Operastafetten 4 – Nathalie Mellbye: Jeg drømmer om at skabe en episk, musikdramatisk splatterballet

Operastafetten. Frem mod dette års Copenhagen Opera Festival i august lader vi på Louises Becks idé stafetten køre mellem branchens chefer i Aarhus, Holstebro, Esbjerg, Odense og København. De svarer alle på fire ens spørgsmål og et særligt spørgsmål, de har fået af en kollega i stafetkæden. I denne uge har kunstnerisk direktør på Sort/Hvid, Nathalie Mellbye, stafetten. Hun inspireres af tværkunstnerisk maksimalisme og har samtidig fokus på ligestilling og repræsentation.

Hvilken vision vil du gerne indfri for musikdramatikken?

“Jeg er interesseret i at udfordre både de medvirkende og publikum i deres forestillinger om, hvad musikdramatik kan være: hvordan den fysisk og musikalsk udfolder sig, og hvor mangfoldigt begrebet musikdramatik kan og bør forstås.

SORT/HVID giver mulighed for at skabe intime eksperimenter, hvor publikum og sangere kommer helt tæt på hinanden.

Vores scenekunsthus er bygget med en fleksibilitet, som gør, at væggene kan foldes sammen, publikumsopbygningen flyttes eller helt fjernes. Det giver mulighed for at skabe unikke rum til den enkelte forestilling, hvilket man ikke kan ret mange steder. Vi kan skabe mindre, intime oplevelser, totalteater og oplevelser med en mere klassisk sceneopstilling. Det giver os som lille storby-teater mulighed til at drive kunstnerisk grundforskning, der er risikovillig og konfronterer vores samtid.”

Hvilke tendenser er du inspireret af?

“Jeg er fan af voldsomt smukke og storslåede scenografiske opsætninger, hvor koret i sig selv kan overvælde mig både musikalsk og visuelt.

I Dialogues des Carmélites på Det Kongelige Teater tidligere i år var koret iscenesat som en voldelig oprørsbevægelse, der væltede ind gennem klostermurenes vægge. Æstetisk gav det mig dystopiske associationer til samtidens autoritære og nationalistiske bevægelser (fx ICE), og forestillingen formåede dermed at trække nutiden direkte ind i værket som en spejling af den franske revolution. Det var også befriende at opleve et værk med så mange store kvindelige roller på den store scene! 

Som den tværkunstneriske maksimalist jeg er, må jeg også nævne SANCTA af Florentina Holzinger. Hun står i spidsen for et feministisk og visionært performancekollektiv og fik frie hænder til at skabe en af de mest frigjorte og blasfemiske operaopsætninger på Volksbühnes store scene. Hvem kan modstå nøgne nonner på rulleskøjter og en kortvokset, lesbisk, gravid pave, der flyves rundt af en gigantisk robotarm? Det er grænsesøgende, voldsomt og dybt humoristisk.”

Hvad ser og hører vi for lidt af?

“Jeg er nysgerrig på de vilde satsninger, der befinder sig på kanten af vores forventninger til musikdramatik og opera. Et eksempel er den avantgardistiske norske duo ONLY SLIME og deres syrede cyberpunk-univers, som virker tilstrækkeligt wack og originalt, men samtidig totalt kitsch, og netop derfor også interessant. Jeg ville elske at opleve dem i Danmark, da det, de præsenterer, er ret unikt.

De samarbejder indimellem med trioen NEKO3, som bevæger sig i den eksperimenterende københavnske samtidsmusikscene. Kunstnere som udfordrer vores ideer om, hvad opera og musikdramatik kan være, og som giver lidt vild energi ind i vores verden, ønsker jeg selv at opleve mere af.”

LÆS OGSÅ: Operastafetten 3 – Elisabet Linton: Vores operahuse kan være kulturelle kraftcentre

Hvad skal vi gøre oprør imod?

“SORT/HVID er blevet partner i Akademie Zweite Moderne, et initiativ under Wiener Festwochen, som arbejder for øget ligestilling blandt komponister inden for koncertmusik og musikteater.

Som partner bestræber vi os på både at fremhæve og skabe værker udviklet af kvindelige, nonbinære og transkønnede komponister. Det betyder ikke, at vi ikke arbejder med mandlige komponister, men som musikdramatisk scene kan vi gøre en aktiv indsats for at bidrage til en mere balanceret repræsentation.

Kønsfordelingen blandt komponister på de store scener er stadig markant skæv, og fraværet af kvindelige kompositioner i repertoiret er fortsat påfaldende. Det er en udfordring, vi som institution har et ansvar for at adressere.”

Spørgsmål fra Elisabeth Linton, Det Kongelige Teater: Hvad er et modigt kunstnerisk valg, som du endnu ikke har haft mulighed at gennemføre på Sort/Hvid – og er der noget holder dig tilbage?

“Jeg drømmer om at skabe en episk, musikdramatisk splatterballet! Drømmen er at udvikle den i samarbejde med det norske feministiske black metal-band Witch Club Satan, som formår at skabe vidunderlige, rituelle koncertoplevelser. Mødet mellem ballet, moshpit vibe, black metal og opera rummer et herligt sammenstød mellem æstetisk finkultur og rå, punket drivkraft. Jeg ville elske at have et kæmpe børne- og ungekor med i en længere headbanging-session just to raise hell, og på den ene eller anden måde involvere komponisten Rued Langgaards værk Anticrist. 

Hvad holder mig tilbage? Tålmodighed 😉 Mine drømmeprojekter for SORT/HVID har en tendens til at være lidt maksimalistiske og kræver derfor tid at bygge op, både for at skabe de rette samarbejder og for at etablere økonomisk bæredygtige rammer. Det ville desuden være oplagt, hvis projektet kunne udvikles som et samarbejde på tværs af Norden. På den måde kunne det være med til at styrke ambitionen om at skabe større nordisk og international synergi inden for scenekunsten.”

LÆS MED I NÆSTE UGE, hvor Nathalie Mellbye sender stafetten videre til kunstnerisk leder af Den Fynske Opera, Eva-Maria Melbye, med spørgsmålet:

“Jeg har netop været til et spændende seminar i Wien arrangeret af Academy Second Modernism, som arbejder for at fremme kvindelige, transkønnede og nonbinære komponisters arbejde. På årets Summit var temaet kulturel appropriation, og hvordan denne problematik kommer til udtryk i deltagernes arbejde som udøvende kunstnere, programlæggere/kuratorer, instruktører og komponister. Hvilke refleksioner vækker emnet kulturel appropriation hos dig i forhold til vores branche? Har du i dit eget arbejde stået i situationer, hvor problemstillingen har været særligt relevant eller udfordrende?”