★★★★★☆ Der er både krumspring og klassikerpotentiale i Peters jul

Tag et klassisk juledigt, en gammel Mark Twain-fortælling, nykomponeret, iørefaldende musik, en overdådig scenografi fuld af julemagi og et særdeles velspillende skuespillerhold. Så har du opskriften på Odense Teaters Peters jul.

Martin Miehe-Renard og Søren Skjold har skrevet et helt nyt julespil til Odense Teater, som lige nu kan opleves på en mere end almindelig stor teaterscene i Arena Fyn, hvor teatret midlertidigt er rykket hen, mens huset på Jernbanegade i Odense centrum er under ombygning.

Lars Fjeldmose står bag de iørefaldende, musikalske kompositioner, der – ligesom fortællingen som helhed – virker velkendte og trygge. I det hele taget har Pelle Nordhøj Kanns iscenesættelse en solid vibe af klassiker over sig, som underbygges af de velkendte strofer fra Johan Krohns gamle juledigt.

En ægte julehistorie

Miehe-Renard og Skjolds Peters jul er en ægte julehistorie om næstekærlighed og drømme. Historien henter sin inspiration fra både juledigtet og fra Mark Twains historie Prinsen og tiggerdrengen. To vidt forskellige drenge mødes tilfældigt juleaftensdag. De drages af hinandens liv. Tanken om den ultimative frihed eller den ultimative tryghed. For udover alderen har den rige dreng Peter ikke meget til fælles med lommetyven Rasmus, som lever på Fattiggården.

“Jeg ville ønske, jeg var dig,” siger Alfred Nordhøj Kanns matrostøjsklædte Peter til Laurids Skovgaard Andersens mere lurvet klædte Rasmus. For den uvidende, rige dreng virker det frie liv på gaden, hvor ingen forældre bestemmer over én, ganske tillokkende.

Men da de to drenge – ved hjælp af julens magi – får opfyldt deres ønske om at leve hinandens liv, viser det sig hurtigt, at det ikke er helt så vidunderligt, som de havde forestillet sig. Der kan slås mange krøller, på den historie, men her lykkes det overraskende godt. Især gennem Malene Melsens Fattig-Fie, der – som en klog bedstemoderlig karakter – deler mange kloge budskaber. Blandt andet at “julen drejer sig om at ønske og at turde drømme.”

Scenografi fuld af julemagi

Det er lidt af en opgave at få et så enormt rum som hallen i Arena Fyn til at fremstå hyggeligt. Men det lykkes til fulde. Det skyldes blandt andet Camilla Bjørnvads overdådige scenografi, der størrelsesmæssigt minder mest om det, vi normalt oplever i Ulvedalene nord for København, når Det Kongelige Teater spiller sommerforestillinger under åben himmel.

Midt på scenen står to store huse i flere etagers højde, som kan drejes omkring, så de både kan være udvendige husfacader i byen og vise stuerne i det varme, trygge hjem, hvor Peter bor med sin familie. I de velhavende kredse er farverne klare og stærke, mens det blandt de fattige kun er forskellige toner af grå, der præger kostumerne.

Rundt om husene løber en halvcirkelformet sti, der stiger bagud, som en bakke bag byen. Uden om denne er massevis af grantræer i et snedækket landskab. Som skoven, der omkranser byen, hvor historien udspiller sig. Indimellem får det hele et ekstra strejf af julemagi i Simon Holmgreens lysdesign, når tusindvis af julelys tændes på alle skovens træer. Eller når store flager af hvid sne daler ned over scenografien.

Som et levende julekort

Alfred Nordhøj Kann i titelrollen som Peter er et sjældent set energibundt, når han flyver omkring på scenen, som den priviligerede dreng, der keder sig, og derfor gør det ene halsbrækkende krumspring efter det andet, for at få tiden til at gå. Laurids Skovgaard Andersen som den fattige Rasmus er dog lige i hælene på ham. Her er også akrobatiske spring og snedige tricks til at franarre intetanende forbipasserende en pung – eller måske et lommeur.

De mange statister, der er iført lige så voluminøse kostumer som de mange skuespillere, bidrager til masser af liv på den store scene. Faktisk er der intet mindre end 24 medvirkende i Peters jul. Under flere af sangene er desuden indlagt små trinserier i Peter Friis’ koreografi, som binder alle de medvirkende sammen til en visuel helhed. Når alle på scenen taktfast rokker fra side til side, som det fx er tilfældet, da Alfred Nordhøj Kann i begyndelsen synger teksten fra Krohns juledigt, fremstår hele sceneriet som et enormt, bevægeligt julekort.

Peters jul har så afgjort klassikerpotentiale. Det er en fortælling, som sagtens kan blive spillet på teaterscener mange år fremover. Historien rummer julestemning på den gode, gammeldags vis, som vi kender fra mange klassiske julefortællinger, men uden at have det let bedagede over sig. I stedet får vi her traditionel jul spædet op med lidt ligestilling og et eviggyldigt budskab om, at “man må dele, det man har.”