★★★★★☆ ELLEN BABIĆ er en intens forestilling, hvor sandheden konstant udfordres

I en co-produktion har Teatret Svalegangen og Himmerlands Teater skabt en medrivende iscenesættelse af Marius von Mayenburgs ELLEN BABIĆ. De psykologiske lag er flot leveret i både spil, scenografi, kostumer, lyd og lys – men uden muligheden for at få vejret undervejs.

I Himmerlands Teater inviteres vi ind i en beige lejlighed. Med salens seks rækker, det lave, skrå loft og stolperne midt på scenen føles det fuldstændig, som om vi sidder i lejlighedens stue og er vidner til det skæbnesvangre optrin, der om lidt finder sted.

I lejligheden bor lærerinden Astrid, spillet af Maja Juhlin, som netop har inviteret skolens rektor hjem på vin. Det er en invitation, som Astrids yngre kæreste og bofælle, Klara, spillet af Laura Kronborg Kjær, sætter spørgsmålstegn ved og tydeligvis ikke bifalder. Da Wolf, spillet af Peder Dahlgaard, træder ind i rummet, er der ingen tvivl om, at der er noget større på spil end blot en arbejdsgiver, der kigger forbi.

Kim Bjarkes version af ELLEN BABIĆ er intens fra første øjeblik, og tempoet i forestillingens replikskifte er højt. Den ene får sjældent lov at tale færdig, før den tredje overtager. Disse afbrydelser understreger den konstante magtkamp, der finder sted i den intetsigende stue, hvor ikke så få skeletter er gemt i kommoden.

Smukt samspil mellem sceniske elementer

Henrik Sloths lysdesign kommer primært fra siderne og kaster skygger i stuen, mens der skiftes mellem varme og kølige nuancer af hvid. Rebekka Bentzens scenografi er bygget op om parrets sparsomt møblerede stue. Uret på bagvæggen følger publikums tid og trækker dermed på fineste vis virkeligheden ind i fiktionen. Forestillingens lyddesign, skabt af Anton Bast, understreger dramaet, men tilbyder også naturlyde, der henleder tankerne på en potentielt manipuleret idyl undervejs.

Også Marianne Meyers kostumer er et lag for sig. Indledningsvist er den unge Klara letpåklædt i en blå skjortekjole og tennisstrømper med den passende tekst ”Who is sorry now?” Senere er strømperne dækket af bukser, mens en anden på scenen lader sine falde. Der er på mange måder tale om et generationsmøde med Klara som den yngste, Astrid i midten og Wolf som den ældste. Aldersforskellen understreges i kostumerne, hvor Klara fremstår casual, Astrid mere klassisk i sin fremtoning og Wolf i sort og hvidt.

Samtlige kreative elementer i forestillingen tilføjer hver sit lag og styrker fortællingen. Det gælder blandt andet det medrivende spil med imponerende kraft og højt tempo hele vejen igennem, Klaras tennisstrømper og uret på bagvæggen. At Klara ved sin exit bærer en skoletaske, understreger hendes position som den elev og det barn, hun var, da hun og Astrid mødtes.

Næsten for intenst

Med skarpt leverede replikker, ordløse reaktioner og tydelig tilstedeværelse på scenen formår samtlige skuespillere at levere overbevisende og nærværende karakterer i et intenst og velfungerende samspil. Det konstante tempo bliver dog udmattende med tiden. Replikkerne er smukke og giver i de fleste tilfælde stof til eftertanke – men fordi tempoet er så højt, fratages publikum muligheden for at tage dem ordentligt ind. Dermed bliver det også sværere for den enkelte at tage stilling til, hvad der lyder som sandheden.

Det nærmeste, publikum kommer på et åndehul i den højspændte forestilling, er Laura Kronborg Kjærs medrivende monolog om, hvordan Klara forelskede sig i Astrid. Monologen leveres i et roligt og henført tempo og giver plads til hvert eneste ord i historien.

I en forestilling, hvor skurke- og magtpositionerne konstant skifter, kræver det fuld opmærksomhed at vurdere, hvem der taler sandt, og hvem der fortæller sin egen version af sandheden. Forestillingen giver ingen entydige svar, men overlader det til publikum at afgøre, hvilke historier de tror på, og hvor de etiske grænser går.

Intens og modig opsætning

Samarbejdet mellem Himmerlands Teater og Teatret Svalegangen betyder, at forestillingen spilles i to markant forskellige sale. I Hobro spiller den i et tæt og relativt intimt rum, mens den i Aarhus spiller i Svalegangens store sal.

Den lavloftede sal hos Himmerlands Teater inviterer til en mere intim og nærværende opsætning, som jeg er overbevist om klæder forestillingen. Enkelte elementer i den fysiske iscenesættelse blev dog udfordret af rummets indretning. Da Astrid under Klaras monolog lægger sig på gulvet forrest på scenen, er hun ærgerligt nok ikke synlig fra alle pladser.

Selvom forestillingens intensitet og få åndehuller udfordrer publikums koncentration og mulighed for at følge med og danne sin egen version af sandheden, er ELLEN BABIĆ en vellykket, modig og tankevækkende forestilling, hvor det stærke skuespil og den gennemførte iscenesættelse løfter de mange psykologiske lag.