★★★★☆☆ Skingrende skør og skøn samtidsdiagnosticering i Amerika

Teatret Slotsgården i Odense giver som vanligt max farcegas under den uforudsigelige danske sommerhimmel. I år gælder det Franz Kafkas ufærdige roman Amerika, der får en tur i teatrets over the top-in your face spillestil. Med sylespids sans for samtidsdiagnosticering bekræfter teatret atter sin plads som en helt uundværlig del af sommer- og måske særligt satirescenen.

Det er indlysende godt set at skabe en Slotsgården-farce ud af Franz Kafkas ufuldstændige roman Amerika, der udkom i 1927 efter forfatterens død. Faktisk endnu mere indlysende end i 2019, hvor Nikolaj Cederholm dramatiserede romanen i anledning af sit 40 års jubilæum på Nørrebro Teater. Det blev dengang til et magisk-muntert drømmespil om at fare vild i sig selv – og måske finde hjem igen.

Verden har tabt pusten

Teatret Slotsgården går – naturligvis – mere desperat til værks i en iscenesættelse, der er devishet af holdet i fællesskab. Forestillingen hænger ikke desto mindre fint sammen – den skal jo være kaotisk og uden ende.

Her er det ikke kun vor protagonist, tyske Karl, der løber sur i sig selv, men også verden, der har tabt pusten. Vi mødes af Freya Siff Hestnes’ skrællede billboard, der om noget signalerer Amerika – eller USA, som vi nok ville sige i dag. Man aner Marlboro Man og Coca Colas Santa Claus bag boardets forrevne front. Ikoniske reklamer fra dengang, USA var et pejlemærke. Så hører vi i det fjerne EU-hymnen. Den kommer fra den sølvgrå VW Polo, der nu ruller ind foran billboardet og spytter fem mennesker ud.

“Giv mig et A, giv mig et M…,” lyder det, mens de fem myldrer rundt mellem os og animerer til rejsen til Amerika. Thomas Diepeveens Karl vil dog helst ikke ind på grunden til sin afrejse. Muligvis har han begået et overgreb på sin stuepige. Måske har hun groomet ham. Men vi må også hastigt videre ombord på det store skib. Her får Karl hurtigt andet at tænke på end forsmædelsen og sin bortkomne paraply og kuffert. Han engagerer sig kortvarigt i arbejdsforholdene ombord, mens kaptajnens papegøje spyr undertekst og andre pinagtigheder ud i hastigt tempo.

Monopoly i Amerika

Karls hidtil ukendte onkel, senator Jakob i Mathilde Lundbergs accent-brovtende skikkelse, dukker op med ordene: “Nu er du i Amerika, og her kigger vi kun fremad”. Nirvana giver et tvetydigt-inviterende besyv med i form af de øvriges herligt grunge-træge version af “Come As You Are”. Imens bliver Karl iført cowboystøvler, og lærer, at det hele er “en stor transaktion her. Et Monopoly”. Han trænes derfor som sælger med en vis succes, men hvirvles videre og fanges i et valg mellem onkel og venner. Dog ikke før han har givet en sjælden aggressiv version af “Jeg gik mig over sø og land”, som han hævder selv at have digtet.

Thomas Diepeveen skifter mellem angst, raseri og triumf med en særlig form for vanvittig rolighed, der gør hans trængsler desto mere gribende, mens man er ved at kløjs i latter. Hans næste prøvelse er det mexicanske hobo-par Diego og Rodriques, som Emil Hyldeborg og Lukas Lykke gestalter i et forrygende spænd mellem indladende pseudo-refleksion og mundhuggeri. Deres frihedstanker giver Karl et stik af hjemve og siden et ønske om rammer. Dem finder han kortvarigt som piccolo på et hotel, hvor han også omklamres af Mathilde Lundbergs Therese, der kan få alt til at handle om hende selv i et rant med micdrop und alles.

Diego og Rodriques får atter forpurret Karls forsøg på at passe ind, mens Amalie Bergholdt trist trasker rundt som en visnet Ronald McDonald-figur. Hun er også den træsk-diktatoriske Brunelda, der prøver at fange Karl i samme spind, som det mexicanske par allerede spræller i. Det giver os en guddommelig bilvask-sexscene, før EU-hymnen atter høres og Karl må videre.

Hverken rist eller ro

Som det fremgår, foregår alt – dog undtaget den konkrete bilkørsel – i overhalingsbanen. Der er hverken ro eller rist i dette faktive Amerika, og netop derfor rammer iscenesættelsen en nerve eller to. Der er heller ikke rist eller ro i vores digitale tilværelse, der er formet af den amerikanske drøm i big tech-versionen. Og der er hverken rist eller ro i en verden i opløsning, hvor pejlemærkerne er forsvundet – og kun ses som løsrevnet drivtømmer af metacitater og glimt af en julemand bag papirtrevlerne på billboardet.

Ikke engang EU-flaget blev hængende til premieren, da den ufuldendte historie randt ud med endnu et præcist tvetydigt musikvalg, “I Will Always Love You”. Undervejs kommer vi også forbi Madonnas “Like A Virgin” og Green Days “Wake Me Up When September Ends” i Ingvild Skandsens stærke musikalske univers, der på samme tid problematiserer og tager vores infiltrering i amerikansk kultur for givet.

Det rådvilde, for ikke at sige skizo-desperate univers kommer således stærkt igennem i en forestilling, der måske kunne stå lidt strammere tekstligt et par steder, men som vinder på sin originale samtidssatire. Den sætter virkelig stød ind, hvor det gør ondt, mens latteren samtidig ruller. De fem på scenen viderefører – denne gang sammen med instruktørerne Kristoffer Lundberg og Signe Hørmann Sørensen – den over the top-in your face spillestil, der om noget gør Teatret Slotsgården til en helt uundværlig del af sommer- og måske særligt satirescenen.