★★★★☆☆ Musefælden er pudseløjerlig sød underholdning med garanti for gys

Vinden suser, trappetrinnet knager. Lyset blinker og forsvinder. Skyggerne bliver lange og løgnene er mange i Agathe Christies skønne krimidrama Musefælden, der har spillet i London siden 1952. Nu binder Folketeatret an med det underholdende whodunnit-plot, og slipper ganske hæderligt fra den traditionsrige, men også bedagede fortælling.

En melodi fløjtes, og så flænger et kvindeskrig mørket. Det er instant gys på den klassiske måde – godt understøttet af lyddesignet, som ingen er krediteret for. Måske fordi det er en del af konceptpakken, som den traditionsrige forestilling kommer med, og som der ikke kan pilles ret meget ved. Det er der heller ikke brug for, for suspence-lyden får os til at gispe og hoppe i sæderne, når det nærmest driver ned ad væggene på Monkswell Manor.

Fatale hemmeligheder og sort/hvide billeder

Det unge par Molly og Giles har netop overtaget Monkswell Manor, og vil drive det som et pensionat, et hotel, en bed and breakfast. De ved ikke helt, hvad de skal kalde det, og ved heller ikke meget om at drive “et etablissement af denne kaliber”. Det pointerer den tvære gæst Mrs. Boyle også uafladeligt. For hende er glasset altid halvt fyldt, og Charlotte Elizabeth Munksgaard bruger al sin nedrige kropslighed til at give denne slange af et menneske liv. Som flere andre gemmer Mrs. Boyle på en hemmelighed, der skal vise sig fatal – og sådan er det jo ofte hos Agathe Christie.

Men først er alt forvirring og lykke. Sneen daler smukt fra toppen af Frederikke Dalums scenografi, der med små twist gentænker de oprindelige sætstykker, som også hører til det, man får nøje direktiver for. Men magisk bliver det, når lyset får alt til at fremstå sort/hvidt som på de tidlige gyserfilm, hvor skyggerne virkelig kan blive lange. Kun i enkelte øjeblikke toner farverne frem og opløser det visuelle koncepts næsten tegneserieagtige skarphed.

Gæsterne myldrer til, mens sneen lukker vejene, og radioen melder om et bestialsk kvindemord i London tæt ved. Molly og Giles gør deres bedste, mens gæsterne støder sammen på kryds og tværs – og naturligvis virker alle en anelse mistænkelige. Det vrimler med red herrings (falske spor eller afledningsmanøvrer, red), allerede inden den energiske kriminalassistent Trotter ankommer på ski. Han jager morderen, sporet leder til Monkswell Manor, og nu kan opklaringen starte.

LÆS OGSÅ: Agatha Christie på scenen – scenograf Frederikke Dalum har overgivet sig til Dronningen af plottwist

Hvem er morderen?

Mikkel Becker Hilgart er perfekt i rollen som Trotter. Troskyldig som få klør han på med krum hals og notesbog, men viser senere også smagsprøver på sin eminente sans for det diabolsk seriøse. Han er på noget af en opgave, for hverken gæster eller værtspar har tænkt sig at hjælpe ham. Snart sker endnu et mord, og sandheden rykker nærmere – måske.

Vi kastes hid og did, som man skal i et godt krimidrama. For er det mon Andreas Dissing Hyttels vidunderligt vimsende Christopher Wren, der er morderen? Er det Haesam Jakirs venlige, haltende major Metcalf eller Alexander Clements flamboyante Mr. Paravicini? Eller måske Karla Rosendahls inciterende mystiske femme fatale Miss Casewell med den melankolske sang?

Snart mistænker alle alle, og også Amanda Bøgestrøms Molly og Kasper Krasimirs Giles bliver ramt af tvivl på sig selv og hinanden midt i deres ungdommelige forelskelse. Forviklingerne vokser, mens karaktererne hvirvles op og ned ad trapper og ud og ind af vinduer og skjulte skabe.

Tre mus, tre mord

Der spilles for fulde gardiner, og flere på holdet har særdeles godt fat i timing og tæft for at sætte en replik, der kunne have skabt en god farce. Men det er som om, realiserende instruktør Victor Tjerneld ikke vil gå planken helt ud og kommer til at vakle et sted mellem farce og den lige så svære lystspilgenre. Der er fuldt smæk på farcepedalen, når et lig kastes hid og did, eller karakterer dukker pludseligt og uventet op. Men lidt for tit kommer skriget for sent eller tempoet trækkes ud af replikskifterne, hvorved lystspillets lethed fordufter.

Det sagt, holdes snoren dog temmelig stram, og der er fuld valuta på underholdningspladen. Det er fornøjeligt at gætte med på morderens identitet – det bragte minder om mangt en Christie-krimi på lange sommerhusdage, før nogen havde tænkt på internettet. Musefældens fuldstændigt gennemførte visuelle univers kaster os også tilbage i tid, men viser samtidig en fuldstændig blæret teknisk løsning af i dag. Og hvem elsker ikke at gispe i rædsel, når lyset slukkes, og morderens signaturmelodi Three Blind Mice høres i mørket. Tre mus, tre mord – eller når de at redde den sidste?

Svaret på krimigåden kan jeg naturligvis ikke røbe, da det indgår i forestillingens mytologi, at publikum holder det hemmeligt. Det er i vor tid pudseløjerligt sødt, ligesom hele forestillingen er det.