★★★★★☆ Sort Hul er ærligt teenageteater om at være uden for fællesskabet

Egnsteatret i Vordingborg og Teatret Aspendos rammer teenagerens ensomhed, så man får ondt i maven af at stirre ned i dybet i Sort Hul.

Sådan! Sort hul er ikke bare navnet på en massekoncentration i rummet. Sort Hul er nu også titlen på en stærk og fængende teaterforestilling om at føle sig udenfor. Sådan som man kan have det som teenager, når man føler, at ingen forstår én – og at alle andre har masser af venner.

Et sort hul findes også helt konkret i denne forestilling. For Egnsteatret i Vordingborg har i samarbejde med Teatrets Aspendos skabt en høj, rund, sort scenografi. Derfor skal tilskuerne klatre op ad en trappe, omtrent som til et svømmebassin, og stille sig langs rækværket og stirre ned. Ned i det sorte hul og ind i en fortælling, der kan give tilskueren ondt i maven med sin skildring af teenagerens ensomhed.

Suget med ned i ensomheden

Denne scenografi af Peter Rasmussen og Magnus Sommerstedt er yderst virkningsfuld. Den er hverken specielt raffineret eller lækkert designet. Men dens symbolik virker. Nede på bunden af det sorte hul udspiller der sig et drama, som belyses af lamper oppe over tilskuernes hoveder. Og rundt om hullet lyder fjern festmusik og en væmmelig kakofoni af hånestemmer – kun afbrudt af en fin sang som et råb om hjælp. Så dér står man som tilskuer og bliver suget med ned i ensomheden.

Det er dramatikeren Johanne Petrine Reynberg, der har skrevet stykket. Teksten er en overbevisende enkel og velkomponeret fortælling om at føle sig udenfor. Replikkerne er mundrette, og de vrimler med fine, symbolske detaljer med både fugle og frelserarme. Plottet intensiveres effektivt. Frem mod det forudsigelige farlighedspunkt af opgivenhed.

Dynamisk pingpong

Det flotte er, at stykkets karakterer er så klart og nænsomt beskrevet, at man virkelig tror på dem. Og instruktøren Robert Reinhold har skabt en enkel iscenesættelse med en dynamisk pingpong, så man også umiddelbart kommer til at holde af begge hovedkarakterer.

Lukas, der har travlt med at være venner med de rigtige – og måske blive kærester med den beundrede pige i klassen. Men også Elias, der altid har været udenfor i folkeskolen. Elias har arvet sin bedstefars gamle, analoge kamera. Og nu går han rundt og tager billeder, der virker som et skjold mellem ham og virkeligheden. Samtidig med, at han nok udvikler sig som kunstner, uden at han helt selv er klar over det.

Alligevel er der ingen af de andre, der bliver nysgerrige og opsøger ham i skolens mørkekammer. Som han siger det i en tænksom, indre monolog: “Jeg behøver slet ikke sætte skiltet FORSTYR IKKE op på døren. Der kommer aldrig nogen.”

Hårfin balance

De to skuespillere er klædt i unisex, sorte sweatshirts, bukser og sneakers. Køn og alder er ligegyldigt, for disse gode skuespillere kan puste liv i alle fortællingens karakterer.

Steffen Sommerstedt spiller rollen som Lukas, der prøver at få succes. Han har en særlig evne til at spille dilemmaerne frem hos denne dreng, der hele tiden får dårlig samvittighed over, at han ikke gider være sammen med Elias. Selv om han godt kan se, at Elias er ked af det.

Afvisningen og fortrydelsen skaber en hårfin balance, men Steffen Sommerstedt rammer den fuldkommen ægte. Og når han spiller rollen som bekymret mor, så spiller han netop så underdrevet, at det ikke virker klichéfyldt, men oprigtigt.

Sårbar tavshed

Skuespilleren Ida Nørfelt Lund har en sårbar tavshed i øjnene, når hun i rollen som Elias bare stirrer op mod os tilskuere, mens hun klamrer hænderne fastere rundt om sit kamera. Hun tør holde fast i pauserne, så vi kan mærke Elias’ alenefølelse. Her er et menneske, der er fuldstændig klar over sin egen anderledeshed. Der er bare ingen, der reelt hjælper denne følsomme sjæl ud af mørket. I hvert fald ikke, førend det næsten er for sent.

Nede i bunden af det sorte hul står en grå figur, den ligner resterne af en gammel vindeltrappe. Elias kan i hvert fald stille sig op på den og strække armene ud. Netop så forpint, at vi tilskuere kan mærke, hvor forfærdeligt det må være, når man pludselig ikke ser anden udvej end at stille sig op i vindueskarmen på 4. sal – med åbent vindue.

Denne enkelhed i fortællingen pirrer tilskuerens fantasi og erindring om at se andre være udenfor – eller selv at være det. Men Sort Hul er først og fremmest velskrevet og velspillet teater. En øjenåbnerforestilling med overraskende meget ægthed og livsglæde dybt nede i et sort hul.