SCENEN SAT: Barndom til genforhandling 

SCENEN SAT er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag undersøger kunstnerisk leder for Teater Hund & Co., Adelaide Bentzon, fagligheden hos dem, der skaber scenekunst for børn. For hvordan kan en voksen producere til børn?

“Altså, jeg synes, at det er godt, men det er også pisseirriterende, at forældre ikke kan forstå, at børn har et privatliv”. Sådan svarer Vinzent på 11 år på spørgsmålet: “Hvordan er det at være barn i 2026?” 

Man kan ikke uddanne sig i børneteater

Og ved vi egentlig nok om det – os, der laver scenekunst til vores børn? Det er en særlig faglighed at beskæftige sig med scenekunst til, for og med børn. Men hvori består den? De færreste kunstnere er uddannet specifikt til dette, og rigtig mange af os producerer både til børn og voksne. Så hvordan kan vi beskrive det specifikke ved at skabe scenekunst for et børnepublikum?

For mit vedkommende var det en invitation til at lave en performance-lecture for børn, der lidt tilfældigt drejede mig mod børnepublikummet. Jeg er blevet i feltet, fordi det bliver ved med at udfordre mig kunstnerisk og eksistentielt. Hvis scenekunsten er et rum, hvor virkeligheden spejles, drejes og genforhandles, så virker det fundamentalt væsentligt også at være i det rum sammen med børn.

Det er umiddelbart oplagt at tænke på dans, performance og teater for de yngste som en særligt legende og mindre alvorligt arena, men jeg oplever samtidig området som overraskende politisk. For midt i de forskellige bud på værker til børn, står barnet, som individ, som mangfoldigt flertal og som begreb.

For mig handler den specifikke faglighed blandt andet om at beskæftige sig med, hvad det overhovedet vil sige at være barn. Eller børn. For hvilke børn skaber vi til og med? Og hvilke forestillinger – i ordets dobbeltbetydning – præsenterer vi dem for?

Hvilke børn, skaber vi til?

“Det er lidt ærgerligt, at det er fyldt med Snapchat, TikTok og Instagram og alt det,” siger Roberto på 12 år om at være barn i 2026.

Det er et iboende skisme, at vi er voksne, der skaber til børn på baggrund af en barndom – vores egen – med helt andre forudsætninger, end børn har i dag. Så skaber vi til det barn, vi selv var? Til de børn, vi kender? Til de børn, vi fantaserer om? Til en eviggyldig barndom? 

Selv har jeg ret nemt ved at vandre tilbage til min egen barndom, men der er jo langt fra 1980’erne til 2020’erne. Jeg læste for nyligt Stine Pilgaards Ti vilde heste, hvor hun blandt andet beskriver, hvor svært det er at se sine børn rigtigt, fordi man forveksler dem med sig selv. Det rammer rent i mig, og får mig til at tænke på noget, som måske kan oversættes kollektivt: Vi kan ikke helt se, hvordan en barndom egentlig ser ud i dag, fordi vi forveksler den med vores egen. Hvad betyder det for de valg, vi træffer i programlægning og i prøvelokalet?

Ønsket er, at vores børn (i kollektiv forstand) får adgang til kunstens rum. Så meget som muligt i så mange afskygninger som muligt, og i en variation af udtryk og indtryk, der skaber kontraster og modstand til deres hverdag. Vi er mange, der gerne vil skabe noget til børn, der er inkluderende over for deres livsverden.

Men med det fokus, er der også en iboende risiko for endnu mere adskillelse mellem generationerne. En segmentering, hvor noget kun er for voksne, og noget andet kun er for børn. Så i lyset af, at vi er langt mindre sammen på tværs af generationer, end vi var for tre generationer siden, kunne jeg ønske mig, at scenekunsten netop er et sted, hvor børn og voksne får fællesoplevelser.

Inderligt og ukompliceret

“Det ved jeg ikke,” svarede Elliot på 12 år om at være barn i 2026. “Ok,” svarer Vilja på 12 år, mens Walli på 14 år tilføjer: “Store spørgsmål har tit korte svar”.

En af mine egne stærkeste oplevelser med et generationsspænd er fra forestillingen Boat Tours NHZ af Public Performance i juni 2026 under CPH Stage. Her tog jeg som co-iscenesætter imod en gruppe medvirkende voksne, unge, børn og ældre, der på tværs af alder og forudsætninger sammen skulle udføre en scene under Metropolis-bygningen i Københavns Sydhavn.

Det var en koreografi, der kunne udføres af de fleste kroppe. Den kunne forstås på mange planer. Den var fysisk krævende. Den var kort, men også lidt af en udholdenheds tour de force. Der var både vind og regn og solnedgange. De medvirkende klædte om på broen, og vi spiste vingummi i pausen. Det var et rum uden for hverdagen, på én gang fuldstændigt abstrakt og helt konkret, og som med stor nøgternhed skabte en inderlig følelse af noget fælles og en ukompliceret mening. Den tilstand har jeg taget med som videre inspiration.

Papmaché-parole

“Der er mange, der bruger elektronik i stedet for at være ude at lege,” siger Solvej på 9 år om at være barn i 2026.

Midt i en verden med en voldsomt begivenhedshastighed, og en sitrende følelse af usikkerhed, mærker vi kulturens status vokse. Der er nu en bredere enighed om, at kunsten bliver særlig vigtig i en krisetid. For at holde fast i fællesskabet, styrke demokratiet og give os åndelig modstandskraft. Børnene er skam med, for “de er fremtiden, og kunsten tilbyder demokratisk dannelse,” lyder det ofte.

At børn er fremtiden er en stående vending, der i mine ører lyder mere og mere som en papmaché-parole. Sat sammen med demokratisk dannelse klinger det velment og ufarligt. Men vi skriver børn ind i en passiv position, hvor de først træder i kraft senere, og det er et kedeligt udgangspunkt for et møde i kunsten. Her har vi netop chancen for at mødes i en brydning mellem det kendte og det ukendte, og hvad kunne vi dog ikke lære af dem, som bor i nutidens barndom?

Jo mere, jeg dykker ned i, hvad det vil sige at præsentere eller skabe scenekunst for børn, jo mere tænker jeg, at rigtigt meget af det, vi laver, også skal skabes til voksne. I bedste fald ikke bare som fraværende ledsagere, der fylder ved siden af et barn i en teatersal, men som en form for fælles dannelse. Det er ikke kun børnene, der indgår i en dannelse. Det er i lige så høj grad voksne, der dannes videre gennem indblik i børns verden og kunstoplevelser, der tager udgangspunkt i barnet frem for den voksne.

Villy får det sidste ord

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan jeg fremover kan formulere min egen faglighed i dette felt, men jeg vil gerne være en slags kunstnerisk procesadvokat for mere fællesskabsdannelse mellem børn og voksne.

Her til sidst giver jeg igen ordet til et barn. Det er Villy på 10 år, der har gjort sig mange tanker: 

“Det er lidt svært.. nogen gange… med relationer. Der kan være nogen, der prøver altid at gøre dig lille, som altid vil have, at du er under. Og det er også fedt at være barn, fordi man behøver ikke at betale skat, man kan bare være. Og så synes jeg også, at skole er rigtig svært, fordi man skal sidde derinde. Nogle gange ville jeg godt kunne lide at tage nogle beslutninger, men det kan vente. Ellers ikke så meget. Eller jo… jeg har jo set de der videoer af skove, der brænder, og det er jo ikke rart at vide, at det er i vores verden lige nu. Og jeg tænker, at vi er så heldige herovre i lille Danmark, så vi er nødt til at gøre noget sammen for at hjælpe verden. Ja. Det er sådan, det er at være barn i 2026.”

LÆS OGSÅ: SCENEN SAT: Monstrøse tider – At stirre ind i kyklopens øje