★★★★☆☆ Væsen i dit øre er morsomt og trygt vampyrteater

Ishøj Teater gør Væsen i dit øre til fint beroligelsesteater for de fire-niårige, der er nervøse for at starte i skole og for at møde nye kammerater. Forestillingen rammer tidens bekymringstendens med forståelse og indlevelse, og formidles trods en del gentagelser med god energi af det unge skuespillertrekløver.

”Jeg både glæder mig til at starte i skolen – og jeg glæder mig overhovedet ikke.”

Sådan siger drengen Anton i den fine forestilling Væsen i dit øre på Ishøj Teater. For Anton er en nervøs sjæl. Han er bange for alt muligt. Mest af alt for, at de andre ikke skal kunne lide ham. Inde i øret hører han hele tiden en stemme, der fortæller ham om alt det, der kan gå galt. Stemmen kommer fra et grønt væsen med strithår og udstående øjne. Væsnet ligner en hyggelig og fortrolig bamse, men i stedet for at gøre Anton glad, gør væsnet faktisk Anton endnu mere usikker, end han er i forvejen.

Dramatikeren Rasmus Elvers har i Væsen i dit øre ramt tidens bekymringstendens med forståelse og indlevelse, og instruktøren Adam Brix har givet forestillingen et dagligdags udtryk med en god portion humor. For det viser sig heldigvis, at der slet ikke er så meget at være bange for. Tværtimod vil de andre i klassen faktisk gerne lege – og de kan også godt lide vampyrer, akkurat lige som Anton.

God energi

De tre unge skuespillere spiller med god energi og jordnær munterhed. Det er ofte svært for voksne spillere at spille børn, uden at det virker kunstigt. Men disse tre skuespillere har sammen fundet en overbevisende spillestil med god ping-pong. Johan Damgaard-Lauritsen rammer glimrende Antons frygt for alt muligt, mens han tæller blyanterne i sit penalhus endnu en gang, bare for at være sikker på, at der er nok.

Mille Lindgren-Hansen har et herligt åbent blik i rollen som Antons forstående og nysgerrige kammerat, der også elsker alt, der er uhyggeligt – altså bare ikke klovne – og hun spiller endda også Antons tålmodige mor med håndbevægelser, der oser langt væk af tryghed. Og Emil Francis har et godt og stædigt bud på klassens dedikerede zombienørd, der går rundt med rygsæk, mens han siger mange ord om aliens.

Gør sig selv usynlig

Den egentlige hovedrolle, altså det grønne væsen i Antons fantasi, lever gennem Emil Francis som dukkefører. Hans kropssprog er spændende, når han kravler og glider rundt i rummet – og han kan nærmest gøre sig selv usynlig, når Antons mor kommer ind på værelset for at tjekke, om Anton sover. Emil Francis har en god dobbeltudstråling, både af noget magtfuldt og noget svagt. Når han forsøger at gøre Anton endnu mere nervøs, manipulerer han så tydeligt med Antons følelser, at børnetilskuerne glimrende kan se, hvad der er på spil.

Hele forestillingen foregår faktisk i Antons værelse. Scenografen Tanja Bovin har skabt et funktionelt børneværelse, hvor både seng, skrivebord og skuffer lynhurtigt kan forvandles til et klasselokale – og hvor en t-shirt hurtigt kan blive peppet op med en favoritskjorte med vampyrer. Desuden har Søren Siegumfeldt komponeret nogle enkle sange med klare melodier og med ord, der støtter handlingen – og gentager pointerne.

En del gentagelser

”Vi er vampyrer / Og vi forstyrrer,” synger børnene fnisende. Der er godt nok en del gentagelser i både manuskript og sange. Men de passer glimrende ind i denne skolestarterverden, hvor ”A er for appelsin – og B er for blodappelsin”, som Anton siger det som trofast vampyrfan.

Væsen i mit øre er en jordnær og tryg teaterforestilling om at tackle alt det, som man ikke kender endnu. En gennemarbejdet og solid forestilling fra Ishøj Teater, der her rammer sin målgruppe med respekt og varme. Og heldigvis også med et sæt ekstra vampyrtænder til Anton.