★★★★★☆ Festligt familiekaos forvandles til tragedie i Annas Sang

Publikum inviteres helt ind i stuen hos familien Koppelman, hvor musikken klinger lystigt, men skyggerne lurer i hjørnerne, når Benjamin Koppels roman bliver til teater på Aveny-T.

Historien om Anna, der må opgive sine musikalske drømme og i stedet omfavne sin tragiske skæbne, fortælles overbevisende med effektive greb, eminent skuespil og scenografi. Med både humor og dyb alvor er det lykkes instruktør Katrine Wiedemann og dramatiker Jokum Rohde at oversætte Benjamin Koppels komplicerede slægtsroman til medrivende og veludført teater. 

En snert af komedie

I 1930’ernes København vokser Anna op i en jødisk familie, hvor mad, musik og arrangerede ægteskaber er i centrum. Maja Ravns smukke scenografi danner en detaljerig og varm ramme om familiens fortælling, og med et klaviatur, som pryder hele scenekanten, bliver Annas drømme fra starten tydeliggjort; hun vil være stjernepianist og spille Brahms-koncerter i hele verden. Laura Kronborg Kjær spiller Anna i ubesværet bevægelse fra livligt og fjollet barn til håbefuld og naiv ung voksen. 

Var det ikke for det dramatiske flash forward i anslaget, skulle man næsten tro, at forestillingen var en komedie, som den udrulles i første akt. I dynamisk samspil med skuespillerne er scenen nærmest levende; alle kroge, døre, møbler og musikinstrumenter bruges aktivt og velovervejet. Der er konstant bevægelse og lyd, og der serveres det ene måltid efter det andet. Med de mange referencer til det ashkenazi-jødiske køkken er det lige før, man kan lugte matzebollerne helt ude i salen. 

Stort og festligt familiekaos

Fra første middagsscene suges man altså helt ind i familiens mange små intriger. Den strenge matriark, spillet med et glimt i øjet af Natalí Vallespir Sand, prøver på bedste Stolthed og fordom-manér at lade sine egne idealer bestemme livsretningen for sine børn. Som modvægt leverer Anders Gjellerup Koch overbevisende en distræt, men hjertelig tøffelhelt af en familiefar. 

De øvrige medvirkende må særligt også fremhæves for virkelig at gøre forestillingen levende, når de fletter sig ind og ud af Annas liv som forskellige familiemedlemmer, potentielle bejlere, venner eller sælgere i Magasin du Nord. 

Den tydelige kemi blandt hele ensemblet skaber konstant latterfremkalende og mindeværdige momenter. Som når Koppelmann-familiens første forsøg på at sammensmede sig med en jødisk guldsmedfamilie ender i totalt kaos som følge af en veludført prank. 

Musikken som erindringsrum

Selvom forestillingens første akt er let og humoristisk, aner man fra start, at skyggerne lurer under den stearinlysvarme overflade. Det er en genistreg at lade stjernepianisten Katrine Gislinge sidde ved flyglet som en organisk del af scenografien og forestille en ældre Anna. 

Gennem Benjamin Koppels nykomponerede musik ser hun tilbage på sin lykkelige barndom med det alvors blik, hun i løbet af voksenlivet kommer til at tilegne sig. De klezmerinspirerede melodier understreger den muntre stemning i familiens varme hjem og Gislinge observerer scenerne i afdæmpet nostalgi. Men når en tilsyneladende munter scene efterfølges af det smukke, gennemgående motiv, Annas sang, indrammes hyggen i en ildevarslende melankoli. 

Man bliver derfor ikke overrasket, når alt ser helt anderledes ud i anden akt. Familiens fravær og Annas ensomhed i sit ulykkelige arrangerede ægteskab mærkes tydeligt i alt fra det nu kolde lys til fraværet af møbler og klezmermusik. Barndomshjemmet fremstår som skygger i baggrunden, mens Annas tragiske skæbne udfolder sig på forscenen. Gislinge spiller både følsomt, nærværende og dramatisk. Hun tilfører på den måde forestillingen en nødvendig tyngde, eftertænksomhed og ikke mindst troværdighed. Fra en Anna, der ligesom sine brødre syntes, at musik er det sjoveste i verden, har hun nu lært musikkens alvor.

En skæbnefortælling

Forestillingen taber lidt pusten i anden akt, hvor tempoet og mængden af skuespillere på scenen er skruet ned til fordel for intense og ubehagelige konfrontationer mellem Anna og hendes forskellige plageånder. Benjamin Kitter er decideret uhyggelig som Annas franske husbond, der også plages af sine egne familietraumer. 

Forestillingen bliver en smule tung, hvor nogle af de lange dialogsekvenser føles en smule trukket ud eller decideret overflødige. Til gengæld gør fraværet af store ensemblescener Annas fortvivlelse endnu tydeligere, og her træder musikken igen ind som en sammenhængskraft, der understøtter, hvordan årevis af undertrykkelse kan blive til selvudslettelse. 

Det lykkes gennem gennemført godt skuespil og instruktion meget overbevisende at skabe glidende overgange, portrættere mange års levet liv og vise, hvordan flere generationers traumer går i arv. Der er tænkt i kreative løsninger, som virkelig formår at udnytte teaterformatet til at fortælle Annas lange og komplicerede livshistorie på en vedkommende og ikke mindst overskuelig måde. Når årevis af brevudveksling eksempelvis kan reduceres til enkelte velpladserede replikker. På den måde bliver temaerne om drøm, skæbne, fri vilje og social arv trukket fra Benjamin Koppels roman helt frem på scenegulvet, og man går fra forestillingen med en lyst til at åbne alle døre i sit hjem og lade gennemtrækket ruske støvet op fra gulvtæpperne.