I aftes blev Årets Reumert-priser uddelt ved en festlig fejring på Folketeatret i København. Maria Rossing modtog prisen for Årets Hovedrolle, mens skuespiller og sceneinstruktør Anders Baggesen modtog Årets Hæderspris for sin mangeårige og vigtige rolle i dansk scenekunst.
Årets vært, Caspar Phillipson, styrede prisuddelingen med sikker hånd og charmerende levering af de mange budskaber om scenekunstens betydning og branchens sammenhold, som han bandt prisuddelingerne sammen med. Kulturminister Zenia Stampe, der sad på første række og også delte en af priserne ud, fik således ikke bare indblik i noget af det ypperste på scenen nu, men også en introduktion til en branche med fælles mål og selvtillid. Arrangørerne, med CPH Stage og Dansk Scenekunst i spidsen for en række fagforbund og brancheorganisationer, kan således glæde sig over et underholdende show, der hyldede scenekunsten på smuk og begavet vis.

Et mangfoldigt felt
Årets prismodtagere viste et bredtfavnende og alsidigt genrespænd, og aftenen bød på hæder til alt fra nyfortolkede klassikere og internationale samarbejder til stærke præstationer inden for dans, musikdramatik og ny dansk dramatik.
Prisen for Årets Teaterforestilling gik til Husets Teater og Odense Teater for Fruen fra havet. Forestillingen er et lidenskabeligt drama om længsel og de valg, vi træffer, som har konsekvenser for andre, og den markerer samtidig anden del af Husets Teater og Odense Teaters Spøgelsestrilogi, som instruktør Liv Helm og scenograf Petruska Miehe-Renard har skabt.

Maria Rossing modtog prisen for Årets Hovedrolle for sin gribende præstation i Kejseren af Portugalien på Betty Nansen Teatret, hvor hun formåede at skildre den rene godhed over for virkelighedens kynisme. Kim Hammelsvang modtog prisen for Årets Birolle for sin uforglemmelige præstation i Cabaret på Randers Teater. Marie Knudsen Fogh modtog Årets Solopræstation for sin intense og sårbare formidling af Savnet på Aalborg Teater – en forestilling, der også blev hædret med Årets dramatiker til Ida Marie Hede.
Prisen for Årets Særforestilling gik i år til Turbulence af Out of Balanz, AFUK Scene og Dynamo, en forestilling, der undersøgte klimaforandringernes indvirkning på mennesket og dets krop.

Dansk Scenekunst hyldede både nye og erfarne kunstnere
Flere af priserne ved Årets Reumert 2026 gik til en række stærke navne – både nyere og mere erfarne. Det kom blandt andet til udtryk i kategorien Årets Samspil, som gik til de erfarne teaterikoner Kirsten Olesen og Anders Baggesen for deres nærværende og respektindgydende samspil i Amour på Aarhus Teater.
Anders Baggesen modtog tilmed Årets Hæderspris, som gives til en scenekunstner, der gennem mange år har spillet en stor rolle for dansk scenekunst. Anders Baggesen har ad flere omgange været Reumert-nomineret, blandt andet for rollen som Alfred i My Fair Lady, og modtog i 2005 en Reumert for sin rolle i Lykke-Per på Aalborg Teater.
Samtidig var der stor anerkendelse til de musikalske præstationer, herunder Clara Cecilie Thomsen, der modtog prisen som Årets Sanger for Rosenkavaleren på Det Kongelige Teater. Derudover skærpede juryen det musikalske felt ved i år at opdele det i to særskilte kategorier. Det udløste en pris til Feberen (Det Kongelige Teater) for Årets Musical, mens Kejseren af Portugalien (Betty Nansen Teatret) tog statuetten for Årets Musikforestilling.

Årets Talenter
De i alt fem talentpriser gik i år til en bred skare af nye navne på tværs af genrerne. Skuespiller Oskar Salvatore (2024) modtog en talentpris for sine roller i Lose Yourself (Aveny-T/Akt1) og Tristan og Isolde (Aarhus Teater). De øvrige fire priser blev tildelt musicalperformer Sofie Lohmann (2025) (De Vilde Kaniner, Østre Gasværk Teater), operasanger Laura Helene Hansen (2024) (Don Juan, Den Jyske Opera), instruktør, dramatiker og skuespiller Emil Aron Dorph (2025) (Solar, Aveny-T) samt skuespiller Kevan Nirwan Soliman (2025) (Djinn, Blaagaard Teater og Dear Evan Hansen, Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og Lion Musicals).

ÅRETS PRISMODTAGERE 2026
Hæderspris: Anders Baggesen
Årets Musical: Feberen, Det Kongelige Teater
Med Feberen blev vi præsenteret for et fængende og klædeligt blik på et stykke kvindelig danmarkshistorie. En nyskrevet musical om fortidens Spice Girls, der forløstes flot af et velspillende band og fem stærke skuespillere. En anderledes fin de siècle-skildring, som bidrog til at udvide grænserne for, hvad dansk musical er i stand til.
Årets Musikforestilling: Kejseren af Portugalien, Betty Nansen Teatret
En enestående forestilling, der gjorde en hel landsby levende gennem én eneste skuespiller, der optrådte på et tæppe af uendelig smukt komponeret lyd fra vokalensemblet. Med overlegen hånd og sylespids sans for skiftende stemninger blev Selma Lagerlöfs ubærlige historie forløst hen mod den tragiske afslutning.
Årets Teaterforestilling: Fruen fra havet, Husets Teater og Odense Teater
Anden installation i en planlagt Ibsen-trilogi var isnende, sanselig og sært befriende. Scenografien var både klaustrofobisk og oversvømmende i dens leg med elementerne, som lod begæret hjemsøge og gennemsyre den menneskelige eksistens. Ikke mindst hos den altdominerende Ellida, som udfoldede sin frihedstrang i en række uforglemmelige scener og replikker.
Årets Danseforestilling: The Art of the Fugue, Det Kongelige Teater
Skønheden løftede sig til nye højder, da Alexei Ratmanskys musikalske værk sprængte grænserne for ballettens trin. Danserne fløj legende, som var de på flugt fra Bachs strenge musik – med hælene hakket i gulvet og rundede arme iført kostumer af guld under sølvbeskinnede muskler. En magisk verden af længsel og evighedspoesi – et mesterværk.
Årets Solopræstation: Marie Knudsen Fogh, Savnet, Aalborg Teater
I en kærkommen udvidelse af et i forvejen vidtrækkende register fik hun lov at udfolde sig raffineret og flertydigt i legen med – og mellem – virkelighed og fiktion. Hun navigerede elegant i forestillingens mashup af genrer, stemninger og udtryk med en tragikomisk autenticitet, som bibragte karakteren sorg såvel som raseri og uforbeholden urkraft.
Årets Sanger: Clara Cecilie Thomsen, Rosenkavaleren, Det Kongelige Teater
Hendes fortolkning af den unge Sophie bød på levende skuespil såvel som prægnant poesi og kontrol, især i de sartere nuancer og de dramatiske udbrud, som hun lod fylde rummet. På Operaens Store Scene samlede lyset sig omkring hende i en manifestation af et stort talent, som stadig vokser.
Årets Dramatiker: Ida Marie Hede, Savnet, Aalborg Teater
Hendes særlige blik for det senmoderne menneskes kvaler i en kapitalistisk og patriarkalsk verden blev her vævet ind i en inciterende genreblanding. Teksten sprængte sine rammer og formulerede originalt en verden af traumer, true crime og autofiktion, der undgik slidte figurer og i stedet trak publikum ind i nye rum for sorgbearbejdning og erkendelse.
Årets Opera: Ragnarok, Den Ny Opera
Magisk, mørk og sanselig iscenesættelse om skæbnetråde, der bogstaveligt talt bristede. Ragnarok blev billedet på det totale sammenbrud, verdens gåen til grunde. Handlingen borede sig uundgåeligt ned i hævntørsten, jalousien og (selv)destruktionen, dog udfoldet i en ramme af åndeløs skønhed, kølig realisme og forjættende eventyr.
Årets Samspil: Kirsten Olesen og Anders Baggesen, Amour, Aarhus Teater
I de mindste håndbevægelser og gennem få, tilbageholdte blikke formåede to af dansk scenekunsts største at vise os en kærlighedens dødedans indtil sidste trin. Gennem en fortrolighed, der forekom livslang, viste det tavse såvel som talte sprog den ultimative lykke og ulykke – og meget væsentligt derimellem. Som publikum forlod vi teatret både ramte og opmuntrede.
Årets Hovedrolle: Maria Rossing, Kejseren af Portugalien, Betty Nansen Teatret
Renæssancemennesket Maria Rossing gestaltede en hel landsby i den tragiske fortælling om faderen Jan og den højtelskede datter Klara Gulla. Ændringer i toneleje og gestik eller tilføjelser af rekvisitter markerede præcist og inderligt overbevisende skiftene mellem Selma Lagerløfs personer. En ubønhørlig familietragedie og en masterclass ud i skuespillets svære kunst.
Årets Birolle: Kim Hammelsvang, Cabaret, Randers Teater
Det var vanskeligt at se ham som andet end Cabarets omdrejningspunkt. Med karisma og præcision tilføjede han den underholdende Emcee en djævelskhed og livserfaring, som klædte karakteren usædvanligt godt. Publikums blikke blev indfanget ved hans blotte tilstedeværelse – på én og samme tid lunefuld og poetisk.
Årets Scenedesign: Mikkel Rostrup, Prometheus, Nørrebro Teater
Han fremmanede utroligt nok fremtidens teater med fortidens teknologiske skrald. Omkranset af blodrøde, flammende gardiner løb menneskene rundt med vinger og skærm, alt imens en robothund luntede mekanisk omkring. Et brutalt, poetisk univers af sceniske oneliners med lige dele kompromisløs alvor og legesyg fandenivoldskhed.
Årets Børne-ungdomsforestilling: Ringen, Det Lille Teater, Copenhagen Opera Festival og Den Jyske Opera
Noget så sjældent som ambitiøs og vellykket operaformidling til de mindste. Scenografien i det lille rum fungerede upåklageligt, og kønsrollerne blev fortolket progressivt i en forestilling, der styrede uden om det problematiske ved Wagner og i stedet insisterede på at fortælle en grundlæggende drøngod historie.
Årets Særforestilling: Turbulence, Out of Balanz, Dynamo og AFUK Scene
Fantasirig og legende forestilling om at miste fodfæstet. En flyvemaskine fløj ind i uvejr, og turbulensen rystede menneskene ud af deres vante roller. Kroppene kastedes bogstaveligt og symbolsk op i luften – og reagerede, da kaosset og vægtløsheden momentant overtog scenen, med modstand, desperation og latter. Charmerende alvor og kreativ scenekunst.
Årets Instruktør: Nicolei Faber, Ukrainske kvinder, Aalborg Teater
Nicolei Faber formåede at transformere dybt personlige beretninger til vedkommende kunst. Krigstraumer, men også håb og drømme blev til scenekunst af højeste karat. Publikum kunne både leve sig ind i de individuelle skæbner og sympatisere med gruppen af kvinder, der – midt i savnet – forsøgte at skabe nye hjem og relationer i et nyt land. Borgerteater i særklasse.
Årets Danser: Jessica Lyall, Before the End, Dansk Danseteater og Betty Nansen Teatret
Der blev stampet så stædigt, at man hurtigt indså, at selv døden ikke kunne vinde over hendes stærke krop. Publikum så en udholdenhed som en maratonløber – både som tjekket kvinde med hat og som rædselsslagent skelet med groteske knævinkler. Den ranke ryg gjorde hende til dansens egentlige anfører, der trods en naturlig beskedenhed fremstod uovertruffen.
Årets Talenter:
Oskar Salvatore (2024), skuespiller, Lose Yourself, Aveny-T/Akt1 og Tristan og Isolde, Aarhus Teater
Hans spændvidde imponerede på flere scener i denne sæson. Fra rollen som den vrede og desperate white trash-fan af rapperen Eminem på Aveny-T til inkarnationen af den romantiske helt Tristan, som iført rustning og sværd også har en blødhed, der gør den tragiske kærlighedshistorie endnu mere fængende og knugende.
Sofie Lohmann (2025), musicalperformer, De Vilde Kaniner, Østre Gasværk Teater
I teaterkoncerten om musikgruppen Gnags skilte hun sig ud i en iøjnefaldende rolle, og sikke hun kunne bære den! Bevæbnet med paryk, kaninører, en stærk stemme og charmerende energi skabte hun et uimodståeligt smittende scenenærvær. En på alle måder overskudsagtig optræden, der lod os opleve en ægte stjerne blive født.
Laura Helene Hansen (2024), operasanger, Don Juan, Den Jyske Opera
Med et voksende stemmemateriale tryllebandt hun os, mens hun havde modet til at sprænge de konventionelle rammer. I Don Juan turde hun gribe sit komiske potentiale i en nyoversat tekst og gøre rollen levende og kontrastfyldt. Det var smidigt og nuanceret over hele spektret – med ekstra potentiale for smaddernuancer i en enorm farverigdom.
Emil Aron Dorph (2025), instruktør, dramatiker og skuespiller, Solar, Aveny-T
Med fandenivoldskhed og ømhed bragede han ind på Aveny-T med sin fortolkning af Theis Ørntofts hæsblæsende roman. Man fornemmede en kompromisløshed i hengivelsen til hovedpersonens søgen efter identitet samt et skrivetalent, som væltede ud af mund, hjerne og krop. Momentvis fortabt, men altid med absolut nærvær og en sult efter at mærke livet og ordene i deres mangfoldighed.
Kevan Nirwan Soliman (2025), skuespiller, Djinn, Blaagaards Teater og Dear Evan Hansen, Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og Lion Musicals
Først overbeviste han i queer-digtet Djinn, der viste splittelsen mellem et marokkansk ophav og en opvækst i Danmark. Som dobbeltminoritet måtte han kæmpe sig frem til sin identitet og seksualitet. Dernæst så vi ham i Skuespilhuset som en irriterende og charmerende energibombe, der tilføjede en ellers ensidig karakter masser af nærvær. Velsyngende og med et smittende smil beviste han også her sit brede talent og store potentiale.
Kilde: Pressemeddelelse HAVE Kommunikation
Årets Reumert arrangeres af Dansk Scenekunst og CPH STAGE med støtte fra Dansk Skuespillerforbund, Teaterbilletter, Danske Scenografer, Teknisk Landsforbund, Applaus, Danske Sceneinstruktører, Dansk Musiker Forbund, Danske Dramatikere, Udviklingsplatformen for Scenekunst og Teatercentrum.
Årets jury består af 11 jurymedlemmer, der er sammensat på baggrund af faglige kvalifikationer, genremæssige ekspertiser og geografisk spredning. Juryens medlemmer har alle en fagprofessionel baggrund med stor viden om scenekunst og arbejder typisk inden for faget som kritikere, kulturjournalister, forskere eller undervisere. Juryen 2026 består af
- Rie Hammer, Juryformand, Chefredaktør ISCENE Live Lene Grønborg Poulsen, Jury-sekretær, Kulturjournalist og vært, Radio4
- Lene Kryger, Kulturjournalist og scenekunstanmelder
- Kathrine Maria Amann, Teater- og litteraturkritiker, Kristeligt Dagblad
- Peter Koch Gehlshøj, Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, forsker i dansk musikdramatik
- Mia Rendix, Underviser og foredragsholder inden for teater, samt redaktør og oversætter
- Anne Middelboe Christensen, Teater- og dansekritiker ved Dagbladet Information og børneteateranmelder ved ISCENE Trine Wøldiche, Freelance kulturjournalist, børne- og ungeredaktør på ISCENE og teaterkritiker ved Jyllands-Posten, Line Kirsten Nikolajsen, Stifter af Den 4. Væg samt teateranmelder hos ViElskerSerier
- Asker Hedegaard Boye, Redaktør, kritiker og journalist på Weekendavisen Victor Skov Jeppesen, Teater- og litteraturkritiker på Politiken.




