SCENEN SAT: Er ideen om børnene finere end børnene selv?

Scenen Sat er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag undersøger kunstnerisk leder af Teater Hund og Co, Adelaide Bentzon, vores børnesyn set i lyset af scenekunsten, Emma Holtens tanker om omsorg og begrebet childism.

Solen varmer for første gang i år. Københavns Kommune har netop vedtaget En-til-alle-ordningen i 2026, der vil sikre skolebørn oplevelser i teatret, og hvis vi er heldige, får vi en KLAP-teaterfestival i forårets tegn. Scenekunst for børn har nogle gode uger, og børn kan glæde sig til en masse stærke scenekunstoplevelser.

På Teater Hund har vi de seneste måneder arbejdet med at udvikle ideer til workshops og projekter med fokus på at styrke børns demokratiske selvtillid. I den forbindelse taler vi meget om den rolle, vi mener, scenekunst kan spille i børns liv – men også om den rolle, børn har i samfundet.

Samtidig har jeg haft en løbende samtale med vores praktikant fra Performancestudier på Københavns Universitet om forskellige tiders – og nutidens – børnesyn og børns demokratiske plads.

I Danmark forstår vi ofte vores børnesyn som både rettighedsbaseret og anerkendende. Børn er ligeværdige med voksne, barndommen er noget i sig selv, og børns oplevelser, tanker og følelser skal have plads. Det er i hvert fald en stærk selvforståelse, at vi har netop sådan et børnesyn.

Vi er i en brydningstid

Men vi befinder os på mange måder i en brydningstid, hvor magthierarkier genforhandles, og forståelsen af det flerstemmige udvides. Det kalder på et genbesøg af vores børnesyn: Har børn i praksis den plads og anerkendelse, som vi gerne forestiller os?

Den danske børnekultur står stærkt, og de kunstnere, der skaber kunst til børn, har i høj grad været med til at udfordre, forfine og udvikle samfundets børnesyn. Alligevel – som en af mine gode kolleger for nylig sagde – kan det være decideret skizofrent at arbejde med scenekunst for børn: På den ene side har feltet høj status, på den anden side er det lavstatus.

Jeg tror, mange kan nikke genkendende til den oplevelse. Der er bred enighed om, at kunst for børn er vigtig – for deres individuelle dannelse, for deres demokratiske dannelse og som sociokulturel løftestang. Det er de færreste, der vil hævde, at børns møde med kunst ikke betyder noget.

Er børn ligeværdige – eller er det bare noget, vi tror?

Ser man derimod på økonomien, tegner der sig et andet billede. Den kommunale støtte er generelt lavere til teatre, der primært henvender sig til børn. Flere private fonde støtter specifikt ikke scenekunst for børn – både direkte og indirekte meldt ud. Og KLAP-teaterfestivalen – en helt central aktør med en lang historie må fortsat hoppe fra tue til tue for at sikre sin finansiering fra år til år.

En af de oplevelser, der har været skelsættende for min forståelse af scenekunst for børn, er Emma Holtens tanker om feministisk økonomi, som hun formidler i bogen Underskud. Her belyser hun gennem feministisk forskning blandt andet, hvordan omsorgsarbejde – som omsorg for og pleje af børn, syge og ældre – historisk er blevet lavt værdisat. Også selvom det i dag er institutionaliseret og professionaliseret, tillægges det ofte mindre økonomisk og prestigemæssig værdi.

Set i det lys spørger jeg mig selv, om kunst for børn kan forstås som en form for teatrets omsorgsarbejde – noget, der næsten pr. definition ikke kan sidestilles med den finere kunst for voksne. Og om dette hierarki i virkeligheden blot ligger i forlængelse af børns tildelte rolle i samfundet. Er børn virkelig så ligeværdige, som vi gerne vil tro?

Hvis man spørger forsker og adjunkt Maria Louise Larsen Hedegaard, er svaret nej. Barn og barndom, som kategorier tænkes som ufuldstændige, og som følge af denne logik forstås barn og barndom også som ”naturligt” endnu ikke berettiget på samme måde som voksne.

Maria har skrevet en ph.d. om Childism, som jeg ved et lykketræf er faldet over.

Childism udfordrer det voksne perspektiv

Childism var nyt for mig. Det er en teoretisk retning introduceret af den politiske etiker John Wall. Groft forenklet bygger Childism videre på centrale aspekter af barndomsforskningen: et rettighedsbaseret børnesyn, hvor barndommen forstås som værdifuld i sig selv og ikke blot som en overgang til voksenlivet.

Men Childism tager kritikken et skridt videre. Retningen er normkritisk og teoretisk beslægtet med tredje bølge-feminisme, de-kolonialisme og kritisk raceteori. Her handler det ikke kun om ligestilling, men om at udfordre de måder, hvorpå kultur, normer, sprog og sociale forståelser i vid udstrækning er domineret af voksne og gennemsyret af voksne perspektiver.

Jeg forstår det som en grundlæggende gentænkning – og jeg synes, det lyder både radikalt og enormt spændende. Selvom jeg har svært ved at forestille mig, hvordan Childism konkret skulle se ud i praksis, gør det mig nysgerrig. Heldigvis vil Maria gerne mødes, og en afsindigt blæsende påskehelligdag går vi en tur sammen.

Ligeværd kræver reel indflydelse

“Er Childism så radikalt, som det umiddelbart virker? spørger jeg.

Ja! svarer Maria. Men kun fordi det er svært at se ud over de sociale forståelser, der er dybt indlejret i os. Jeg plejer for eksempel at foreslå, at børn kunne have stemmeret. Så griner folk som regel højt og affejer det som absurd.

Det lyder også temmelig vildt, synes jeg. Men Maria fortsætter: Man kan ikke tale om ligeværd uden retten til reel indflydelse.

Det lyder rigtigt. Alligevel skynder jeg mig at stille et (måske dumt) spørgsmål: Men skal børn så selv bestemme, om de vil gå i skole? Hvad de vil spise? Og kun gå i teatret, hvis de har lyst? Kan det ikke ende i Fluernes herre-tilstande?

I det øjeblik spørgsmålene er stillet, mærker vi begge ekkoet af historiens mange forskrækkede reaktioner ved tanken om, at nogen uden eksisterende magt skulle kunne forvalte netop magt.

Jeg tier lidt…

Bevæge os ud i ukendt land

Så fortsætter Maria:

“Ingen – hverken børn eller voksne – har hverken muligheden eller retten til grænseløst at bestemme hvad som helst. Vi glemmer tit, at voksne også er underlagt en hel masse regler og regulering, og at det i det store billede er helt ok og en forudsætning for forholdsvist fredelig velfungerende sameksistens. Childisme aflyser ikke spørgsmål om emner såsom undervisningspligt, skole, opdragelse, tandbørstning og sengetider. Det aflyser slet ikke voksnes særlige ansvar overfor børn.

Men Childisme tilbyder en anden fortolkningsramme, som disse spørgsmål kan diskuteres igennem. En fortolkningsramme der bringer nogle nye ting på bordet, som ikke hidtil har været på bordet. Det er dét, der er det spændende, og som har et radikalt potentiale til at gentænke nogle ting på helt nye måder – ikke kun til gavn for børn og unge, men for os alle sammen. Fx også for den status kunst til børn har.”

Vi skal gentænke og prøve at forestille os noget andet! Tanken følger mig hjem gennem blæsevejret, mens jeg mentalt smider en stor del af mine projektideer i skraldespanden. For hvis der er noget, kunsten kan – og skal – så er det netop at bevæge sig ud i ukendt land og forsøge at ane konturerne af det, vi kollektivt endnu ikke kan forestille os.

Er tingene altid, som vi altid har sagt?

Jeg tænker på endnu en linje fra Emma Holten: “Man har altid sagt, at det bare er sådan, tingene er. Og det har altid været forkert.”

Det er spændende at forestille sig, at relationen mellem børn og voksne rummer langt flere muligheder, end vi normalt antager. At børn ikke blot skal dannes til at indgå i et demokrati, men at børneperspektiver også faktisk kan udvikle og styrke selve demokratiet.

Mit hoved er fyldt med nye tanker. Og jeg glæder mig virkelig til KLAP-teaterfestivalen. Til at se dans, performance og teater for vores yngste borgere. Og til samtaler med kolleger om scenekunst for børn OG om børnesyn.