★★★★☆☆ Sprækkerne i de syge logikker – Caspar Erics handicapdigte sat på scenen

Revolvers CRIP vil vise os nogle af de erfaringer, der sjældent finder vej til scenen. Iscenesættelsen af Caspar Erics handicapdigte sammenfletter digtsamlingernes tekstuniverser med tre skuespilleres levede erfaringer med handicap. Med smittende indignation fortsætter forestillingen digtenes kamp for at skabe plads til kroppe, der falder uden for den såkaldte ”normal”.

”Vi bliver altid spillet af de raske. Der er ikke nogen handicappede skuespillere,” siger skuespiller Andreas Buchtrup Andersen, der med udsagnet fremstår som en levende selvmodsigelse. Det er dyrt og besværligt med lifte og hjælpere, lyder et par af de udtjente argumenter, der også oplistes for, hvorfor mennesker med handicap ikke selv besætter rollerne eller er repræsenteret på scenen. 

I CRIP låner Gustav Thaysen, Andreas Buchtrup og Pernille Vallentin Brandt deres stemmer til hver af Caspar Erics digtsamlinger Nike, Nye Balancer og CRIP. De deler også glimtvis fra deres eget liv med både fysiske, synlige og usynlige handicap. Castet lader moderlig omsorg møde drenget gaming- og karatesparksenergi i en fælles vrede rettet mod et uretfærdigt system og syge logikker.

Den handicappede hund

Krybende hen over det store blueprint, der udgør scenegulvet, demonstrerer Gustav Thaysen og Andreas Buchtrup Andersen, hvordan nogle kroppe må arbejde hårdere for at komme frem i verden. I løbet af forestillingen oplyses forskellige dele af den blå plantegning og lader absurde, komiske, rørende og harmevækkende scener fra Caspar Erics værker træde frem.

Absurditeten kropsliggøres med historien om en handicappede hund. Den er født med tre ben, men dens ejer fortæller, at en anden hund har bidt den. Den får ros, fordi den kan tage sit dankort op med munden, når den køber frysepizza i Netto. Den takker måske ja til at sidde i et glasbur som en kunstinstallation, fordi den ikke kan få et normalt arbejde og godt kunne bruge pengene.

Selvom vi som publikum griner, vidner det om, at det står tankevækkende grelt til, når erfaringerne med handicap konkret kan formidles med hunden som stedfortræder.

Vi minder dig om, at din krop går i stykker

Med ordene ”De vil udrydde os,” åbner Pernille Vallentin Brandt et spor i forestillingen, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Et digt, hvor mødrene bliver givet ordet, lyder: “Det bedste ved at have et handicappet barn er, at hvis Mads fik lov til at bestemme, ville verden være smukkere. Det værste ved at have et handicappet barn er, at hvis verden fik lov at bestemme, ville Mads ikke være her.”

Når CRIP samtidig berør emner som abort og assisteret selvmord, bliver vi som publikum tvunget til at forholde os til de systemer, logikker og tænkemåder, der afgør hvilke liv, vi finder værd at leve, og hvilke tab, vi finder værd at sørge over.

”Vi er dem, du har lært ikke at se – vi minder dig om, at din krop går i stykker,” synger Pernille Vallentin Brandt senere, mens røg fylder scenen. Den nøgne stemme gentager sætningen igen og igen, og understreger den skrøbelighed, der findes i os alle sammen. 

Det er i øjeblikke som dette, at teksten står stærkest frem. Overordnet set fungerer oversættelsen fra digte til scene godt. Skuespillerne og den smukke scenografi, lys- og lyddesign tilføjer en sanselighed, som virkelig klæder værkerne. Nogle steder betyder dramatiseringen dog, at digtene mister en del af deres kompleksitet og nerve. 

En plads i Hollywood-fiktionerne

Den dødelighed, vi konfronteres med på scenen, er særligt præsent i et afsluttende begravelsesritual. Her bliver digter-jegets gravskrift samtidig en brandtale: ”Til mine crips, jeg elsker jer. Nu er det jeres tur.” Andreas Buchtrup, Pernille Vallentin Brandt og Gustav Thaysen har i forestillingen allerede taget faklen for at ”vise os sprækkerne i de syge logikker.”

De viser os den fysiske vold, sætter ord på mobningen, fordommene og tilråbene, men de puster også liv i håbet om, at fremtiden kan blive en anden. Når digterstemmen peger på, at ”crips” er skrevet ud af Hollywood-fiktionerne, skaber de selv den western, verden har manglet:

Rullende med cowboyhatte på hovedet og matchende støvler på fødder og styr, er de mørke silhuetter op mod en orange baggrund af solnedgangslys. CRIP lykkes med at udvide horisonten, og ved konkret at sætte tre mennesker med handicap på scenen, er forestillingen i sig selv med til at bane vejen for den forandring, digtene råber på.