Nye stemmer – Sic Parvis Magna og Havet i munden

Dødshjælp i globaliseringens tid og transkroppens glid gennem vandet. Vi ser mange forestillinger på ISCENE, og det er ikke altid, de skal anmeldes. To af forårets oplevelser har dog bidt sig fast, og præsenteres derfor her ved indgangen til en ny sæson i miniomtaler. Kai Merke, der instruerede Havet i munden, er i øvrigt netop nu aktuel med en ny produktion, Ruinerne, der i denne uge spiller på Passage Festival.

“At svømme føles som at blive rørt ved over hele kroppen på én gang”.

Sådan lyder en replik – sagt i kanon – fra Havet i munden, der er baseret på Luka Holmegaards digtsamling af samme navn. Sanseligt og søgende på samme tid. Det samme er trioens luftige opvarmning af stemmer og forsøg med forskellige intonationer, der afslappet indleder performancen i et væld af bobler. Så bevæger kroppene sig i catwalkagtige positurer, før de formelt byder velkommen til en performance, hvor der er “noget, vi kan, og noget, vi prøver at kunne.”

At falde ud i noget andet

Vi er med andre ord i et transformativt landskab med tre transkroppe – og sind – der forsøger at være i forvandlingen ved at dykke ned i havets på én gang formløse, dramatiske og associationsskabende karakter. Det er “Følelsen af at sidde på rælingen, læne sig bagover/ lade sig falde ud i noget andet.” Men det er samtidig også følelsen af at glide blidt gennem vandet med de tre personaer, der tager så blødt vare på hinanden og os. En tryghed foldet ind i den transformative uvished, som de folder ud i skiftende positurer med velvalgte rekvisitter.

Bedårende er de glinsende badehætter, der sender tankerne til Hollywood-svømmestjernen Esther Williams og hendes graciøse dans i vandet. I AFUK Scenes rå lokale veksler det graciøse med det charmerende-kluntede, når forskellige poses skal indtages, og når de luftige stemmers milde poesi brydes af en bange eller nonchalant stemme. Traumer luftes, spørgsmål stilles. “Jeg giver for meget af mig selv,” funderer Ludvig Lulu Brostrups karakter, mens Faun Vium lader kroppen tale i inciterende dans eller synger i Luka Holmegaards mund i et fnuglet favntag.

Havet i munden walks the talk

Også vi er med, da den største boble foldes ud som et flagrende skrøbeligt telt. Alle må holde ved kanten, mens scener udspiller sig indeni. “Jeg har det, som om min krop er fyldt med lys,” lyder det sprødt, før bølgerne ruller over gulvet, og Havet i munden toner ud i en spiralbevægelse tilbage mod startens refleksioner over åndedrættets muligheder for at sætte en tone.

Vi strejfer kun praktikken med hormoner og systemhåndtering, der fylder mere i digtsamlingen, men måske netop derfor kommer vi helt tæt på kroppenes forunderlige magi og det foranderlige, sanselige rum, transkroppen flyder rundt i. Et rum af bobler, pailetter og knitrende plast. Et rum favnet af Mija Milovics sfærisk-smukke kompositioner og Kai Merkes på én gang sensuelle og stringente instruktion. Alt flyder, men samler sig ubesværet til en fortælling, der åbner verdener.

Havet i munden lykkes dermed med at formidle et af tidens varme temaer i en æstetisk forførende dramatisering, der mere end mange paroler lader os mærke erfaringer og gør os nysgerrige på at vide mere. Vi ser for tiden (alt for) mange forestillinger, der bæres af et vigtigt emne og intet andet – og derfor lige så godt kunne have været et foredrag eller en kronik. Holdet på Havet i munden tror tydeligvis på kunstens egen kraft, og bruger den til at walk the talk og ikke bare talk the talk. Derfor gik jeg både opstemt og berørt fra AFUK den aften i maj.

LÆS OGSÅ: Det frie felt indtager Passage Festival 2026 med musik og aktivisme

Sic Parvis Magna

Ligeledes i maj gæstede forestillingen Sic Parvis Magna Aveny-T. Titlen betyder noget i retning af, at af noget stort kan komme af noget småt. I dette tilfælde en landsby. En landsby, der langsomt tømmes for betydning i globaliseringens skær. Sic Parvis Magna hylder landsbyen med en tone, der veksler mellem det desperat-sørgmodige og det spidst-satiriske med det direkte formulerede spørgsmål om dødshjælp: “Hvem bestemmer, hvornår en landsby skal dø?”

Det lyder dystert, og det er præmissen indlysende. Både i sig selv, og fordi landbyens død selvfølgelig også bliver et billede på den rodløse identitet, moderniteten med globaliseringen som accelerator har efterladt os med. Det stedsbundne udvandes i en verden, hvor vi er forbundet med alt – om end mange bevægelser lige nu peger tilbage mod mere traditionelle værdier. Den type budskab abonnerer Sic Parvis Magna dog ikke på. Herra Poikas tekst er langt mere kompleks, som den graver sig ned i fortællingens mange og modstridende lag.

Teksten kropsliggøres af Anthony Kilnbrook, der også står bag forestillingens lydlige design. Det er sammensat af en voice-over, vemodige violinstrenge og vejrets turbulens. Kilnbrooks gennemgående karakter Moose kæmper for landsbyen, men det er ikke nemt at stå sammen, når ikke engang musikere og spillere kan enes i den forestilling, han forsøger at arrangere til fordel for skolen, der er lukningstruet. Det ender ikke godt – og det gør det heller ikke med det pianospil, som Mooses far kalder “a waste of time”. Men måske er tidsspildet det, der kunne skabe mening?

Sort-sørgelig satire

Anthony Kilnbrook inkarnerer med fine nuancer håbet og gåpåmodet, der veksler med frustrationen og fortvivlelsen over ikke at lykkes med sine redningsforsøg. Han bevæger sig rundt i det blåligt-dystre rum, der som et limbo holder ham fanget. Ikke i en decideret gentagelsestvang, men alligevel låst inde i et underjordisk lys, der pakket ind i vindens susen signalerer den uafvendelige undergang.

“Mennesket er det eneste væsen, der ikke underlægger sig naturen,” lyder det i starten. Det peger på moderniteten, men også kampen med at komme overens med sig selv som et dødeligt væsen. Kilnbrook får i Delya Messadis musikalske instruktion skabt en næsten katastrofisk fornemmelse, hvor mennesket jo faktisk går under i sit eget forsøg på at bemestre sine omgivelser – eller kæmpe mod bemestringen. Det er sort, sort humor parret med en smertelig erfaring, der til sidst grasserer ud i volapyk og kropslig nedsmeltning. Moose kvæles så at sige i sit eget ævl.

Vi ser et stigende antal engelsksprogede forestillinger i København i disse år, og som Kulturkupeen for nylig påpegede, er det bestemt ikke alle, der har et seværdigt niveau. Men det har Sic Parvis Magna, der på bedste vis forener et foruroligende univers med en stærk tekst formidlet med britisk sans for den sort-sørgelige satire.

Forestillingstrailer