Moving Perspectives: Et blødt rum med plads til hårde spørgsmål

Med symposiet Moving Perspectives 19.-20. maj 2026 markerede Udviklingsplatformen for Scenekunst afslutningen på et treårigt residency-samarbejde med fokus på bæredygtighed, inklusion og diversitet på tværs af Europa. I et rum rammesat med omsorgsfuldhed, var der plads til hårde spørgsmål: For hvem får lov at høre til, og hvilken værdi har inklusion, hvis magten ikke flytter sig?

”Vi er her med forskellige oplevelser. Nogle oplevelser er smertefulde, nogle er delte, andre er ikke. Lad os forsøge at forstå det, vi ikke forstår, og lad os respektere det, vi ikke er i stand til at forstå.” Med disse ord bød Laura Allen Müller, der var vært til symposiet Moving Perspectives, velkommen.

Kunstnere og repræsentanter fra de deltagende institutioner var samlet hos UP i Baldersgade for at udveksle erfaringer. I løbet af de to dage foldede en kompleks samling af stemmer og erfaringer sig ud. Performance, keynote-oplæg, panelsamtaler og workshops belyste modsætningerne i det internationale samarbejde:

På den ene side som et rum for udveksling, fælles læring og et ønske om bæredygtig forandring. På den anden side som en påmindelse om, at Europa stadig kan opleves som grænser, kolonial arv og manglende adgang til medbestemmelse.

At sørge på et fremmed sprog

Symposiet åbnede med en performance af gruppen Gomrâh, som deltog i residency-programmet Moving Identities. I værket, Mourning in The Wrong Language, fik deres fælles erfaring med at sørge på afstand et fysisk bevægende udtryk.

Performancen transformerede ritualer for sorg og bøn. Afmagt, leg og smerte blev akkompagneret af harmoni og dissonans. Råb uden svar rungende ind i et åbent klaver på hjul, der blev skubbet over hele scenen, mens forpustede kroppe forsøgte at følge med.  

En stikpille til de europæiske idealer

Keynoteoplæggene havde på symposiet det rammende navn “Provocations”. Under det første af slagsen leverede instruktør, dramatiker og manuskriptforfatter Denise Duncan en stikpille til idealerne i det europæiske projekt: ”Ideer og grænser, der bevæger sig, åbne udvekslingsprogrammer og kulturel cirkulation. Alt bevæger sig, undtagen magten.”

Oversættelsen, som europæisk vilkår, blev udstillet, når hun undervejs slog over i spansk. Dele af publikum grinede og tydeliggjorde, hvordan sprog i praksis både inkluderer og ekskluderer. Denise Duncan delte både racistiske og grænseoverskridende oplevelser, og når disse skal oversættes, er der mere end sproglighed på spil:

“Oversættelse er at redigere min vrede, så den passer konteksten. At fjerne det politiske lag af en oplevelse, så den kan blive sat på programmet, finansieret og klappet ad. Oversættelse handler om at lære, hvor meget af mig selv jeg kan træde ind i et rum med uden at gøre de strukturer, der har inviteret mig, nervøse,” sagde hun.

Denise Duncan udstillede den udmattelse, der knytter sig til at være en politisk krop. Hun inviterede til sidst andre op på scenen, der deler hendes erfaringer med racialisering: “Vi er trætte af at være dekorationer,” lød det fra dem i kor. “Provokationen”” understregede, hvordan det velmenende ønske om diversitet nemt kan slå over i “tokenisme”.

Når omsorg bliver politisk

Flere kunstnere fremhævede under symposiet, at det afgørende ikke bare er, hvem der får adgang til rummet, men også, hvordan det bliver holdt og af hvem. Omsorg blev derfor ikke kun et spørgsmål om empati og tone. Det handlede i lige så høj grad om ansvar, rammer og magt.

Den første panelsamtale, modereret af Elizabeth Löwe Hunter og Phyllis Akinyi, der begge arbejder med værtskab, omsorg og vidensdeling på platformen HAUT, kredsede netop om, hvad det kræver, når mennesker møder institutioner fra forskellige erfaringer og positioner.

Paneldeltager og kunstner Wanjuku Victoria Seest fremhævede vigtigheden af først og fremmest at blive mødt som et menneske. Omsorg i mødet med institutionerne handler også om arbejdsvilkår i en prekær branche: Om tid, betaling, adgang til egne rum og tillid.

Magten til at inkludere

Omsorgssporet gik igen under andendagen, hvor deltagerne i workshopgrupper diskuterede forskellige udfordringer fra værtskab, open calls og inklusion til grøn mobilitet, langsom internationalisme og repræsentation på tværs af Europa. I en af grupperne tog arbejdet form som et kollektivt digt eller fælles “care rider”. I rundkreds fremsagde de drømme, ønsker, behov og ufravigelige krav. Det lød blandt andet:

“Min drøm er, at jeg ikke skal skrive en ansøgning, men at institutionen skal ansøge om at arbejde med mig.” “Mit ufravigelige krav er, at rummet er varmt nok.” “Jeg drømmer om tid.” “Mit behov er betaling for alle dele af arbejdet.” “Mit ufravigelige krav er langsomhed.”

I samtalerne blev selve inklusionsbegrebet problematiseret og var en refleksion, der fyldte hos arrangørerne. Rådgivende partner Anna Skansborg og residency-koordinator Aine Juanet delte deres tanker om, hvordan ordet “inklusion” allerede vidner om et bestemt magtforhold, hvor nogen inkluderer andre.

“Har jeg overhovedet lyst til at blive inkluderet?” spurgte kunstneren Patice Lipeb og fortsatte: “Nogle gange vil jeg bare gerne være synlig.”

Institutioner og ansvar

Spørgsmålet om institutionernes ansvar var tilbagevende. Initiativtageren bag Moving Identities, Camilla Gürtler, fremhævede, at kunstnerisk udvikling går hånd i hånd med institutionel forandring. En praksis hun karakteriserede som ”failing forward”, fordi det friktionsfyldte arbejde kræver forsøg, fejl og justeringer, samt plads og tid til samme.

Fra flere sider blev det understreget, at ansvaret ikke må skubbes nedad. Residency-rådgiver Bojana Pajevska, der talte om grøn mobilitet, fremhævede den skævvridning, der opstår, hvis opgaven pålægges kunstneren, uden at institutionen bidrager med de nødvendige rammer eller økonomi.

Paneldeltager og kunstner Gulnara Isakova talte direkte og konkret om kunstneres økonomiske forhold, når hun sagde: ”Find en måde at give os pengene på forhånd, ikke efter”, for at understrege at kunstnere ikke selv må bære en økonomisk risiko ved residency-ophold, eller have udlæg, de ikke kan betale.

”Ask, trust, pay the artist,” lød et mantra fra advocacy officer hos Culture Action Europe, Rhys Nugent, der med et blik for de større europæiske kulturpolitiske rammer, muligheder for støtte og ikke mindst krav til dokumentation samtidig udtalte:

”Jeg har en vis forståelse for kulturinstitutionernes situation. Ofte er de modeller, de arbejder inden for, bestemt oppefra og kravene er pålagt som følge af manglende tillid.”

Gamle institutioner eller nye strukturer

Et tema, der dukkede op i panelsamtalen modereret af Lea Hedeskov – og gik igen i samtalen mellem kunstneren Samuel Valor Reyes og rådgivende partner Niels Righolt – handlede om, hvorvidt det er nok at ændre de strukturer, der allerede findes. Er det i nogle tilfælde nødvendigt at bygge noget nyt fra bunden, og hvordan skal det i så fald se ud?

Paneldeltager og residency-koordinator Janka Dold ville ikke nødvendigvis bygge nyt. Med en humoristisk karaoketekst, pegede de på, hvordan Europa har tilstrækkeligt mange gamle og trætte institutioner. Deres liste over alt det, branchen skal give slip på inkluderede: Kunsten som forretning, hvidheden, censuren, bureaukratiet, heteronormativiteten, burnouts, bærbare computere, arbejdsbetingelserne og at bruge minoriteters sprog og kroppe som fetich.

Modstandsdygtige fællesskaber

Janka Dold opfordrede til selv at skrive videre på listen, som til sidst kunne destrueres. Initiativet blev grebet. Over for kaffebordet hang der efterfølgende en fælles liste, der med input fra symposiets deltagere gradvist blev længere.

Viljen til forandring var mærkbart til stede på flere niveauer, og det blev fra forskellige sider fremhævet, hvorfor det netop nu betyder noget at være vedholdende:

”Tyranner frygter kunstnere, fordi kunstnerisk arbejde forstærker menneskelig værdighed,” understregede den ukrainske danser og koreograf Anastacia Kraschnokova. I sin keynote talte hun om sammenhængen mellem kunst og demokrati og dermed også vigtigheden af at bygge modstandsdygtige kunstneriske fællesskaber.

Ifølge chefredaktør Anastacia Kraschnokova giver kunsten sprog, form og mening til vores erfaringer. Den omsætter tanker til værdi, kanaliserer sorg og forbinder ideer – og de mennesker, der samles omkring dem.

Kunsten som infrastruktur

For Anastacia Kraschnokova står kunsten ikke uden for de historiske og politiske tider, vi lever i, men skaber virkeligheder og handlingsrum. Med Rhys Nugents ord udgør den en grundlæggende infrastruktur. Det er her projekter som Moving Identities og symposiet Moving Perspectives spiller en vigtig rolle. 

Moving Perspectives føltes som et rum, hvor det var muligt at mødes i øjeblikke af såvel samhørighed som uenighed, tænke i fællesskab og sammen skabe små forskydninger i den måde kunstfeltet er organiseret. Spørgsmålet om magt og inklusion blev ikke lukket, men Moving Perspectives skrev sig ind i det kontinuerlige arbejde med at holde perspektiver, kunst og demokrati i bevægelse.