Jeg bliver inspireret af forskellighederne – interview med Malene Becker Nielsen fra Festival PÅ TVÆRS

Foreningen for Integreret Moderne Dans i Danmark (FIMD) slår for anden gang dørene op til tre dages forskellighedsfejring, når Festival PÅ TVÆRS finder sted fra torsdag 30. april til lørdag 2. maj 2026 i Dansekapellet i København NV. Danser og koreograf Malene Becker Nielsen fortæller her om at koreografere til forskellige kroppe i værket I Dare You To Look at Me.

Der venter nogle “unikke kunst- og kulturoplevelser for børn, unge og voksne, når festival PÅ TVÆRS igen byder op til dans i Dansekapellet i København NV,” skriver foreningen i deres pressemeddelelse. For festivalen “hylder forskellighed, og insisterer på, at alle har ret til at indtage scenen.” Dermed vil flere kunne føle sig spejlet og set.

Programmet er skabt under mottoet “Alle kroppe tæller, alle kroppe fortæller” af og med mennesker med og uden funktionsvariationer, og byder på forestillinger, koncerter, workshops og debatter. Festivalen vil udfordre publikums forestillinger om, hvordan dans ser ud, idet repræsentationen af mennesker med funktionsvariationer på scenen stadig er begrænset.

Alle kroppe fortæller

På programmet er fx Narkissos af Matthew Rawcliffe for børn og unge med neurodivergens, der kan opleve den sanselige intimforestilling sammen med deres voksne som det eneste publikum. I forestillingen Modertræ, skabt af danser og performer Cath Borch Jensen, understreger hun som spastisk kvinde, at fysisk udfordrende vilkår ikke er en hindring for at fortæller historier med krop og sjæl.

I den vokale performance Do You See What I am Singing kan publikum skrue ned for synet og i stedet udfordre dansk og irsk vokalkultur gennem hørelse og berøring. I forestillingen Hvilesteder/This is a Place of Rest af Nana-Francisca Schottländer kan deltagerne ligge ned og lytte med kroppen, mens den synker ned i materialer og historier omkring Dansekapellet.

Det er blot nogle få af de mange forestillinger, koncerter, debatter og workshopaktiviteter, der kan opleves på festivalen for børn og voksne. Fælles for dem er, at de integrerer alle slags kroppe i fortællingerne og de visuelle universer. Man kan også høre og se mere om Integrated Dance og deres pionerarbejde på en audiowalk og gennem fem kortfilm, der gør op med forestillingerne om, hvad en dansende krop kan.

Al bevægelse er gyldig

En af de pionerer, som er med til at skubbe til strukturer, der har holdt personer med handicap på afstand af kunstscenen, er danser og koreograf Malene Becker Nielsen. Hun ser nye kunstneriske muligheder i mødet mellem forskellige kroppe og erfaringer – aktuelt som koreograf og danser i værket I Dare You To Look At Me af M.A.D.E – Mixed Ability Dance Ensemble (DK). De to øvrige medvirkende er Zak Sandford og Roya The Destroya.

“Jeg arbejder ud fra en hypotese om, at al bevægelse er gyldig. Det handler om, hvordan du sætter det i kontekst, så du får dit budskab ud. Hvis man har funktionsnedsættelse, men kan bevæge sin lillefinger, så er det den bevægelse, vi arbejder med. Vi kommer alle med vores forskellige historier, og jeg bliver inspireret af forskellighederne, og hvad det gør ved bevægelserne. Hvad sker der, når vi flytter tyngdepunktet til siddende, eller hvis vi forlænger linjerne med en krykke? 

I et værk som I Dare You To Look At Me er det særligt vigtigt, at bevægelsesmaterialet er autentisk, og at dansernes egne historier kommer med. I skabelsen har jeg lagt vægt på at udvikle materialet i samarbejde med danserne. Noget er deres, noget er mit, og noget har vi skabt fælles.

Derudover arbejder jeg med at tilpasse bevægelsesmateriale. Så jeg kigger på en bevægelse for at finde ud af, hvad der er essensen af den, og det, jeg gerne vil have frem. På den måde kan jeg fjerne de dele af bevægelsen, som ikke er relevant og finde ud af, hvad bevægelsen så er, på hver af de forskellige kroppe.”

Forskelligheder er normale

“Ønsket om at være med til at bryde normerne og nuancere forståelsen af kroppen, og hvem der har adgang til at stå på en scene har stor indflydelse på værket,” siger Malene Becker Nielsen. Værkets titel fortæller i sig selv, at publikum inviteres til at se på og fordybe sig i anderledes kroppe som et opgør med fordomme og en kultur om ikke at stirre og være nysgerrig.

“Helt basalt betyder det eksponering. Det er ikke hjernekirurgi eller noget andet kæmpestort, men det handler om, at vi vænner os til at se forskellighederne som værende normalt. Selvom rigtig mange mennesker passer ind i en kasse af, hvordan en krop ser ud med 10 fingre, 10 tæer fx, så er alle mennesker forskellige. Nogle har en stor næse, andre har store ører. Nogle har lange ben, og andre har korte. Det er også en del af det, der gør os til, dem vi er.

At have en krop, der er anderledes, er jo i virkeligheden bare en del af vores identitet. Den verden, vi har skabt, med en perfekthedskultur, hvor alt man ser på sociale medier foregår igennem et filter fra den rigtige vinkel, betyder, at det er svært at stikke ud. Det skaber en kultur, hvor man ikke skal stå ved den, man er, hvor man har mulighed for at rette op på og gemme de ting væk, som man ikke synes om. Ved at udstille vores forskelligheder, ønsker jeg at udvide netop dit synsfelt – og måske endda få sat nogle af de ting du selv kæmper med, i et andet perspektiv.”

Scenekunst kan eksponere

Festival PÅ TVÆRS kan dels bidrage til at flytte nogle forforståelser i det scenekunstneriske landskab. Og hvor udlandet allerede er nået meget længere, har Danmark stadig meget at lære.

“Festival PÅ TVÆRS hjælper med at gøre krav på, at der skal være plads til os alle. Hvis vi kigger lidt til landene rundt omkring os, er vi i Danmark virkelig mange år bagud. Inklusion er en naturlig del af scenekunstverdenen uden for Danmark, og jeg kom hjem til Danmark for netop at sætte det på dagsordenen herhjemme,” siger Malene og runder af:

“Festival PÅ TVÆRS skaber en god mulighed for at samle mange forskellige værker og mange forskellige kroppe. I fællesskab kan vi arbejde mod øget inklusion, og forhåbentlig kan det sprede sig til samfundet generelt, for det handler også om eksponering af forskelligheder i alle aspekter. Vi ser det mere og mere i fx gadebilledet og i reklamefilm, og jeg ønsker, at scenekunst skal være et naturligt medie for eksponering. Jo mere vi ser det, jo mere vil vi vænne os til, at det er en selvfølge og en naturlighed.”