical – selv om manuskriptet til sidst får lidt for travlt med at få kærlighedskabalen til at gå op.

Er der noget, Thomas Helmig mestrer som ingen anden dansk popmusiker, er det at skrive sange om sårbare, lad os sige ynkelige, mænd. I endnu en ubehjælpelig brandert står de uden for døren med en sølle undskyldning om, at det bare var et uskyldigt kys på kinden. Eller også klynker de selvmedlidende over at være blevet brændt af, som var det et gement bagholdsangreb.

Selvom de kan være svære at holde af, de uduelige mænd, er der alligevel noget livsbekræftende ved dem. En drift mod det hovedløse, en trang til at handle, før konsekvenserne melder sig. I Stupid Man The Musical bliver det uovervejede vendt til en styrke. Helmigs arsenal af ørehængere bliver brugt til at flette otte skæbner sammen. Det er både hylende morsomt, dødhamrende funky og momentvis gribende.

Huset på Christianshavn anno 2026

Det er en svær disciplin, jukeboksmusicalen. Helmigs musik kan som bekendt få et dansegulv til at eksplodere, så 80’er-festen er selvskrevet. Mere vanskeligt er det at få en historie ud af sangkataloget, for stort set alle hans sange handler om det samme: kærlighed.

Men musicalen lykkes langt hen ad vejen med sit foretagende. De otte karakterer har indledningsvis kun én ting til fælles: De deler adresse. På Tommy Boysens Vej 85 passer man sin egen biks. Ingen ænser invitationen til gårdfesten, selv om den både er kommet på mail og dumpet ind ad brevsprækken.

Det er ren Huset på Christianshavn, transporteret et halvt århundrede frem i tiden. Kønsnormerne har ændret sig, og parforholdene er aldrig mere faste, end at partneren kan byttes ud med naboen. Sjovest er uden tvivl de nybagte fædre Mikkel og Simon, spillet af Christopher Schøllhammer Rørmose og Søren Torpegaard Lund. Lund behøver nærmest kun at sige ordet “søvnregression”, før man fanger karikaturen af den alarmberedte og desperate forælder, sat over for Rørmoses smugrygende og konfliktnedtrappende gemyt.

Hjem til Aarhus

Kirsten Brinks overvejende grafiske scenografi gør det både nemt at bevæge sig fra lejlighed til lejlighed og at sætte handlingen på pause. Man forstår på Picasso-plakaten og bogreolen, at Max Emil Nissens spanske Martí er et kultiveret og stolt menneske. På samme måde fortæller pladesamlingen, det afdankede farvefjernsyn og det hemmelige æggebakkelydstudie i skuret historien om viceværten Lars, spillet af Martin Greis-Rosenthal. Han har bristede musikerdrømme og en sarkasme, han har udviklet som værn mod dem.

I en stærk scene er Lars spærret inde i lydstudiet med Trine Pallesens Jette, opgangens sociale omdrejningspunkt gennem 35 år. I de ydmyge rammer ser vi den Springsteen, Lars kunne være blevet. Bandet træder frem på scenen, og sammen spiller de Alene Går (Rita) – med ét føles det, som om vi er til rockkoncert i Parken.

Senere bliver sjæleren Malaga nøglen til Jettes baggrundshistorie: Hun, der ellers virker så tæt forbundet til opgangen, længes hjem. Til Aarhus selvfølgelig, hvor ellers?

Skal kærlighedskabalen nødvendigvis gå op?

Castet er spækket med store stemmer. Szhirley slipper sin fyldige r&b-vokal løs på Dagen efter dagen derpå, der introducerer hendes Emilie som en hvidvinsdrikkende bosslady med et næsten insisterende overskud. Også Amalie Husted Mørup imponerer med både komisk timing og en klubklar udgave af Jeg tager imod.

Mod slutningen bliver det dog tydeligt, at manuskriptforfatter Gabriel Bier Gislason har travlt med at hæfte ender. Forhippet på, at ingen skal efterlades på perronen, ender karakterernes forløsninger med enten at være forudsigelige eller virke påklistrede. Finalen bliver derfor ærgerligt undervældende.

Det gælder dog ikke fædrene Mikkel og Simon, som er de eneste, der ikke ender i et nyt forhold. I stedet genopdager de pludselig deres eget og fejrer det med et knald i musicalens absolutte højdepunkt: en sjaskvåd udgave af Smelte et isbjerg, hvor hele opgangen forvandles til en ravefest. Her rammer musicalens livsbekræftende budskab rent: ikke som endnu en dramatisk forelskelse, men som en hyldest til den spontane fest i en presset hverdag.