Bastian Popps vej til teaterscenen er ikke den slagne. På ruten fra gademusikant til teaterkomponist og skuespiller har han navigeret i at lave kunst med kærlighed og respekt for alle publikummer. Hvem end – og hvor end – de måtte være. ISCENE har mødt ham til en samtale om at finde sin rette hylde, og om at finde sig tilrette i baggrunden.
Jeg har sat Bastian Popp stævne på en café i Aarhus’ hyggelige Vestergade. Jeg må indrømme, at jeg er lidt nervøs, for jeg er ikke synderligt godt klædt på til vores møde. Det er ikke mangel på forberedelse fra min side, men Bastian Popp er ikke typen med egen hjemmeside udstyret med portefølje og referencer, så det har været vanskeligt at lave den dybdegående research.
Heldigvis ankommer han smilende og fremstår lige så umiddelbar og åben, som jeg kunne håbe på. Det er tydeligt, at den uvante interviewsituation ikke skræmmer ham det mindste, men han er også vant til lidt af hvert.
Gang i gaden
I de unge år var Bastian Popp næret af en drøm om at blive jazzmusiker. Men der var noget ved det aarhusianske musikmiljø, som var for “højrøvet” til hans smag. I stedet startede han sammen med et par venner gadebandet Popp og Petersen. Egentlig var det bare en måde at tjene penge på i en periode, hvor der ikke var så frygteligt mange andre muligheder, men det viste sig alligevel formativt for den unge mand med kontrabassen.
Jeg ser mig selv som håndværker og ikke som kunstner
“Det gav mig modet til bare at stille mig op og være ligeglad med, at der var en sang, der måske ikke sad lige i skabet,” fortæller han. Jeg spørger, om han opfatter sig selv som et uhøjtideligt menneske, og svaret falder prompte: “Ja, helt bestemt! Jeg ser mig selv som håndværker og ikke som kunstner. Det skal ikke være for fint, for så kan jeg ikke være i det”.
Blandt musikere findes der mange stereotype vittigheder om, hvor lidt shine bassisten får, og om hvordan han må tage til takke med mere afdæmpet opmærksomhed. Selv beskriver Bastian Popp den tilbagetrukne rolle som “behagelig”.
Popp-Popp
Bastian har ikke sin lidenskab for at optræde fra fremmede. Han er søn af Lasse Popp, som har levet et langt liv med revy, og i dag er fast tilknyttet Limfjordsteatret som skuespiller og forfatter.
“Han vil helst ikke kaldes dramatiker,” bedyrer Bastian Popp, “og der er også nogle, der kalder ham huspoet; det ved jeg heller ikke, om han har det så godt med”.
I 2011 fik Bastian Popp debut på teaterscenen. Sammen med sin far medvirkede han i C.V. Jørgensen Teaterkoncert på Limfjordsteatret, og en prås gik op for ham: “Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne finde ud af andet end bare at stå og glo ned på mine sko, mens jeg spillede bas,” fortæller han om den skelsættende oplevelse. Stafetten var givet videre, og næste generation af Popp søgte nu mod teaterscenen.
A jack of all trades
Bastian Popp beskriver sig selv som “kontrabassist med hang til teater”. Det er dog kun delvist dækkende, da han spiller på langt flere instrumenter end kontrabas. Og med halvandet årtis erfaring er “hang til teater” også en underdrivelse. Han både skriver og spiller musik til forestillinger, optræder som skuespiller og dukkefører, og afvikler forestillingen. Kort sagt: det hele.
Siden 2017 har han arbejdet tæt sammen med Teater Patrasket, og hans alsidighed er kærkommen på teatret, der er dybt forankret i turnétraditionen. Det er også et teater rettet mod det meget unge publikum, så jeg spørger, om der er forskel på at skrive musik til børn og voksne. Svaret er klart: “Nej. Det er ærgerligt, når man kan høre, at musikken er komponeret til børn, for børn er meget sejere, end man tror. Jeg laver musik til mennesker”.
Det er ærgerligt, når man kan høre, at musikken er komponeret til børn, for børn er meget sejere, end man tror
I slutningen af april vender Bastian Popp og Teater Patrasket tilbage til verdens største børneteaterfestival, KLAP, hvor de spiller juleforestillingen Historien om Karl Bertil Jonssons juleaften. Den pudsige timing for juletemaet finder sin begrundelse i, at KLAP også fungerer som udstillingsvindue for køb og salg af forestillinger. Forestillingen er dog allerede solgt til Riddersalen i den kommende sæson.
Tilbage på gaden
Gennem Teater Patraskets nære relation til Dansk Rakkerpak var Bastian Popp pludselig tilbage på gaden. Først i 2020 og siden 2024 optrådte han for det traditionsrige teater, der bl.a. holder fanen for gadeteater højt.
Selvom han allerede havde erfaringer fra gaden, var det et andet publikum, der ventede ham: “Til at starte var det lidt spøjst at lave gadeteater. Det er jo stykker, der varer 40-60 minutter, som folk skal blive og se. Når jeg optrådte med musik, var det jo bare et enkelt nummer, og så gik folk videre”. Men det var langtfra den eneste udfordring.
Det mere eller mindre totale fravær af den fjerde væg er med til at give genren sin helt egen særegne karakter. “Man er virkelig sårbar, når man står der,” forklarer Bastian Popp og fortæller om alt fra fulde turister, der vader hen over den åbne scene, til folk, der ganske simpelt klipper strømkablerne til forestillingen over. Men den slags lærer man af:
Det er jo bare en gave, hvis man formår at gribe situationen
“De garvede har sindssygt meget erfaring med, hvordan man på en charmerende måde får dirigeret en fuld mand uden om, selvom de står og spiller en rolle,” fortæller Popp og understreger, at det bestemt er noget, man kan bruge på scenen: “Det er jo bare en gave, hvis man formår at gribe situationen. Men det kræver nok også, at man lægger forfængeligheden lidt på hylden og forstår at improvisere”.
Den rette konstellation
I 2023 lancerede Østre Gasværk Musiklandsholdet. En gruppe på 23 hybridmusikere samlet med det formål at skabe et slagkraftigt, alsidigt og topprofessionelt orkester. Bastian Popp passede på mange måder perfekt til profilen og gik med seriøse overvejelser om at søge optag, men der var noget ved hele konstellationen, som bød ham imod. Han fortæller: “Jeg kunne bare mærke, at det var forkert for mig, så jeg var nødt til at springe fra”.
Det var med bange anelser, at han siden hen indfandt sig under kuplen på Østerbro: “Jeg var bange for, at jeg ville tænke “Pis, nu står de allesammen bare deroppe, og måske kunne jeg have været der,” men det at stå i den der bandkonstellation…det har jeg gjort for længe siden,” siger han på en lang udånding.
I dag vil han faktisk hellere omgås skuespillere end musikere, og det er langt hen ad vejen også et spørgsmål om temperament: “Der kan ske noget med dynamikker i musikgrupper, og det har jeg måske brændt mig på tidligere,” fortæller han uden en snert af fortrydelse. “Jeg vil meget hellere være ham, der spiller på alle mulige mærkelige instrumenter og laver noget, som folk griner eller græder af”.
