★★★☆☆☆ Nyfortolkning af Den politiske kandestøber er for meget af det gode

Odense Teaters nyfortolkning af Ludvig Holbergs Den politiske kandestøber gakker ud på så mange niveauer, at selve historien drukner.

”Ét er et søkort at forstå. Et andet er et skib at føre,” udtaler Claus Riis Østergaards Herman von Bremen højtideligt med blikket rettet ud mod publikum, mod byens borgere.

Vi er her i sidste del af Stine Schrøder Jensens noget spraglede iscenesættelse af Den politiske kandestøber på Odense Teater. Det er her, hvor kandestøberen indser, at selvom han i sit tidligere liv havde mange holdninger til, hvordan byens politiske arbejde burde udføres, så er opgaven noget vanskeligere at løfte i den virkelige verden. Det er samtidig også det sted i iscenesættelsen, der placerer sig tættest op ad Holbergs oprindelige komedie.

Den indbildte borgmester

Holbergs Den politiske kandestøber er bearbejdet til Odense Teater af Thor Bjørn Krebs, der har tilføjet ikke så få skæve påfund og hints til nutidige tematikker. Fortællingen kredser om Herman von Bremen, der ernærer sig som byens kandestøber. På det lokale værthus, Gramborg Kro, mødes han med sit ”sædvanlige slæng”, der gør sig kloge på byens politiske elite – og hvordan de selv ville gøre alting meget bedre.

Hos selvsamme elite, byens rådsmedlemmer, er der uro i geledderne. Rådsmand Abrahamsen (Lars Simonsen) har – via en stråmand, naturligvis – skaffet rådsmedlem Sanderus (Natalí Vallespir Sand) strå, som er en mangelvare. Disse strå, der officielt skulle bruges til et nyt tag, er endt som svinefoder, så Sanderus fortsat kan levere svin til byens stolthed, pølsefabrikken i Gramborg.

For at undgå afsløring fra Hermans sladdervorne ”kollegium politikum” på kroen, skaber de to rådmænd en alliance, hvor de bilder Herman ind, at han er valgt som ny borgmester. ”Nogle gange er komedien et stærkere våben,” understreger Abrahamsen, der er primus motor i foretagenet, som de døber ”Den indbildte borgmester”.

Alt for mange påfund i én forestilling

Udover tilføjelsen af den vigtige pølsefabrik har iscenesættelsen fået en rammefortælling, hvor Kristoffer Helmuths frieri til Lea Baastrup Rønne foran scenen afstedkommer hele kandestøberhistorien.

Med afsæt i en romantisk forestilling om, at han skal kæmpe for at få hende, træder Baastrup Rønne ind i rollen som kandestøberens datter Engelke, mens Kristoffer Helmuth bliver hendes kejtede frier Antonius. Ham har Riis Østergaards kandestøber ikke meget til overs for. Han vil have en belæst politikus til svigersøn, mens Antonius replicerer, ”man kan ikke brødføde kone og børn med politika”.

Alle de mange nye tilføjelser skaber kun nye spørgsmål, som nærmest hober sig op efter premieren på Den politiske kandestøber. Hvorfor hele dette drama for, at en ung mand må fri til sin kæreste? Hvorfor er Herman Kandestøber en drikfældig, tykvommet særling med udpræget sydsjællandsk dialekt? Og hvorfor skal alle pointer og hentydninger til nutidens politiske verden nærmest skæres ud i pap?

Somme tider er less more

Stine Schrøder Jensen har tydeligvis haft mange ideer til sin iscenesættelse, der mest af alt minder om en morsom revysketch, der er blevet et par timer for lang. Her er rigeligt med falde-på-halen-komik, som når de to herrer i dametøj vælter omkring på scenen, så papirerne flyver om ørerne på alle. Her er platte indfald, når Malene Melsens nyudnævnte borgmesterfrue, Geske, muntert synger ”Bonsoir Madame. Jeg er førstedam’”. Eller når Klaus T. Søndergaards herligt flamboyante Frants får at vide, at han kan blive ”MENister”, fordi han siger ”men” hele tiden.

”Politik og pølseproduktion har det til fælles, at det sgu ikke er kønt at se på i processen,” siger det ene byrådsmedlem til det andet, før de lægger deres plan om at narre kandestøberen til at tro, at han er valgt som ny borgmester. Når Herman derefter kigger ud mod publikum efter sin indsættelse og siger, ”Der har jo aldrig været så mange til en indsættelse i Gramborgs historie”, så føles det næsten som om, vi får stoppet pointerne ned i halsen. Og så har vi end ikke været inde på de vilde kostumer og den ellers veludførte drejescenografi. Der sker simpelthen for meget på én gang i Schrøder Jensens iscenesættelse.

Tidligere på året turnerede Bornholms Teater med deres fortolkning af selvsamme historie under titlen Danish Clown, hvor kandestøberen var udskiftet med en pølsemand. Det er måske bare oppe i tiden at kombinere Holberg og pølsesnak. Selvom der blev leet en del ved begge iscenesættelser, så når Odense Teaters version desværre slet ikke det niveau af finesse, som bornholmerne præsenterede.