“Vi er ikke kendte, men vi er privilegerede,” siger Mikkel Bay Mortensen om livet som ensembleskuespiller

Ligger lykken i friheden eller i de faste rammer? I forbindelse med forestillingen Håndbog for superhelte fik ISCENE en snak med Mikkel Bay Mortensen om et kvart århundrede som ensembleskuespiller i Odense Teaters tjeneste og om, hvordan tryghed kan være modgiften til stilstand.

Mikkel Bay Mortensen er vokset sammen med Odense Teater. Siden han blev færdiguddannet på teatret i 2001, har han været en fast del af ensemblet – i øvrigt sammen med sin kone Natalí Vallespir Sand. Den havde ingen af dem set komme:

“Jeg havde jo altid troet, at det jo bare var et år ad gangen. Jeg brugte de første ti år på at sige “nu skal vi også snart til København,” men jeg er bare blevet gladere og gladere for det, må jeg indrømme.”

Ensemblets styrker

Da Det Kongelige Teater i 2023 valgte at nedlægge det faste ensemble, var det et opgør med århundreders tradition på den danske nationalscene. Teatrets ledelse besluttede at forfølge en ny produktionsmodel, der i højere grad hviler på freelance-skuespillere. Omlægningen var angiveligt en reaktion på fristelserne fra store film- og tv-produktioner, som gjorde det vanskeligt at holde sammen på det store ensemble.

Det kan man mene om, hvad man vil, men at en fasttømret trup af skuespillere har klare fordele, er for Mikkel Bay Mortensen en realitet: “Mange instruktører oplever, at vi hurtigt kommer meget langt ind i stoffet. Der går meget kort tid, før vi arbejder i samme retning, og det er en kæmpe fordel, for det betyder ganske simpelt, at vi når mere,” fortæller han.

“Der er bare mange samtaler, vi ikke behøver at have, hver gang vi starter en ny produktion, fordi vi kender hinanden,” fortæller han, men understreger samtidig, at de fastansatte sætter en stor ære i, at teatret også skal være et trygt og kreativt rum for udefrakommende.

The show must go on

Som ensembleskuespiller underskriver man typisk en kontrakt af et eller to års varighed, som derefter kan genforhandles. I en branche hvor usikkerhed i ansættelsen er et uomgængeligt vilkår, er sæsonansættelserne naturligvis et privilegium. Men man mister også en vis grad af frihed til at tage imod lukrative tilbud fra film og tv – for ikke at tale om drømmeroller på andre teatre.

Desuden er det krævende, fortæller Mikkel, som gerne spiller over 100 forestillinger om året – ofte med prøver i dagtimerne. Sidste år kostede det en sprængt akillessene til premieren på Miraklet i Madrid, hvorefter han spillede Den politiske kandestøber i kørestol, og da han efterfølgende spillede Peters Jul, måtte der en stok til for at gennemføre.

Som udgangspunkt skal man spille de roller, man får tildelt, fortæller Mikkel, men understreger, at der er plads til forhandling med direktør Jacob Schjødt og teatrets dramaturgiat:

“Jeg kan godt sige, hvad jeg har lyst til eller ikke har lyst til, og nogle gange bliver der jo lyttet,” fortæller han og eksemplificerer: “Jeg har før sagt, at nu trænger jeg til ikke at spille mere komedie. Kan jeg ikke spille noget mere litterær dramatik? Noget Shakespeare eller et eller andet,” siger han med henvisning til sin store forkærlighed for sprog og litteratur.

Presset til fornyelse

“Jeg er et utålmodigt menneske. Jeg ville ikke kunne holde ud at spille det samme igen og igen.” Paradoksalt nok har det netop været ensemblets faste rammer, der har bragt ham indsigt og udvikling som spiller: ”Som freelancer havde jeg måske kredset meget om den samme rolletype, men det kan man ikke sige, at jeg gør på Odense Teater. Det er nok i virkeligheden den eneste grund til, at jeg stadigvæk er skuespiller.”

Adspurgt om, hvorvidt han nogensinde er blevet tilbudt noget, som han ganske enkelt ikke kunne sige ja til, vandrer tankerne tilbage til de idealistiske dage som ung og nyuddannet:

“Jeg skulle engang være med i Nøddebo Præstegård, og der sagde jeg til min daværende chef: “Det vil jeg simpelthen ikke. Det kan jeg ikke.” Jeg kunne ikke rumme det, fordi jeg var ung og ville lave noget, der virkeligt betød noget og ændrede verden. I dag er det noget af det mest fantastiske at spille for tre generationer og vide, at nogle af de børn, der sidder i salen, måske får en oplevelse, der åbner deres øjne for teater.”

På nuværende tidspunkt i karrieren har han for længst lært, at man skal være varsom med forudsigelserne: “Ofte er det faktisk de forestillinger, jeg har glædet mig mindst til, som viser sig at være de mest kunstnerisk interessante. Det kan man langt fra altid forudse.”

Håndbog for holdspillere

“Teater er en holdsport, og man er nødt til at acceptere, at man ikke altid starter i angrebet. Af og til starter man et andet sted på banen – måske starter man helt ude på bænken,” fortæller Mikkel, da jeg spørger ind til den aktuelle forestilling Håndbog for superhelte.

Holdet er sammensat af nogle af teatrets mest garvede spillere, helt nye navne og en hovedrolle – i form af Luise Kirsten Skov – som er hyret ind udefra. Jeg spørger Mikkel, om han ser det som sit ansvar at lære fra sig? “Jeg synes i hvert fald, det er mit ansvar at tage mig rigtig godt af dem, der er yngre end mig.

Grundlæggende synes jeg bare, det er dybt interessant at finde ud af, hvordan de unge griber tingene an, og hvordan de læser tingene. Jeg får mere ud af at søge inspiration hos dem end hos mine jævnaldrende, for vi er jo rundet af meget af det samme.”

Tryghed er ikke en selvfølge

I denne produktion har han valgt at indtage en mere tilbagetrukket rolle, hvis der skal være plads til andre med mere brug for prøvetid – og hvis han “skal overleve i katakomberne under Odeon,” mens teatret er under ombygning. Her bruger han meget af tiden sammen med Claus T. Søndergaard, som han har delt garderobe med i 15 år. “Vi er som brødre,” fortæller Mikkel, hvilket er uvurderligt for ham:

“Jeg er meget tryghedssøgende, og derfor hjælper det at være en del af et hold. Det giver mig en tryghed, der ikke ligger implicit i mit fag. Når jeg er i København og taler med mine freelancekollegaer, stormer de altid over og spørger, om jeg ved, hvor privilegerede vi er. Og ja, jeg ved godt, hvor privilegerede vi er. Vi er ikke kendte, men vi er privilegerede, og vi spiller hele tiden.”