“Hvem ville jeg være hvis jeg ikke var bange?” spørger Olivia i Rasmus Seebach og Ankerstjernes nyskrevne musical, som på mange måder er en klassisk coming of age-historie, men med et magisk twist og et nyt stjerneskud i titelrolleindehaver Amanda Frederikke Traun, der spiller, danser og synger dom en drøm.
På Østre Gasværk Teater kan man lige nu opleve en ret unik kombination af folklore, teenagedrama og poppede hits i Adam Prices historie om teenageren Olivia, som både bærer rundt på en stor sorg og særlige kræfter.

Visuelle effekter på internationalt niveau
For at få forestillingen på vinger og bringe legenderne til live, er det tydeligt, at man har hevet det helt tunge skyts ind. Illusionisten John Bulleids og arial designeren Sita Bhuller Ottos lykkes tilsammen med at skabe ægte teatermagi, der får hårene til at rejse sig i nakken.
Hvis man havde håbet på Seebach-magi, bliver man heller ikke skuffet
Benjamin La Cours stemningsfulde scenografi transformerer samtidig Gasværkets runde struktur, så man næsten føler, at man selv er flyttet med Olivia til Køge. Scenen står som ældgamle og mystiske træstammer i skoven med plads til at både flyve og falde, men kan samtidig være et troværdigt moderne gymnasium i en dansk provinsby.
Hvis man havde håbet på Seebach-magi, bliver man heller ikke skuffet. Man kan tydeligt høre den poppede indflydelse, der især fungerer godt, når man går all in på ørehængende melodier og sjove rim. Der er faktisk nogle reelle bangers imellem, fx sangen om Køge, der vist kunne gå hen og blive byens nye hit. Det lille orkester, ledet af Martin Konge, får det til at svinge i alle de genrer, de bliver kastet ud i, på trods af at de er delt op og gemt væk i scenens øvre hjørner.
Når dans spiller en så væsentlig rolle for historien, er det også skønt, at Nellie Bethel Raineys koreografi er så legende, ungdommelig og alsidig. Kombineret med det dygtige ensemble og Line Bechs dansende kostumer er forestillingen en meget musikalsk omgang, hvor selv scenegulvet bevæger sig i takt med musikken.

Et nyt stjerneskud på teaterhilmen
I centrum af det hele står Amanda Frederikke Traun, som debuterer i titelrollen og hun er ganske enkelt fænomenal. Hun kan både spille og danse og synge som en drøm – selv, når hun hænger i en tynd snor 10 meter over scenen.
Det kommer lidt tæt på OK boomer-territorium
Også Mathias Flint som Olivias far og Nanna Rossen og Lui Trampedach Mortensen som Olivias venner leverer god komisk timing og flotte vokaler. Faktisk er teenagedialogen generelt overbevisende nok, selvom det kommer lidt tæt på OK boomer-territorium, når lægerne begynder at rappe om ADHD og gymnasieklassen får en sang om AI og fake news.

Tabt potentiale i manuskriptet
For Olivia vil rigtig gerne sige noget om både unges angst og ensomhed, intolerance, historieblindhed og den måde, frygt former vores blik på verden og hinanden. Men desværre er der flere tråde, som ikke bliver samlet ordentligt op, og en håndfuld klicheer, der gør handlingen lettere forudsigelig. Særligt ærgerligt er det, at klassekammeraten Gabriel, spillet af Oscar Stahlfest, går lidt i glemmebogen i anden akt på trods af en potentielt spændende karakterudvikling.
Til gengæld kan man mærke at Maria Lucia har det sjovt med endelig at få lov at spille skurken
Den autoritære skolepræst Kristine er også noget karikeret med sine cancel-værdige holdninger til de danske hekseprocesser. Til gengæld kan man mærke at Maria Lucia har det sjovt med endelig at få lov at spille skurken og så rammer hendes store stemme heller aldrig ved siden af.
På trods af at forestillingen ikke altid lykkes med at være både ungdomsdrama, samfundssatire og fantasy, er resultatet alligevel en underholdende og overraskende magisk oplevelse. Og med sine visuelle effekter og nye skuespiltalenter er det noget af det mere ekstraordinære, man kan opleve på en dansk teaterscene lige nu.
Original idé og komponist: Rasmus Seebach og Ankerstjerne. Komponist, underscore komponist og musikalsk producent: Andreas Sommer. Manuskriptforfatter: Adam Price. Instruktør: Thomas Agerholm. Kapelmester: Martin Konge. Scenograf: Benjamin La Cour. Kostumedesigner: Line Bech. Koreograf: Nellie Bethel Rainey. Arial designer: Sita Bhuller Otto. Lyddesigner: Tim Høyer. Lysdesigner: Ulrik Gad. Illusionist: John Bulleid. Korarrangør: Morten Kjær.
Medvirkende: Amanda Frederikke Traun, Nanna Rossen, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Lui Trampedach Mortensen, Mathias Flint, Kirstine Emilie Moses-Jacobsen, Oscar Stahlfest, Sophia Ahlm Bircow m.fl.
Olivia og skyggedansernes hemmelighed spiller på Østre Gasværk Teater 18. september – 15. november 2026




