SCENEN SAT: Revyen lever – men den lever ikke af sig selv

Scenen Sat er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag skriver direktør for Amager Revyen, Anders Anderskov, om nytænkning af revygenren.

Revyen er her stadig efter 175 år. Den har overlevet krige, kriser og skiftende tider, fordi den havde noget på hjerte, fordi den turde ramme sin samtid, stikke til magten og give plads til både satire, folkelighed og oprør.

Men spørgsmålet er, om vi stadig tør bruge den sådan.

For tradition er ikke en kvalitet i sig selv. “Sådan plejer vi” er ikke en vision. Det kan hurtigt blive en sovepude, der langsomt kvæler udviklingen. Alt for ofte hylder vi traditionen uden egentlig at spørge os selv, hvorfor vi gør tingene, som vi gør. Revyen har aldrig overlevet ved at stå stille. Den har overlevet ved at følge med tiden og indimellem også være foran den.

Det skal føles relevant

Lige nu sker der heldigvis noget i branchen. Nye direktører og nye kræfter er kommet til på flere af landets traditionsrige revyscener. Folk i 40’erne er pludselig de unge i revysammenhæng, og flere steder mærker man en reel lyst til at udfordre formen. Selv Cirkusrevyen, selve moderskibet, er i bevægelse.

Det er vigtigt, for publikum kommer ikke længere af sig selv. De har streaming, stand-up, sociale medier og festivaler lige ved hånden. Hvis revyen fortsat skal vælges til, skal den føles relevant. Den skal have noget på hjerte. Publikum i dag accepterer ikke tradition for traditionens skyld. De vil mærke nærvær, aktualitet og energi.

Jeg tror faktisk ikke, at problemet er formen. Når en revy er skruet ordentligt sammen, virker den også på et yngre publikum. Det har jeg set utallige gange i Amager Revyen. Jeg oplever ofte yngre gæster komme hen efter forestillingerne med en oprigtig overraskelse over, hvor sjov, nærværende og vedkommende en revy faktisk kan være.

Mange forbinder stadig genren med noget støvet eller gammeldags, lige indtil de selv sidder i salen. Problemet opstår, når vi bliver for trygge, når vi vælger de samme løsninger, de samme navne og den samme måde at tænke revy på år efter år. Hvis revyen skal udvikle sig, skal nye stemmer have plads. Nye skuespillere, nye tekstforfattere og nye perspektiver. Hvis revyen fortsat skal være et spejl af samfundet, skal den også ligne det samfund, vi lever i.

Det farligste er at blive ligegyldig

I Amager Revyen ændrede vi allerede i 2019 kønsbalancen på scenen. Dengang var vi den eneste revy med flere kvinder end mænd på scenen. Det burde ikke være opsigtsvækkende, men det siger måske meget godt noget om, hvor langsomt udviklingen nogle gange bevæger sig.

Revyen må stadig gerne være folkelig, det er faktisk et krav. Der skal være plads til det skæve, de sjove tænder og de gakkede karakterer. Men den må ikke blive forudsigelig. Den skal kunne overraske og turde mene noget. Publikum må også gerne gå hjem med mere end bare et grin, gerne med lidt stof til eftertanke.

Og måske skal vi i branchen også turde stille lidt flere krav til publikum. Ikke forstået som, at revyen skal være elitær eller utilgængelig, tværtimod. Men vi må godt forvente, at publikum er nysgerrige, åbne og villige til at blive udfordret en gang imellem. Alt behøver ikke være bygget op omkring det sikre grin eller det genkendelige navn på plakaten.

For revyen dør ikke, fordi publikum vender den ryggen. Den dør, hvis vi der står bag, holder op med at udvikle den. Det farligste for revyen er ikke at fejle. Det er at blive ligegyldig.

Jeg er ikke blind for min egen rolle i det her. Jeg er en ciskønnet mand i midten af 40’erne, og selvfølgelig præger det mit blik. Derfor er det også vigtigt for mig at blive udfordret, og det bliver jeg heldigvis dagligt af mit kunstneriske hold. Det er dér, noget nyt opstår. Ikke når alle er enige, men når forskellige erfaringer og perspektiver får lov til at mødes.

Stik fingeren direkte i samtiden

Og det er jo ikke ligefrem, fordi revyerne mangler noget at skrive om. Tværtimod. Krige, kriser og en regering, der i skrivende stund virker mere optaget af interne forhandlinger end af at sætte retning. Virkeligheden ændrer sig så hurtigt, at tekster nogle gange bliver rettet til på selve dagen for at følge med. Det oplevede jeg selv til stor applaus i Odense Sommerrevy på premieredagen.

Måske er det netop dér, revyen stadig har sin største styrke, når den tør stikke fingeren direkte ned i samtiden og sige det højt, folk taler om ved middagsbordene og ude på arbejdspladserne. Revyen fungerer bedst, når den ikke er bange for at være lidt farlig, lidt skæv og lidt uforudsigelig.

Revysæsonen 2026 er skudt i gang, og jeg har allerede været rundt og se et par stykker. Uden at afsløre for meget kan jeg mærke, at der flere steder bliver taget modige valg, både med tekster, cast og den måde, man tænker revy på. Der bliver eksperimenteret mere, tænkt mindre sikkert, og det lover faktisk godt for fremtiden. Flere steder mærker man en lyst til ikke blot at gentage succesen fra sidste år, men faktisk forsøge at flytte genren lidt.

Tag ud i sommerlandet

Vi er cirka 20 professionelle revyer i Danmark, og vi arbejder alle forskelligt, og gudskelov for det. Jeg har ikke behov for at pege fingre ad andre tilgange, men jeg ved, hvilken vej jeg selv tror på. Jeg tror på at invitere nye mennesker ind, tage chancer og udfordre formen, også når det er risikabelt. For kunsten bliver sjældent stærkere af kun at spille sikkert.

Så herfra skal der også lyde en opfordring til unge som gamle: Tag rundt i det danske sommerland og oplev både de små og de store revyer. Der bliver arbejdet hårdt over hele landet for at holde en helt særlig dansk tradition levende.

Som en tidligere revydirektør sagde til mig forleden: “En revy er som en buffet. Der skal være noget for alle. Og det er ikke sikkert, man kan lide det hele. Sådan skal det også være.”

Det, synes jeg egentlig, er meget rammende.

Så støt op om revyerne, læg vejen forbi og bliv overrasket. Grin, bliv rørt, forundret eller måske endda provokeret. Men mød op. Det fortjener de.

LÆS OGSÅ: SCENEN SAT: Er ideen om børnene finere end børnene selv?