Det trækker op til jul, og det er tid til traditioner. På Aarhus Teater kan man igen i år opleve to enaktere, skrevet af to af de studerende ved dramatisk skrivekunst. I år er det Thomas Mann, der er i hænderne på henholdsvis Nora Bjerge og Trine Thostrup, der leverer to meget forskellige oplevelser i Mann.
Begge forestillinger er iscenesat af Helle Rossing, og Marie Abildgaard Moberg står for scenografi i begge. De transparente gardiner i samspil med Kim Gluds fornemme lysdesign skaber et fascinerende skue. Alsidigheden i det samlede design er stor, men med en klar sammenhængende tone af 1920’ernes burleske Berlin med alt, hvad det indebærer af udskejelser. Godt tænkt, flot udført.

Sikkert og rent
Den bedragede er på alle måder det mest konservative bud af de to forestillinger. I Nora Bjerges rene dramatisering oplever vi Nanna Bøttcher i rollen som den modne kvinde, Rosalie, hvis gnist blusser op i mødet med den unge Keaton, spillet af Emil Prenter. Der er et klart ekko af sidste sæsons Fædra, så det vil næppe undre, at det er yderst seværdigt.
Karaktererne står skarpt, scenerne ruller, og replikkerne falder med en tyngde, der klæder stoffet. Navnlig Clara Sophia Phillipson er iøjnefaldende som datteren Anna, hvis portræt står så fuldendt, at det er sit eget stykke værdigt. Havde Den bedragede været i to akter, havde hun formentlig overtaget hovedrollen.
Hvis portræt står så fuldendt, at det er sit eget stykke værdigt
Rossings spillevende iscenesættelse rammer en fin balance mellem det uimponerede og det seriøse. Stoffet formidles med en uhøjtidelig humor, men der er også bundklang i den poesi og filosofiske dybde, som forlægget tilbyder. Når Emil Prenter dukker op som en Rhinestone Cowboy og har fået sit første grin på den konto, er der stadig hel en karakter nedenunder, som er værd at gå om bord i.

Den anden grøft
Wälsungeblod er dramatiseret af Trine Thostrup, og man kan roligt sige, at både hun og Rossing med sin iscenesættelse er gået en lidt anden vej. Phillipson og Malte Conradsen spiller tvillingerne Sieglinde og Siegmund – her portrætteret som to børn af Huset Targaryen komplet med platinblondt hår og en aura af forbudt begær. Sieglinde skal giftes med von Beckerath, spillet af Emil Prenter, hvilket afføder alle former for udfordringer i det dekadente overklassehjem.
Kampen mod konformiteten virker krampagtig, og resultatet er kaotisk
Helt fra stykkets ouverture er teksten fyldt med regibemærkninger og kommentarer, og Manns samtidige, Brecht, ville formentligt have sat pris på den heftige brug af verfremdung. Det gælder også instruktionen, der ligger milevidt fra realismens ydmyge sti, men kampen mod konformiteten virker krampagtig, og resultatet er kaotisk.

Et rimeligt spørgsmål
“Hvorfor skal vi egentlig bruge tid på at omskrive gamle værker? Hvorfor ikke skrive noget nyt?” udbryder Phillipson i en metascene, hvor søskendeparret har taget plads blandt publikum som iagttagere af deres egen forestilling. Et rimeligt spørgsmål, men nu lød opgaven på at omskrive Mann, og det synes jeg samlet set ikke Wälsungeblod slipper heldigt fra.
Både i dramatiseringen og i iscenesættelsen er alt holdt ud i strakt arm. Poesien visner og portrætterne falmer i den tunge ironiske tåge, som sænker sig over Wälsungeblod. Karaktererne siger mig ikke noget, så det gør historien selvsagt heller ikke, og jeg har en oplevelse af at se på en kavalkade af fikse idéer mere end en sammenhængende forestilling.
Poesien visner og portrætterne falmer i den tunge ironiske tåge
Det er bestemt gode elementer, men det er et fattigt udbytte. Jakob Højlev Jørgensen er spot on som den groteske husholderske, og selvfølgelig er Emil Prenter også suveræn som parodien på en usexet, underkuet lille mandsling i rollen som den forlovede. Det er veludførte, komiske biroller, men var der virkelig ikke mere at hente?

Lukket fest
Det bør bestemt nævnes, at ud fra salens respons at dømme står jeg muligvis relativt alene med min opfattelse. Bifaldet er enormt, og under fremkaldelserne virkede det nærmest, som om den halve sal søgte mod scenen for at modtage en velfortjent premierebuket.
Stemning af intern branchefest
Der var en stemning af intern branchefest, som jeg ellers normalt ikke oplever til en premiere, og det samme kan lidt siges om Wälsungeblod. I min optik virker det mere som en intern kommentar end en forestilling, der har noget at sige et udefrakommende publikum. En lukket fest med andre ord.
Forfatter: Thomas Mann. Dramatisering: Trine Thostrup, Nora Bjerge. Iscenesættelse: Helle Rossing. Scenografi og kostumedesign: Marie Moberg. Lysdesign: Kim Glud. Lyddesign og komponist: Michael Buchardt Steffensen. Medvirkende: Nanna Bøttcher, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Emil Prenter, Jakob Højlev Jørgensen.
Mann spiller på Stiklingen, Aarhus Teater 12. november til 18. december 2026.




