Torsdag den 26. marts 2026 afholdt Foreningen af Danske Sceneinstruktører generalforsamling. Under en talk i forlængelse af mødet gav parrene koreograf Karina Dichov Lund og instruktør Kamilla Wargo, og koreograf Rebekka Lund og instruktør Ina-Miriam Rosenbaum stemme til potentialer og udfordringer i samarbejdet mellem koreograf og instruktør. Samtalen tydeliggjorde, hvordan koreografi er mere end dans på scenen, og hvorfor det er afgørende, at branchen adresserer koreografens rolle i den scenekunstneriske produktion.
Hvad betyder det for en forestilling, at den er blevet til i samarbejde med en koreograf? Hvordan får vi et mere nuanceret sprog for koreografens funktion? Og hvordan oversættes koreografens værdi ved forhandlingsbordet, når der skal en ekstra person på lønningslisten?
I forlængelse af generalforsamlingen hos Danske Sceneinstruktører udfoldede en talk om samarbejdet mellem instruktør og koreograf sig til en aktuel og relevant debat. På den ene side er det muligvis tiltrængt at droppe kassetænkning og begrænsende definitioner, på den anden side findes et behov for netop at etablere et sprog for det særegne bidrag, koreografen bringer ind i samarbejdet. Særligt hvis den nytænkning, som opstår mellem de to fagligheder, skal kunne være en del af en bæredygtig praksis.
Koreografens rolle på dagsordenen
Der er god stemning på Folketeatret, da ISCENE besøger Foreningen af Danske Sceneinstruktørers generalforsamling. Bestyrelsen er valgt og de sidste punkter under Eventuelt er gennemgået.
Mens deltagerne strækker benene, bliver bordene rykket, så den lille forsamling kan sidde tættere på koreograf Karina Dichov Lund, instruktør Kamilla Wargo, koreograf Rebekka Lund og instruktør Ina-Miriam Rosenbaum. De gæster arrangementet til det sidste punkt på dagsordenen: En talk, hvor de fortæller om deres samarbejde.
Det er ud på aftenen, men det faglige indspark bliver mødt med veloplagthed. Talken skaber et rum, hvor deltagerne kan blive inspirerede af hinandens arbejde. Det er en anledning til at diskutere og sammen blive klogere på, hvad der rører sig i feltet.
De danser jo ikke
Aftenens moderator, instruktør Mette Ovesen, præsenterer talkens gæster. Begge makkerpar har mangeårige samarbejder bag sig: Ina-Miriam Rosenbaum og Rebekka Lund har lavet alt fra musikteater til politisk teater og taleteater, og Karina Dichov Lund har samarbejdet med Kamilla Wargo de sidste godt 20 år på omkring 40 forestillinger.
Alligevel oplever både Kamilla Wargo og Ina-Miriam Rosenbaum, at de som instruktører ofte skal forklare samarbejdet. Teatercheferne spørger: “Hvorfor skal vi have en koreograf. De danser jo ikke?” fortæller Ina-Miriam Rosenbaum.
Selv har de begge en stærk fornemmelse af forestillingers særlige fysiske lag, og fremhæver i samtalen, hvordan det nødvendiggør sin egen faglighed:
“Det gør noget ved spillerne at have et koreografisk blik på sig,” fortæller Ina-Miriam Rosenbaum. For hende er det naturligt at indtænke fysik, uanset om hun arbejder med musikforestillinger eller naturalistiske taleforestillinger: “Der er altid et fysisk lag, som går igennem teksten.”
Kamilla Wargo understreger, at alt i hendes forestillinger er sirligt koreograferet. Hvordan spillerne står og går, og hvordan én spillers bevægelse sætter gang i nye bevægelser på scenen: “Mit oprindelige sprog er et fysisk sprog, hvor jeg arbejder ligeværdigt med bevægelse, ord og følelser,” fortæller hun.
“Og tempo/rytme. Teksten er også koreografisk,” tilføjer Karina Dichov Lund. “Et stykke musik,” supplerer Kamilla Wargo, inden Karina Dichov Lund tager over igen. Forestillingerne er en kollage af sammensatte scener: “Det arbejde ser jeg også som meget…”
“Koreografisk,” siger de i kor, og der bliver grinet blandt tilhørerne. Måske fordi det vidner om deres tætte samarbejde, at de i dette øjeblik smelter sammen til en enhed og taler med en fælles stemme.
Manglende sprog – manglende økonomi
I Rebekka Lund og Ina-Miriam Rosenbaums samarbejde er det ofte Ina-Miriam Rosenbaum, der inviterer Rebekka Lund ind som koreograf. Derfra beskriver de begge deres kunstneriske proces som et ligeværdigt samarbejde: “Vi leger. Det er total ping-pong. Det er levende,” fortæller Rebekka Lund, mens Ina-Miriam Rosenbaum fremhæver tillid og en naturlig respekt for hinandens arbejdsrum. En tillid, som bliver opbygget over tid.
Tid er en afgørende faktor, der former begge samarbejder. Det gælder også i de enkelte produktioner. Her kan samarbejdet mellem instruktør og koreograf blive udfordret. De kreative processer kræver tid og dermed økonomi – ressourcer som begge ofte er mangelvarer med de vilkår, mange produktioner skabes under.
Karina Dichov Lund beretter, hvordan hun og Kamilla Wargo nogle gange bruger fem måneder sammen inden prøverne. Den lange forberedelsestid vækker nysgerrig forbløffelse hos tilhørerne. Der bliver spurgt ud i rummet: “Betaler teatrene for det?”
“Nej,” svarer Kamilla Wargo, mens Karina mere diplomatisk beskriver situationen som en “give and take”, der “også handler om, hvad man synes man skal have i løn.” For hende er det afgørende, at arbejdet er sjovt, og at det bliver gjort ordentligt: “Det kræver en proces i tid.”
Hos Rebekka Lund og Ina-Miriam Rosenbaum er det også pengene, der afgør, hvor mange dage om ugen Rebekka Lund er med under produktionen. Ina-Miriam Rosenbaum må ofte forhandle og argumentere, selvom efterspørgslen er der: “Skuespillerne siger ja tak,” fortæller Rebekka Lund.
Ina-Miriam Rosenbaum har et bud på, hvorfor det alligevel kan være svært: “Teaterdirektørerne – og måske også os selv – mangler et sprog for fysikken i vores forestillinger.”
Klart definerede roller eller flydende praksis
Det manglende sprog rammer kernen af aftenens agenda. Undervejs har Kamilla Wargo, Ina-Miriam Rosenbaum, Rebekka Lund og Karina Dichov Lund sat ord på nogle af de funktioner, koreografen kan have: Dramaturg, sparringspartner, blikket udefra, støtten, den, der fornemmer rummet, skaber struktur og har det store overblik.
I anden halvdel af samtalen melder nye stemmer blandt tilhørerne sig på banen. Det er blandt andet bestyrelsesmedlem og instruktør Simon K. Boberg, som afslører, at der fra foreningens side har været et ønske om at starte en dialog om koreografernes arbejde.
Han ser en bevægelse i udlandet, hvor det er almindeligt at have en “movement director”, og er nysgerrig på, hvorvidt der også er behov for en særskilt stillingsbetegnelse i en dansk kontekst.
Karina Dichov Lund oplever, at behovet for definition især kommer fra omverdenen. For hende giver det tit sig selv i prøverummet. Derfor vil hun hellere banke væggene ned mellem begrænsende definitioner: “Det kunne være en instruktør, der arbejder med dansere. Det kan der også komme et interessant og anderledes formsprog ud af. Jeg tror, det handler om at ryste poserne.”
Simon K. Boberg fastholder, at afgrænsningen er vigtig: “Hvor er det, I er uundværlige? Hvad er argumentet for, at man skal hyre to skabende mennesker?” spørger han og understreger, at det er overlagt polemisk.
Med eksempler fra samtalen fremhæver han, at måden, koreografens funktion omtales, risikerer at reducere deres arbejde. For ham er det afgørende, at fagligheden italesættes i sin egen ret.
”Når der er et scenekunstnerisk ønske om forestillinger med et gennemarbejdet fysisk udtryk, så kræver det et medarbejdende, konceptuerende menneske, og ikke bare en koreograf et par timer. Jeg vil gerne have et mere ligeværdigt samarbejde også økonomisk og credit-wise,” siger han.
En fælles afslutning
Samtalen bevæger sig i flere retninger, og berører med input fra flere tilhørere om blandt andet betydningen for hele økosystemet af, at samarbejdet på tværs af fagligheder prioriteres allerede på uddannelsesniveau.
Derudover peges der på, at den tværæstetiske inddragelse af ikke kun koreografi, men også samtidscirkus og performance længe har været udbredt i det frie felt, og nu er blevet mere mainstream. Dertil bliver der fra flere sider udtrykt et generelt ønske om større udveksling mellem de scenekunstneriske felter.
Ikke mindst opstår ideen om at samle de gode cases og lave et kompendium over samarbejder, der kan bruges til at fremhæve, hvad instruktør-koreograf-udvekslingen kan.
Diskussionen har åbnet mange spor, og Mette Ovesen fremhæver derfor afslutningsvist talken som en første samtale i den videre samtale, inden det sidste ord bliver givet til instruktør Jacob Stage. Han opsummerer aftenen med en væsentlig pointe:
“En af de ting, jeg tager med videre, er, at kunsten til stadighed er nysgerrig. Man kan ikke sætte rammerne for, hvad kunsten skal kunne i fremtiden ud fra, hvad den er i dag, eller hvordan den har været før.”
Fra forsamlingen lyder det flere steder: “Det var smukt.” ISCENE forlader således Folketeatret med følelsen af, at rummet af mennesker, der professionelt arbejder med replikker, kollektivt var nået til enighed om, at netop den bemærkning var en passende afslutning på aftenen.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Danske Sceneinstruktører med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
