★★★☆☆☆ Pandemoniums historie er ikke helt på højde med forestillingens originale univers

Ulk Productions har netop haft premiere på Pandemonium på BaggårdTeatret, og forestillingen fortsætter rundt i landet de næste uger med stop hos co-producenten Aveny-T fra 29. september. Pandemonium blander musik, dukker, film og voldsomt spil til et prægnant univers, der denne gang undersøger godt og ondt i syndefaldets ramme.

Et øresønderrivende inferno bryder løs i mørket og lukker os med det samme inde i et klaustrofobisk rum af larm og lidelse. Lyden kommer fra musikeren, der indlemmet i rødligt lys dominerer bagscenen. Foran i det fortsat dunkle aner vi to krybende skikkelser. En tredje tårner sig op. Oprejst, i herskerpositur. Han svinger pisken og flår barnet, de to kramagtigt forsøger at skjule, og kaster det i ovnens knitrende ild.

Godt og ondt

Så er vi i gang i Ulk Productions og Aveny-T’s co-produktion Pandemonium. Titlen har flere betydninger, der alle kan associeres ind i et trykkogende rum. Vildt oprør, kaos, Helvede eller mere konkret hovedsædet i Helvede i John Miltons Paradise Lost, som Pandemoniums undertitel (or Dreaming of Paradise) også kan tænkes at referere til som en undersøgelse af godt og ondt i en ramme af syndefaldet og dermed også menneskets frie vilje vs. det religiøse.

Det sidste er – i hvert fald i begyndelsen – mindre præsent her, hvor de to beskidte kroppe i lasede klæder henslæber det, der forekommer at være Evigheden med at fodre den brændende ovn med tunge sten, de slæber på nakken. Omgivet af en nu dump, foruroligende lyd arbejder de med stjålne øjekast til diktatorens aflukkede rum modsat ovnen.

Mellem de to steder står en rød pumpe fyldt med en olieagtig væske, der stråler med grønt lys. Det er dét, de skaber med ilden, men også dét, der en dag vil friste dem til oprør. Æblet er erstattet af kapitalismens flydende kilde, olien.

Gråden lyder i natten

Men der er lang vej til det vendepunkt. Parret gemmer på en hemmelighed, et lille barn. Det må diktatoren – eller Satan – ikke opdage, så de går næsten i ét med ham, når de trækker vejret i takt med ham for at være parate, når han vågner. Barnets gråd skjules med mæh-lyde. Mira Elisa Obling og Thomas Diepeveen inkarnerer stærkt rædslen i de stereotype karakterer, der ikke kan så meget andet end at bukke nakken, om end de får et enkelt, småborgerligt øjeblik af lykke midt i fornedrelsen.

Lukas Lykke Johansen går fuldt ind på sin barnagtige diktator, der klædt flamboyant i rød skjorte, nålestribet habit, cowboyhat og -støvler svinger pisken over de andre, mens hans dæmoniske latter gjalder. Det er uhyggeligt på en næsten sær måde, der måske i virkeligheden får ret godt fat i den førsproglige, uforudsigelige ondskab i os alle. Overgreb følger overgreb, mens modstandens raseri vokser i takt med det virkeligt originale lydbillede, der bevæger sig mellem melodisk schwung og ren smerte i de tordnende trommer.

En engel dukker syngende, svævende som en æterisk illusion, op over dem. Men så indtræffer katastrofen. Diktatoren opdager barnet, tager det og skaber det i sit eget billede. Gråden lyder i natten, før morgenen gryr og en makaber transformation bringer parret mod nye erkendelser og indgyder dem mod til at bryde tyranniets lænker. Måske kan de opfylde ordene fra en gammel kvindes sang om, at “The new world shall purely be built on love”.

Noget dybt menneskeligt

Man kan læse sangen i sin helhed på vejen ind til forestillingen, så er man lidt bedre klædt på. Man kan også bare læse den bagefter, for historien er ikke særlig kompleks – og man behøver ikke have læst Milton for at følge med. Kompleks er til gengæld det visuelle univers, der med Emil Vebers helt unikke evne til at plukke elementer og stille dem sammen på ny, lader os røre ved noget dybt menneskeligt, når de svedende kroppe spændes ud mellem dukkernes tvetydige menneskelighed og billedstormens luftige skikkelse, der mere er en vind på kinden end noget egentligt religiøst.

I et forbilledligt samarbejde med komponist Frederik Bak – hvis kompositioner forløses dramatisk nærværende af musiker Mathias Reumert på scenen og i båndede sekvenser med Athelas Sinfonietta – skaber Ulk Productions et mytologisk rum, der reflekterer eksistensen med andet end ord. Der er sangens ord, mens forestillingens øvrige ord er lydmalerier – som man dog nem kan afkode.

Alligevel vel bliver det ordene – eller rettere fortællingen – der kommer til at stå lidt i vejen for den dragende, sanselige forestilling, man kender fra Ulk Productions. Pandemonium er baseret på den kristne urfortælling. Den er ikke kompleks, men fylder på en eller anden måde for meget i forhold til de øvrige elementer, som er langt mere interessante end historien selv. Karaktererne bliver meget enstrengede og repetitionerne for mange – der går lidt tomgang i udviklingen af den vrede, der skal give menneskene magt til at bryde ud.

Det sagt, er det et veritabelt brag af en forestilling, som man skal mærke, fordi den som Ulk Productions’ tidligere værker har fat i teaterhistoriens rituelle kræfter og ikke er bange for at gå planken ud.